Læsetid: 2 min.

SKIVESKÅRET

3. august 1999

Den får ikke for lidt
*Man behøver ikke være natsort avantgardekunstner for at tilhøre rockmarginalen. Efterhånden er der så mange om at spille moderne, at det er befriende at møde en, der bare vil minde os om, at den dybe tallerken er opfundet. Som f.eks. Nils Ole Poulin, en af den urkøbenhavnske bluesscenes arbejdsmænd. Stilen er en raspende mellemting af John Mogensen, Povl Dissing og en sagnomspunden folkskikkelse som Finn Th. Bachman. Poulin investerer sig selv, så det trækker renter i øregangene med sange om den afgrundsdybe forskel på at få og ikke få noget. Skåret ud i mandschauvinistisk, men aldrig lummer charme på "Mon Jeg Nogensinde Får Fisse Igen Blues". Bag sig har han De Lidt Brugte med Wili Jönsson som bassist og arrangør, og Pierre Barüel som en glasklar countryinficeret steelguitarist. En plade fuld af autenticitet og soliditet. Ikke mere, men sandelig heller ikke mindre.
Poulin & De Lidt Brugte: Tusind Veje. Producer: Tommy Hansen og bandet. Solid/Kavan

Inciterende
*Det er ingen anbefaling at blive rost af den konjunktursvingende engelske musikpresse, men Macy Gray tegner til at blive større end de ord, der er skrevet om hendes debut-cd On How Life Is. For tiden drives der strandhugst på rhythm & blues-begrebet, men Gray kan andet end være nougatfarvet fotogen. Indpakket i intelligente, men aldrig fortænkte hybridarrangementer af soul, 70'er-funk og trip hop folder hun sig ud med en stemme, der i starten er irriterende lillepiget, men ender vanedannende og inciterende. "Do Something" og "I Try" er fremragende. Ældre lyttere kan forestille sig, hvordan Joan Armatrading havde lydt, hvis hun havde kunnet danse.
Macy Gray: On How Life Is. Producer: Andrew Slater. Epic/
Sony.

Rockens ligtorn
*Randy Newman har altid været ligtornen i den velplejede amerikanske rock - en elektrisk arvtager til Tom Lehrer. På sin nye cd Bad Love er han så skarp og skrap som nogensinde med sin ætsende lakoniske afdækning af den tomhed, amerikanerne hylder som mangfoldighed. Genialt på den Buffy Saint-Marie-inspirerede "My Country", men de sange, der bliver hængende, er de personlige nøgne ballader om et savn, der ikke har noget navn, om længslen, om dødsdriften som en livsopretholder. Og stemmen og hans percussive piano kan stadig swinge som et helt begravelsesoptog i New Orleans.
Randy Newman: Bad Love. Producer: Mitchell Froom & Tchad Blake. Dreamworks.

Historiefortæller
*I betragtning af at Shania Twain, countrypoppens svar på en Playmate, topper den danske hitliste, må det være tilladt at gøre opmærksom på Marie Chapin Carpenter. Hun ser ikke helt så plakat-egnet ud, men opsamlingspladen Party Doll And Other Favorites giver et appetitvækkende tværsnit af hendes produktion som en sand, ofte humoristisk afvæbnende historiefortæller, vital scenekunstner og en sanger, der mestrer kunsten at lukke sig selv og lytteren inde i et rum, fuld af intimitet og en inderlighed, der har strøget violinerne.
Mary Chapin Carpenter: Party Doll And Other Favorites. Producer: M. Ch. Carpenter & John Jennings. Columbia/Sony

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu