Læsetid: 9 min.

Vi skaber mening i livet med hverdagens fortællinger

7. august 1999

Kulturforsker Marianne Horsdal er gammelmandsbarn. Den slags plejer en ekspert ganske vist ikke at komme ind på i et interview. Men Horsdal forsker i livshistorier og fortæller dem også gerne selv

Hverdagsliv
Fortællinger om livet og hverdagen handler om at skabe mening i tilværelsen. Især når alt er faldet fra hinanden, og jeg ikke har fattet, hvad der skete, har jeg brugt fortællingen til at gå tilbage og finde mening i den krise, jeg befandt mig i. Livsfortællingen giver hændelser form og skaber sammenhæng, så man kan komme videre."
Ordene kommer fra forskningslektor, mag. art. ved Syddansk Universitet, Marianne Horsdal. En af Danmarks førende inden for sit felt; livsfortællinger og hverdagshistorier - det vil sige de beretninger om livet, hver enkelt af os bærer rundt på og bruger til at skabe mening i en verden, der til tider synes at forandre sig med stadig større hast.
Den fortælling, Marianne Horsdal selv bærer rundt på, dukker frem flere gange under interviewet:
"Jeg er gammelsmandsbarn," siger hun og fortæller om, hvad tabet af den nære familie i en ung alder betyder.
I et hjørne af køkkenet i Marianne Horsdals gamle tolderhus ved Nørrebystrand står faderens to gamle geværer med kolber slidt mørke i løbet af et langt arbejdsliv som skytte. Og i haven vokser der blomster fra barndomshjemmet i Hverringe.
"Min far var 52 år og min mor 40, da jeg blev født, så jeg var kun 23, da min far døde. Mine forældre var nogle af de yngste i familien. Derfor havde jeg i en relativt ung alder ikke særlig meget familie tilbage, og vennerne har altid været en stor tryghedsbase for mig. Det betyder også, at jeg altid har følt mig lidt anderledes.
I hvert fald drømte jeg som yngre om at være lige som de andre," fortæller Marianne Horsdal.
Placeret i en kurvestol, og med ristet franskbrød og fynsk rygeost, får Informations medarbejder forskerens tanker om, hvorfor hverdagshistorier og livsfortællinger - som hendes egen - er vigtige og i fokus som aldrig før.
Medierne, underholdningsindustrien og reklamebranchen har for længst indset, at historier sælger. Et produkt bliver solgt med en historie, som forbrugeren skal tiltrækkes af snarere end af varens brugsmæssige fortræffeligheder.
Dokusoap-genrens popularitet vidner ligeledes om, hvordan dagligdagen på for eksempel en københavnsk politi-station har lige så stor - eller større - dramatisk gennemslagskraft end amerikanske fiktionsserier.
"Der dukker stadig flere programmer op, som handler om almindelige mennesker, og hvor hovedformålet er at komme ind under huden på deres liv. Den franske filosof Poul Ricoeur siger, at fortællingen gør verden beboelig. Den verden af fremmede mennesker, som vi bevæger os rundt i, bliver gjort beboelig, når vi får noget at vide om de fremmedes liv."
"Vi sammenligner os med dem og identificerer os med dem langt mere end portrætterne af alle heltene, de kendte, politikerne og eksperterne," siger Marianne Horsdal.

