De jødiske bosættere har ikke fattet tidsånden. De fortsætter med at klaske nye bosættelser op og nægter at indse, at hovedparten af befolkningen for længst har set realiteterne i øjnene og opgivet kampen for et Storisrael
Bosætterpolitik
VESTBREDDEN - De røde tage glitrer i eftermiddagssolen. Her er pænt og nydeligt, næsten idyllisk. På den stille vej langs rækken af helt ens huse leger børnene, mens et par kvinder med klapvogne er faldet i snak på fortovet.
Forstadsidyllen hedder Kedumim, som er en af de store jødiske bosættelser på den israelsk besatte Vestbred. De fleste af indbyggerne her er dybt forankrede Israels såkaldte nationalreligiøse miljø.
Kedumim ligger som en af flere bosættelser langs hovedvejen mellem den tæt befolkede israelske kystslette og den palæstinensiske by Nablus.
Denne egn står ikke først i rækken af områder, som i forbindelse med aftalerne fra Wye Plantation skal overgives fra israelsk kontrol til delvist eller helt palæstinensisk selvstyre. Men det kan alligevel ikke skjules, at ministerpræsident Ehud Baraks tale i sidste uge om at give implementeringen af Wye-aftalen en ny start i nær fremtid, vækker uro i bosættelsen.
Mafdal har svigtet
"De har svigtet os," ryger det ud af Daniella Weiss, borgmester i Kedumim, da talen kommer på Det Nationalreligiøse Parti (NRP), hvor bosætterbevægelsen traditionelt har kunnet finde sikker havn og loyal politisk støtte.
Op til valget den 17. maj bekendtgjorde partiet imidlertid, at man ville vende højrefløjen ryggen for at støtte Ehud Baraks bestræbelser på at danne en ny regering.
Den interne splittelse i NRP - som i daglig hebraisk tale hedder Mafdal - mellem vægtningen af det nationale og det religiøse er atter blevet varmt samtalestof i forbindelse med ministerpræsidentens bebudede relancering af implementeringen af Wye-aftalen.
Ehud Barak har tænkt sig at overgive fem pct. af Vestbreddens land til palæstinensisk selvstyre i oktober. Dette vil gøre det ud for anden del af de i aftalen fastsatte faser for israelsk tilbagetrækning - den tredje og sidste falder inden februar 2000.
Palæstinenserne hævder, at det ikke burde tage så lang tid og at denne del af Wye kan implementeres på otte uger fra dato.
Bosætternes uro vækkes af, at israelske protester mod implementeringen er særdeles spage, og ikke mindst ved at Mafdal sidder lunt og godt med sine seks mandater i Baraks regeringskoalition - og tier stille i sagen.
"Forræderi er et meget mildt ord," tilføjer Daniella Weiss med iskold stemmeføring under samtalen med Information.
"Vi tilhører alle den samme sociale gruppering og burde have en fælles interesse i at befolke hele Eretz Israel (Landet Israel, i bosætterkredse termen for Storisrael, red.). Derfor er det utilgiveligt, at Mafdal opgiver bosættelsestanken, også selvom de hævder, det kun er midlertidigt."
Daniella Weiss forklarer, at der er to skoler i Mafdal. Begge er enige om, at der må bosættelser til, men at den ene, som i dag er den fremherskende i partiet, er villig til at affinde sig med kompromiser og midlertidig tilbagegang, mens den anden, som hun selv identificerer sig med, ønsker at fortsætte bosættelsesaktiviteten for enhver pris.
"De svage har sejret indtil videre. De ønsker at vise et pænt og høfligt ydre over for vælgerne, som foretrækker øjeblikkets glæder frem for de store politiske mål."
Land eller liv
Det ombejlede modenavn på den nationalreligiøse venstrefløj hedder Meimad. Dette parti opstod i slutningen af 80'erne som reaktion på den radikalisering, som Mafdal gradvist havde undergået i det forudgående årti.
Efter en vanskelig start stormede partiet ved Knesset-valget i år ind på den politiske arena og sidder nu i regering med dansk fødte rabbiner Michael Melchior på en ministerpost.
Men ikke mindst tilskrives Meimad en stor del af æren for skiftet i Mafdal og med dette bosætternes tiltagende isolation.
"Vi har tre væsenlige værdier, som vi har sat op i en slags stige," siger en af partiets grundlæggere og ideologer, rabbiner Yehuda Amital til Information. "Øverst står Am Israel (Israels Folk), herunder står Tora (Bibelen) og som tredje trin Eretz Israel (Israels Land)."
Kort fortalt betyder dette, at mennesket ifølge Meimad har større betydning end land. Skal man derfor i den aktuelle politiske situation indgå yderligere territorialt kompromis og afstå flere besatte områder, er Meimad rede til dette.
Man gør det ikke for palæstinensernes blå øjnes skyld, men fordi man for længe siden har indset, at fortsat tilstedeværelse i de store befolkningscentre på de besatte områder bringer jødisk liv i fare.
"I mere radikale nationalreligiøse kredse er denne stige omvendt," fortsætter Yehuda Amital. "Her sætter man det nationale over det religiøse."
Rabbiner Amital var med i de euforiske dage i 1967, da Vestbredden åbnedes for jødisk ekspansion. Han grundlagde den store Yeshivat Har Etzion i bosættelsen Alon Shvut i Etzion-blokken lidt vest for Bethlehem.
Yeshivaen (tora-akademiet), som han stadig er rektor for, er den største hesder yeshiva i Israel. Hesder er et særligt program, som forener torastudier med aftjening af værnepligt.
Meimad betyder 'dimension', og ligesom lys i fysikkens verden kaldes den fjerde dimension, betragter Meimad sig selv som en ny dimension i israelsk politik.
