Læsetid: 5 min.

At skabe en tradition

3. august 1999

Det gælder vores musikalske nærkultur, betoner dacapos direktør, der tager til genmæle mod kollegernes kritik

MUSIKPRODUKTION
Danmarks store klassiske plademærke hedder dacapo, stavet med et lille d. Forlaget er statsstøttet og blev etableret i 1989 som en fortsættelse af det, der dengang hed Dansk Musik Antologi.
Antologien var ude i en krise. Det endte med, man etablerede dacapo, hvor man så samtidig indlemmede pladeudgivelserne fra komponisternes forlag, Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik. Derfor har dacapo overtaget en opdeling med én del kontemporær musik og én del, der er mere antologipræget, fortæller forlagets direktør, Henrik Rørdam:
"Det er i hvert fald et eller andet sted den forståelse, som vi driver dacapo i - altså med en form for ligelig fordeling mellem de to områder. Og så står der i vores vedtægter, at vi skal sikre en dansk musikantologi. Ad åre skal vi skabe et retvisende billede af dansk musik fra tidlig tid til i dag. Også de mere væsentlige ting af ukendt art bør vi, hvis det overhovedet er inden for rimelighedens grænser, dokumentere relativt komplet."
- Hvordan trækker I den grænse? Siger I: Musikken skal have en vis kvalitet, hvis vi skal udgive den, eller siger I: Det er vores opgave at gøre det kendt, så må andre vurdere?
"Jeg hælder snarere til det sidste synspunkt," svarer Rørdam. "Meget af den danske musik har af samtiden eller den relativt korte eftertid været vurderet negativt, men det kan ikke være vores opgave i dag at synge med i det kor af negative stemmer. Vi må sørge for, at musikken er tilgængelig. Så må eftertiden tage stilling til, om det er interessant nok til, at man måske kan koncertopføre det."

Uberørt land
Dansk senromantik er et af dacapos helt store satsningsområder: "Du kan bede en hvilken som helst konservatorieuddannet musiker om at spille en Beethoven-sonate. Han vil have masser af indspilninger som referenceramme. Men der er ikke nogen, der har hørt en symfoni af den danske komponist
Louis Glass før."
- I arbejder for tiden på en lancering af en ny, samlet cyklus af Carl Nielsens symfonier. Er det også dacapos opgave at komme med så velkendt stof?
"Der kommer antologiaspektet ind i billedet. Vi kan ikke forestille os at lave en antologi over dansk musik uden at have Carl Nielsens symfonier med. Det er fuldstændigt umuligt," mener Henrik Rørdam, der ud over Nielsen har en ny og up to date samleudgivelse af Rued Langgaards symfonier med Radiosymfonikerne og Thomas Dausgaard på bedding.
- Er det jeres opgave at gøre jer selv arbejdsløse ved simpelthen at udgive, hvad der er af dansk musik?
"Der er to aspekter i det," mener Rørdam. Ud over at opførelsespraksis og originalinstrumenter gør nye indspilninger nødvendige ud fra en udførelsesmæssig synsvinkel, fremhæver han de store, sorte områder på det musikhistoriske Danmarkskort, hvoraf dacapo endnu kun har udforsket en lille del - selvom de har udsendt omkring 200 cd'er og for tiden har en udgivelsestakt på ca. 35 cd'er om året.
"På orkesterplanet har vi gjort et pænt indhug i 1800-tallets danske værker. Vi har et nogenlunde overblik over, hvad der er."
Og nej, svarer chefen, ingen har indtil videre klaget over, at dacapo skraber for dybt. Faktisk mener Henrik Rørdam, at dacapo kun lige har kradset i overfladen. Der er masser af komponister, forlaget end ikke er begyndt at interessere sig for.
"Vi har haft lyst til at dokumentere 1800-tallets romantiske skråstreg senromantiske orkestermusik, som har været fuldstændigt negligeret i det her århundrede."
Men så er der kammermusikken - for ikke at nævne 1700-tallet og det, der ligger før, og som endnu er stort set uberørt land, når vi taler cd-indspilninger: "1700-tallet, for eksempel. Det kunne da være spændende at se, om ikke der er mindst lige så meget god musik der. Det er et helt århundrede, som stort set er udokumenteret," pointerer Rørdam og konkluderer, at dacapo næppe vil kunne overflødiggøre sig selv inden for de næste 20 år.
Peter Olufsen fra Classico har i Informations serie om de danske klassiske forlag kaldt dacapos eksistens "konkurrenceforvridende" og "helt absurd" - fordi dacapo har 1,9 millioner i ryggen om året fra Statens Musikråd. Et statsstøttet foretagende skal ikke søge midler hos fonde, mener Olufsen. Det er dobbeltmoralsk.
"Jamen, nævn mig ét eksempel på en statsstøttet kulturel virksomhed, som ikke er ude og søge fondsmidler," svarer Rørdam. "Det er et helt naturligt supplement, det ligger i den samfundsmæssige prioritering. Blev der givet penge nok til denne del af kulturen, var der selvfølgelig ikke behov for at søge fondsmidler. Men det gør der jo notorisk ikke."

