Læsetid: 3 min.

Den sidste mand i verden

17. august 1999

Jeg vil se København, der sover uden at snorke, drømmer uden at lide, dør uden at vide det

Helt alene
For nylig læste jeg i Ekstra Bladet, at den argentinske landsholdsmålmand i fodbold ikke vil forlænge sin kontrakt med spanske Mallorca; han er overbevist om, at jorden går under ved årtusindskiftet, og derfor vil han hellere tilbage til Argentina og være sammen med sin familie. Og det er i og for sig forståeligt nok - hvis man altså tror på Dommedag. Personligt må jeg indrømme, at jeg ikke har den store tillid til disse religiøse, apokalyptiske profetier. Foreløbig har samtlige slået fejl. Med hundrede procents sikkerhed.
Så langt, så godt - men, men, men-, lad os antage at jorden virkelig går under, idet vi tager det første klejne skridt ind i det enogtyvende århundrede: Kloden eksploderer, alt liv udslettes, det tredje årtusind kom aldrig - så har jeg bare én bøn til han, hun, den, det - eller hvilket køn (eller mangel på samme) universets højere magt måtte have - og den lyder som følger: En time før det store brag sørger du for, at samtlige mennesker går ud som et lys, besvimer - på nær én. - Mig. Giv mig de sidste tres minutter alene, lad mig blive den sidste mand i verden.

Kun liv
Og i fald min bøn bliver accepteret og effektueret, vil jeg kysse min drømmende familie farvel og gå ud på gaden og se den mørke himmel med månen og stjernerne. Jeg vil mærke den kolde decembervind puste mine kinder røde, og jeg vil vandre ned ad Vesterbrogade, mens jeg ser den sidste kat på tagryggen, den sidste hundelort på for-tovet, den sidste nat i verden: Starten på den længste nat. For altid.
Jeg vil lytte til mine skridt, mit åndedrag og jeg vil nå frem til Rådhuspladsen og ryge den sidste smøg. Jeg vil forstå alt det, jeg aldrig har forstået; der er ikke noget at forstå, kun liv. Og det stopper nu. Snart. Når Rådhusklokkerne har slået tolv.
Jeg vil gå ind på en af de nærliggende beværtninger, snuppe en flaske champagne og et glas, og jeg vil gå ud igen, og jeg vil smile. Bare for smilets skyld, for livets skyld. Jeg vil åbne døren til Rådhuset og bevæge mig op mod toppen. Jeg vil kravle ud på taget og finde mig en behagelig plads. Og så vil jeg se infernoet af neonreklamer, der blinker og skriger på opmærksomhed, se husenes bliktage badet i sølv fra månens skær. Jeg vil se København, der sover uden at snorke, drømmer uden at lide, dør uden at vide det. Jeg vil se København i total tavshed. Jeg vil se København for sidste gang.

Lukker og slukker
Og når tiden nærmer sig, vil jeg lade champagneproppen springe, så den flyver gennem luften og med et vagt dump slår mod Rådhuspladsens fliser, og den boblende væske fosser ned over flasken og min hånd. Og jeg vil skænke mig et glas og sige skål og tak for alt. Det var det hele værd. Uden tvivl. Jeg vil tænke på alt det, jeg har oplevet, alt det jeg har set. Jeg vil tænke på mit liv, vores liv, jeres liv. Jeg vil tænke på sommerfuglene og skyerne, solen og regnen, blomsterne og markerne, træerne og græsset, afskyen og lykken, desperationen og euforien, misforståelsen og kærligheden.
Og mens det første slag mod tolv lyder - vil jeg rejse mig, bevæge mig hen mod kanten, kigge ud over byen, og takke for at jeg måtte blive den, der lukker og slukker efter det store bal, den der forsegler kisten og sender den ud i intetheden. Den sidste mand i verden. Og sekundet før jorden spaltes i atomer, forsvinder, vil jeg springe - flyve gennem luften som champagneproppen - og tænke på den grundlæggende tanke for alt liv. Og den er ganske enkel: At være.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her