Læsetid: 4 min.

Sjælens pisk

31. august 1999

I Thomas Bobergs anden moppedreng af en rejsebog er der for alvor gået hul på prosaen. Ordene flyder i en euforisk strøm fra digteren, som i sin konstante jagt efter øjeblikkets lille rus ender med at stikke hovedet dybt ind i anakondaens gab

Ny bog
Ved et nytårsselskab i Guatemala i 1997 trækkes Thomas Boberg ind i en samtale, hvor han bringes til at formulere, hvad han egentlig foretager sig i Sydamerika: "Jeg er en uafhængig, anarkistisk rejsende der skriver for at fastholde visse øjeblikke."
Det lyder som lidt af en programerklæring, og spredt ud over det næsten 500 sider tykke bind 2 af Bobergs 'rejseminder' findes gentagne forsøg på at indkredse karakteren af de indlysende forbindelser mellem skrift, rejse og liv.
Nu er Boberg ikke en tilfældig turist på det sydamerikanske kontinent. Han er gift med en peruansk kvinde og har boet i Lima i knap ti år. Når han derfor beskriver sig selv som en rejsende, er det snarere i betydningen 'rejsende i tilværelsen', en digter der fortløbende omsætter visse øjeblikke til skrift.
I mange år har digtet været Bobergs format, men med Sølvtråden (1996) slog han tillige ind på en essayistisk form, måske fordi - som han i den nye bog forklarer det til en fordrukken kollega - han i lyrikken ikke var i stand til at anvende eksplicitte referencer: "I 10 år forsøgte jeg at skrive et digt om en bestemt by. Hvis jeg gav digtet den titel gik det i stykker. Det blev falsk. Nu forsøger jeg at indkredse det i rejseberetninger."
I det nye bind af rejseminder, Americas, er det ganske enkelt essays af højeste kaliber, Boberg disker op med. Med en tidshorisont, der dækker de sidste tyve år - og i realiteten hele forfatterens liv - og en geografisk radius fra det puritanske Minnesota til de dunkleste afkroge af den sydamerikanske jungle, trækkes læseren frem af en potent skrift, som med jævne mellemrum detonerer i nye overraskende billeder.

Dødsforagt
Boberg stiller sig ikke an som specielt modig eller dumdristig, men hans temperament byder ham åbenbart med passende intervaller at stikke snotten så langt ind i bæstets gab, at læseren forføres til at tvivle på, om han nu også får det ud i tide. En del af fortællingerne er båret af dette underspillede drive, mens andre fremstår som en slags kortprosa, uden egentlig handling, men med motiv og beskrivelse som det centrale. Her der det digteren, der taler, generelt om tilværelsens vilkår, og mere specifikt om sine grunde til at rejse: "Selvom jeg kender dem, leder jeg stadig efter dem. At tage væk er en måde at dø på uden at dø."
At Boberg fra sin tidligste ungdom er 'taget væk', vidner en del af stykkerne om. Når bogen i sin titel anvender flertalsformen Americas, hænger det sammen med, at Bobergs første rejsemål var USA. Allerede i 1977 var han udvekslingsstudent hos en familie i Aberdeen, South Dakota, og selv om den oplevelse på grund af en psykopatisk far udviklede sig til noget nær en katastrofe, vendte Boberg i de kommende år tilbage og rejste Nordamerika tyndt på jagt efter en drøm, som måske lå og gemte sig under amerikanernes "verdensomspændende uvidenhed."
Med karakteristisk dødsforagt blaffede han i 1981 til Mardi Gras og slap kun med nød og næppe ud af kløerne på et kødbjerg af en mand, som i en jovial tone bekendtgjorde sine planer om at klynge sin passager op i et træ og pule ham i røven. Helskindet fremme i New Orleans blæste skyerne fra solen, og den unge danskers drøm syntes omsider inden for rækkevidde: "Staterne. Var det måske ikke livet selv. Det var jo her det groede, mand, men hvorfor gik man fejl af det, når man endelig nåede frem? Hvorfor syntes livet altid at ligge et andet sted?"
Mange år senere skulle Boberg finde 'sit sted' i Sydamerika. Med base i Lima har han i snart ti år udforsket Peru og de omkringliggende lande i en rastløs søgen efter kontinentets hemmeligheder, først i byerne, siden dybere og dybere ind i junglen - og til sidst gennem stoffet ayahuasca, shamanernes hemmelige port til dæmonerne og dyregudernes skyggerige.

Ayahuasca-rusen
I årene 1997-99 gennemfører Boberg en næsten systematisk udforskning af det stof, han kalder 'sjælens pisk'. Og gennem beskrivelserne denne serie af ofte dramatiske sessions med voldsomme opkastninger og ekstreme hallucinationer får bogen en karakter af åndelig søgen, samtidig med at forfatterens trang til kontroltab synes at nærme sig mætningsgrænsen.
For Boberg bliver rejsen ind i ayahuasca-rusen slet og ret en nøgle til junglens inderste, og det ultimative møde med den tohovedede anakonda fører til en erkendelse af visionerne som andet og mere end metaforer eller symboler for kendte fænomener. Boberg træder simpelthen ind i en parallel virkelighed, en anden dimension, og her ser han, hvordan de farer, der truer junglen, truer hele kloden: "Ayahuasca gjorde en bevidst om det ved at åbne sindet og vise at det skønne også var skønt fordi det havde en mening, at livet og døden flettede sig sammen som to slanger der var hinandens forudsætning. Prøvede man at skille dem ad splittede man mennesket i to hjælpeløse stykker. Det ene sted for sjælen vild, det andet kroppen."
Boberg kalder sin evige rejse for en "længere undersøgelse af virkeligheden." I den nye bog når han langt videre end i Sølvtråden, både som forfatter og som rejsende. Han klamrer sig stadig til sproget som et sidste holdepunkt, når alle andre pejlemærker tabes af syne - hvad andet kan en forfatter gøre - men i afgørende passager trænger ordene så langt ind i tilstande og lag, der ikke umiddelbart lader sig beskrive, at skriften i sig selv bliver transcendental: På en gang gnistrende klar af brudflader som et digt og medrivende som en flod af livets skære prosa.

*Thomas Boberg: Americas. Rejseminder. 487 s., 298 kr. Lindhardt & Ringhof. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her