Da hun i 1991 udgav Danmark mit Fædreland, en samling af danske livshistorier beregnet til undervisning af flygtninge og indvandrere, tog danskerne bogen til sig i en grad, der overraskede både Marianne Horsdal og forlaget, der straks bad om en opfølgning.
To bøger mere er det blevet til om emnet, og Marianne Horsdal er i dag en eftertragtet foredragsholder.
Livsfortællingerne og hverdagshistoriernes tiltrækningskraft hænger sammen med, at det i langt højere grad end tidligere er overladt til os selv at finde mening med tilværelsen.
"Livet er altid spændt ud mellem vilje og vilkår. I et moderne samfund er det viljen, der er afgørende for, hvordan livet former sig. Tidligere var det de vilkår, samfundet bød dig, der bestemte," siger Marianne Horsdal.
Hun giver et eksempel fra sin bog Halvfemserfortællinger, hvor hun sammen med sine studerende ved Center for Kulturstudier, Syddansk Universitet, har nedskrevet en række danskeres hverdagshistorier.
"Den ældste, vi har interviewet, taler om et stykke rav, der bliver smukkest af at ligge og blive slebet i vandkanten. Som hun siger: 'Det er ikke sikkert, vi skal hjælpes på den måde, vi vil.' Der ligger en skæbne-instans til grund for hendes tilværelse, som hun ikke har nogen indflydelse på," forklarer Marianne Horsdal.
I dag har vi ikke længere et fælles kulturelt værdisæt som for eksempel troen på familien, nationalstaten eller Gud at orientere os efter.
"Vi står over for en række af valg mellem en mangfoldighed af værdisæt, der konstant tilflyder os via tv, film, internet og så videre," siger Marianne Horsdal.
Derfor er det overladt til den enkelte at sammenstykke tilværelsen og finde sammenhæng.
"Selve det at vælge er blevet et moderne menneskes livsvilkår. Du skal vælge. Derfor er livet et individuelt projekt, selv hvis du er hjemløs og ikke har de store valgmuligheder. Den primære fælles forståelse, der præger vores samfund, er, at det er et individuelt ansvar, om du lykkes," siger Marianne Horsdal.
De opsplittede erfaringer og de mange valgsituationer, hvor man hele tiden er bevidst om, at man kan vælge forkert, skaber behov for at reflektere over ens egen selv- og verdensforståelse.
Derfor får andres historier, og evnen til selv at fortælle, betydning.
"Det er ligesom hvis du har forlagt dine nøgler. I tankerne rekonstruerer du din vej gennem lejligheden for at huske, hvor du lagde dem. Det foregår på samme måde, hvis der sker en krise i dit liv, eller du kommer i en situation, hvor du skal vælge. Du går tilbage: Hvorfor skete det? Hvilke erfaringer har jeg tidligere gjort? På den måde forsøger du via fortællingen at knytte forskellige hændelser sammen og skabe mening, så du kan komme videre," siger Marianne Hors-dal.

Selv bruger hun menneskers livsfortællinger til at studere værdisæt og selvopfattelse. "Gennem studier af menneskers livsfortællinger kan jeg gå ind og se på deres værdier. På den måde får jeg et billede af deres selvopfattelse, deres tolkning af deres omverden og forholdet mellem dem som individer og fællesskabet."
Selv om individualiseringen i høj grad frisætter det moderne menneske, er behovet for fællesskab det, Marianne Horsdal oftest er stødt på i sin indsamling af over hundrede livsfortællinger.
En ung mand, født i 1972, siger:
"Jeg ved da godt, at man kan møde ufatteligt mange mennesker i denne her verden, og man ikke kan komme til at kende dem alle sammen, så jeg vil gerne blive lidt bedre til at snakke med alle mulige, og hive nogle forskellige roller op af hatten. Den der dobbelthed med, at man har en ting, men også gerne vil have noget andet - det er nok i virkeligheden det, der er fremdriften i livet. Det handler måske også om at få et mere samhørigt og kærligt forhold til verden, men det vel sådan en meget kristen ting."
Marianne Horsdal siger:
"Individualiseringen betyder, at mange udtrykker et stærkt behov for fællesskab, at have et tilhørsforhold og betyde noget for andre. Uanset social placering. De føler, at det ikke er nok bare at gøre, hvad man selv har lyst til."

Marianne Horsdal understreger, at hun ikke betragter individualiseringen som en negativ udvikling eller nedbrydende for fællesskaber mellem mennesker.
"Fællesskaberne er bare blevet mere dynamiske i vores tid. Individualitet kan slet ikke fungere, hvis vi er isolerede individer. Mening og identitet skabes ikke i isolation. I den proces er du dybt afhængig af at spejle dig i andre. Vi skal kunne bære hinandens individualitet. Den modsatte model er jo det tyranniske fællesskab efter devisen: Hvis du ikke er sådan, dur du ikke."
"Behovet for samhørighed er til stede på hvert eneste aftenskolekursus fra porcelænsmaling til finere madlavning for yngre mænd," pointerer Marianne Horsdal.
"Egentlig er det jo ikke så mærkeligt, at folk samler sig i alle de der mærkværdige grupperinger. At man finder sammen med andre, der har haft en eller anden speciel sygdom i højre albue. Eller at nogle går på det samme aftenskolehold i flere år. Når de skal have deres individuelle erfaringer til at fungere i en verden med erfaringsmæssigt fremmede mennesker, så er der trods alt her et berøringspunkt. På den måde skaber de fællesskaber, der måske kan bruges som identifikationspunkt."
- I forhold til det store fællesskab, nationalstaten eller velfærdsstaten, er det så ikke problematisk, at fællesskaberne splittes op?
"Jeg betragter de her ting ud fra individets synsvinkel og mener, det er problematisk at se på demokratiet som en abstrakt størrelse. Demokrati er noget, der foregår mellem mennesker i alle mulige sammenhænge. Og tager man ansvar i de sammenhænge, mens man er i dem, så er ansvaret der, uanset om de fællesskaber er dynamiske og bliver skiftet ud. "
"Det er demokrati i Hal Kochs forstand. Det er måske snarere den manglende forbindelse mellem de to niveauer - staten og individet - der er et problem, når vi taler om et velfungerende demokrati."