"Vi ønsker en jødisk stat, hvor tro og nation følges ad," siger Yehuda Amital.
Rabbinerens udtalelser perspektiveres af partiets for nylig fremsatte forslag om en adskillelse af kirke og stat, som det er normen i det meste af den vestlige verden. I stedet skulle træde en styrkelse af jødedommen og jødisk identitet gennem uddannelse. Sagt på en anden måde, går Meimad ind for mere jødisk indhold og mindre jødisk lovgivning i staten Israel.
Bosættere tager fejl
"Et meget vigtigt element i Mafdal har altid været uddannelse. Det være sig både uddannelse indadtil, blandt bevægelsens unge, men i lige så høj grad uddannelse, som sigter på at få større dele af den sækulariserede israelske befolkning tilbage til jødedommen," siger Ahiya Amitai til Information.
Han er rabbiner for den religiøse kibbutz Sde Eliahu i det nordlige Israel, og er ligesom sin menighed dybt forankret i NRP.
Han anslår selv, at tre fjerdedele af kibbutzens befolkning identificerer sig med Mafdal, mens den sidste fjerdele stemmer Meimad.
"Uddannelse har altid været en mærkesag for partiets venstrefløj, mens hardlinerne tillagde nye bosættelser større betydning. Vendepunktet i Mafdal skal nok derfor forklares i den interessante udvikling i Israel, hvor store dele af befolkningen vender sig bort fra nationale værdier til fordel for vestlig kultur. Det er lidt paradoksalt, for Mafdal har vendt nationalismen ryggen for at redde nationale værdier," forklarer Ahiya Amitai.
Han deler til en vis grad Meimads synspunkt, at jødedommens integritet er vigtigere end at oprette nye bosættelser.
"Alle nationalreligiøse er enige om, at vi efter 1967 lever i indfrielsens tid," slutter han. "Der, hvor vi ikke er enige, er, i hvor høj grad og hvordan vi mennesker aktivt skal hjælpe den guddommelige proces på vej, og dér mener jeg nok, at bosætterne tager fejl."
Hanan Porat
Interessant nok kan en af de radikale bosætteres markante skikkelser påføres en del af skylden for bevægelsens nuværende isolation.
Hanan Porat, som bor i kibbutz Kfar Etzion små ti kilometer sydvest for Jerusalem, opnåede ved forårets primærvalg i Mafdal en 11. plads på partiets opstillingsliste og valgte af fortrække til bosætterpartiet Tkuma, hvor han var blevet lovet en placering først på listen.
Tkuma fik, sammen med en konstellation af andre småpartier på den yderste højrefløj kun fire mandater, og kan i dag se sig perspektivløst tilsidesat, hvad politisk indflydelse angår.
"En drøm dør aldrig," siger Hanan Porat til Information. "Vi ved, at aftalerne i både Oslo og Wye var katastrofale og vores opgave nu er at søge at forhindre, at de bliver ført ud i livet. Hvis vi taler direkte til folks hjerter, er jeg sikker på, at vi kan vende stemningen."
Hanan Porat er født i Kfar Etzion, som ligger i den såkaldte Etzion Blok. Tre år efter han kom til verden, blev kibbutzen evakueret under voldsomme angreb, hvorunder mange mennesker mistede livet.
Efter den israelske erobring af Vestbredden under seksdageskrigen i 1967 blev genetableringen af Etzion Blokken prioteret højt, og Hanan Porat har lige siden følt sig knyttet til stedet, som i hans øjne er udgangspunktet for en selvfølgelig bosættelsesaktivitet:
"Det meste er stadig i vore hænder," tilføjer han. "Vi kan stadig standse katastrofen, men også selvom det værste skulle ske, vil drømmen aldrig dø - ligesom jøderne i diasporaen aldrig holdt op med at drømme om Israel."
"Det er alt for kompliceret, det de bevæger sig ud i," tilføjer Hanan Porat forbitret med adresse til Mafdal.
Ikke på mode
"Porat og hans venner har ikke fattet tidsånden. Han nægter at indse, at de fleste mennesker vil afsky nationalisme med mindre denne næres af en stærk ydmygelse - som han selv prøvede det som lille dreng - eller en exceptionel trussel, sådan som vi gjorde i 1967 og 1973," siger den politiske kommentator Amotz Asa-El til Information.
"Deres ideer svarer meget dårligt til virkeligheden i Israel. Det er længe siden, vi har været i rigtig krig, og selvom Mellemøsten rører på sig her og der, er der i dag ingen reel trussel mod Israel, hvilket giver almindelige israelere overskud til at tænke på andre ting og få nye værdier, på godt og ondt. Så mens bosætterne fortsætter med at opfatte pionertilværelse som synonymt med at klaske endnu en hytteby på på en bjergtop, omgivet af fjendtlige arabere, anser moderne israelere sig som pionerer ved at erobre Wall Street med egne high tech firmaer, ved at bygge kunstige øer i Middelhavet eller ved at flytte en succesfuld tekstilvirksomhed til Jordan."
Det er ganske enkelt ikke længere på mode at være bosætter.
De skæggede mænd med hæklet kalot og sandalklædte fødder sommer og vinter virker forkerte i et Israel, hvor selv kibbutznikker forlængst har taget vestlig skomode til sig.
"Det er nok effekten af 1967, som er ved at aftage," slutter Amotz Asa-El. "Det er kun en lille minoritet, som stadig gider drage ud til pionertilværelsen på Vestbredden. Hovedparten har set de politiske realiteter i øjnene, og med dette kan man nok sige, at drømmen om Storisrael er bristet."