Forvridende?
- Du er nødt til at kommentere på Peter Olufsens udtalelse om, at dacapos eksistens er konkurrenceforvridende.
"Jeg ved godt, det har været den almindelige fortolkning af vores arbejdsområde, at vi skulle holde os til at lave ting, som andre ikke ville røre - nogen ville tilføje 'med en ildtang'," griner Rørdam. "Men jeg har meget hurtigt, da jeg kom til firmaet i 1993, indset, at den måde kan vi simpelthen ikke drive virksomhed på. Vi kan ikke præsentere et katalog med ting, der er så obskure, at ingen vil interessere sig for dem i udlandet. Vi er nødt til at være bredere. Når det er sagt, mener jeg dybest set, at al den danske musik, vi producerer, er randrepertoire - bortset lige fra Carl Nielsen."
"Nielsen-symfoniernes historiske forudsætninger er specielle. Igen henviser jeg til antologiaspektet. Men i øvrigt er der tale om en nyudgivelse, som vi laver i samarbejde med Carl Nielsen Udgaven ved Det Kongelige Bibliotek. Det har fra alle sider været betonet, at det var ønskeligt, at det er dacapo, der laver det, som det nationale pladeselskab. Det projekt har jeg talt med både Radiosymfoniorkestret og Carl Nielsen Udgaven om i knap fire år."
"Først i maj i år hørte jeg, at Liverpool Symphony Orchestra synes, det kunne være sjovt med et lignende projekt. Men det kan ikke være meningen, vi af den grund skal begynde at trække tilbage på et projekt, vi har arbejdet på i flere år. Uanset om det drejer sig om Hakon Børresen eller Carl Nielsen, er paralleludgivelser ikke nogen ulykke. Tværtimod. Jo flere, der interesserer sig for musikken, jo større succes synes jeg, vi har, også hvis vi skal tjene musikkens interesse," siger Rørdam.
"Det er en rød klud for mange, at dacapo eksisterer, og det ansporer på godt og ondt folk til at gå i gang med tingene. Men jeg er sikker på, at kilden til at gå i gang for udenlandske selskaber som EMI og det tyske cpo, det er jo ikke, at de synes, dacapo er skide irriterende, og nu skal vi vise, vi kan gøre det bedre. Det er en fuldstændigt kommerciel interesse, en forventning om, at det her kan sælge. Og det er da fantastisk, at vi har kunnet bringe det så vidt."

*Denne artikel er nummer tre i en serie, der præsenterer danske pladeforlag med klassisk musik som speciale. Der har tidligere været bragt artikler om Classico og Paula Records (22. og 29. juli)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her