Marianne Horsdals forskning indgår i et forskningsprojekt om voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati, der foregår i samarbejde mellem Center for Kulturstudier, Forskningscenter for voksenuddannelse og Institut for Pædagogik og Uddannelsesforskning ved Danmarks Lærerhøjskole.
Som led i projektet har Marianne Horsdal analyseret, hvad der får folk til at interessere sig for og deltage i samfundslivet.
"Myterne om, at demokratiet og fællesskabet er ved at falde fra hinanden, er interessante i en folkeoplysningssammenhæng Vi vil gerne forstå, hvad der sker med fællesskabet og demokratiet, når de fælles erfaringer opsplittes. Tidligere handlede folkeoplysning om, at vi skulle føle os som danske, læse dansk litteratur, synge danske sange osv. Hvad er der behov for i dag?"
Marianne Horsdal mener, det er en fejlslutning at tro, at flere deltog i demokratiet tidligere.
"De ressourcesvage sloges med at overleve og ikke andet. Det samme ser du i dag. Samlingen af livshistorier viser eksempler, hvor al energien bliver brugt på at holde sammen på en skrøbelig identitet igennem et liv, der har været belastet af tunge problemer. Hvis stabiliteten i de nærmeste omgivelser, familien og slægten svigter, er det sværere at etablere en identitet. Derfor har individet heller ikke overskud til at række interesseret og deltagende ud mod sin omverden."
"De ressourcestærke, derimod, deltager, og det er i høj grad bestemt af de kulturelle fortællinger i deres liv."
Hvis graden af deltagelse skal udvides til også at omfatte de mennesker, der må bruge kræfterne på holde sammen på identiteten, kræver det hjælp til at tilegne sig det, Horsdal kalder 'narrative kompetencer' - evnen til at formidle sin fortælling og gå i dialog med andre.
Marianne Horsdal peger på den form for undervisning som et muligt projekt for folkeoplysningen.
- Kommer det ikke helt af sig selv, når vi bliver opdraget til at kunne fungere i et moderne samfund?
"Der er nogle, som ikke får det lært. Jeg talte med en folkeskolelærer om det med børn og fortællinger. Hun fortalte, at der er nogen, der ikke kan. De reagerer næsten kun med enstavelsesord. Hun spørger for eksempel: 'Hvordan var din konfirmation', og får svaret: 'Røvsyg.'"
I et omskifteligt samfund er evnen til at være åben og gå i dialog afgørende for at kunne møde forandringerne og få noget positivt ud af dem, mener forskningslektoren.
"I livshistorierne er der også eksempler på mennesker, der for at undgå at få deres liv forstyrret af nye indtryk, prøver at flygte ind i trygheden ved at ritualisere deres hverdag," siger Marianne Horsdal.
En ung mand fortæller om sin hverdag, der er styret efter et nøje planlagt mønster, der er centreret om styrke-træningen i et motionscenter.
"Hans hverdag er ekstremt ritualiseret. Lige så ritualiseret, som hvis man sidder og følger Lykkehjulet og endeløse serier i fjernsynet. Nogle fortællinger er meget snævre og kan slet ikke rumme hverken den selvoplevede erfaring eller andres."
Marianne Horsdal moraliserer ikke og ønsker ikke at presse middelklassens værdinormer ned over andre sociale grupper.
"Det er fint at leve i en verden, der ikke er så snæver som tidligere. Men det kræver, at den kulturelle åbenhed følger med. Når vi udvikler evnen til at reflektere og gå i dialog med andre, så følger respekten for den kulturelle mangfoldighed med. Dermed forsvinder behovet for kontrol og behovet for forudsigelig tryghed," siger Marianne Horsdal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu