Læsetid: 6 min.

En anden slags formørkelse

30. august 1999

Elementær spænding og særdeles interessante (og tvivlsomme) videnskabelige teorier er nogle af elementerne i Fred Hoyles science-fiction klassiker

Klassikere
Et af de spørgsmål, som udøver en sjælden grad af fascination på mennesket, er, om jorden er det eneste sted i universet, hvor der findes liv.
Det er også emnet for sir Fred Hoyles (f.1915) debutroman Den Sorte Tåge fra 1958. En enorm tågedannelse i det ydre rum har kurs mod jorden, hvilket vil afskære jorden fra solens livgivende lys i en måneds tid. Dette kan meget vel betyde udryddelsen af alt højerestående liv, og den britiske regering opretter derfor forskerkolonien Nortonstowe, der skal tilvejebringe oplysninger om, hvornår tågen "rammer" jorden, og hvordan man bedst kan beskytte sig mod de klimatiske ændringer, dette vil medføre.
Det er således en af de overlevende forskere fra Nortonstowe, der i år 2020 har skrevet sine erindringer om tiden med den sorte tåge ned i romanform, og videregivet den til en historiker for at klargøre hændelsesforløbet. Og dette fungerer som rammen for Hoyles fortælling.
Til forskernes store overraskelse tager tågen imidlertid farten af, efterhånden som den nærmer sig jorden, og lægger sig til sidst som en flad, skiveformet tallerken mellem jorden og solen. De tre fjerdedele af menneskeheden, der ikke er bukket under for de ekstreme kulde- og varmeændringer, som tågens ankomst har forårsaget på det globale klima, bereder sig derfor på, at livet på jorden for fremtiden ikke vil ske under så gunstige forhold som hidtil.

Farlig viden
Fred Hoyles alter ego - den højtbegavede og fanden-i-voldske professor Kingsley - kommer dog på den tanke, at tågen i virkeligheden indeholder en livsform med en intelligens, som langt overstiger vores egen. Ved hjælp af radiokommunikation lykkes det at skabe kontakt, og efter at have "fodret" tågen med viden om menneskelige forhold, kan man til sidst kommunikere med den.
Til alles lettelse meddeler tågen pludselig en dag, at den må forlade solsystemet, fordi den har modtaget en form for nødsignaler fra en af sine artsfæller nogle lysår fra solen. Forinden sender den dog instruktionerne til bygningen af en art fjernsynsapparat, som skal videregive dens egen viden til mennesket. Men de udvalgte forsøgspersoner, som sættes til at stirre på den flimrende skærm, oplever en form for kortslutning i deres hjerner. Tågen har "brændt" sin egen viden om universet ind i forsøgspersonernes hjerne, men har uvist af hvilken grund undladt at slette forsøgspersonernes newtonsk-einsteinsk-bohrske verdensbillede. De ender derfor med at dø af sindsforvirring over deres nye viden. En viden, som dermed aldrig bliver afsløret for den forventningsfulde læser...

Klichéer og hulkort
Den Sorte Tåge er bygget op som en klassisk spændingsroman, hvorfor sproget er underordnet handlingen, og persontegningerne er en smule en-dimensionale. Kvinderne er således søde, svage og velmenende. (Videnskabs)mændene er alle kopier af den geniale og kvindebedårende professor Kingsley, som foragter politikere og militærpersoner, fordi de er magtbegærlige, stupide og irrationelle og ikke evner at lade deres egne smålige interesser gå forud for hensynet til alles bedste.
Men på trods af klichéerne og det faktum, at Den Sorte Tåge er skrevet i 1958 - hvorfor man hører om "elektronregnemaskiner", der fodres med data på hulkortstrimler - kan romanen stadigvæk læses for sin spændende historie. Det må især tilskrives Hoyles konsekvente blanding af videnskab og fiktion, som hele tiden skal underbygge og sandsynliggøre handlingen for læseren.
Det betyder, at man som læser må igennem et ikke ringe antal ligninger, beregninger og videnskabelige udredninger, før den sidste side er vendt, og gåden om den sorte tåge endelig løst. Således bliver tågens indtrængen i solsystemet opdaget af professor Kingsley på samme måde, som man oprindeligt forudsagde eksistensen af planeten Neptun, hvor uregelmæssigheder i de andre planeters baner tydede på, at der måtte befinde sig et ekstra legeme i solsystemet. Tidspunktet for tågens ankomst beregnes også nøje ud fra dens anslåede masse, retning og hastighed. De voldsomme klimaforandringer, som tågens ankomst forårsager, beskrives yderst detaljeret. Og som forklaring på, hvorfor den sorte tåge netop har lagt sig mellem solen og jorden - som tågen i øvrigt bemærker, at den ikke vidste var beboet, fordi planetariske livsformer er uhyre sjældne (!) - får man som læser at vide, at den får sin livsnødvendige energi fra strålingen fra stjerner som solen. Interstellare rejsemål som man får at vide, den med sin bevægelseshastighed på knap 70 kilometer i sekundet bruger flere millioner af år på at rejse mellem.

Crafoord-prisen
Men disse små videnskabelige foredrag og faktuelle oplysninger er aldrig kedelige. Fred Hoyle har en imponerende viden om biologi, radioastronomi, kosmologi og ikke mindst astrofysik, som han er professor i, og som han i 1997 fik den fornemme Crafoord-pris for. En pris der uddeles af det Svenske Akademi som anerkendelse af forskning inden for områder, som ikke dækkes af Nobel-prisen.
Blandt sine fagfæller er Hoyle imidlertid en omstridt person på grund af sine kontroversielle videnskabelige teorier. Således er han en af de få tilbageværende fortalere for steady state-teorien, som han var med til at udvikle i halvtredserne. En teori om at universet hverken har begyndelse eller slutning i tid og rum, men må forestilles altid at have eksisteret. I modsætning til den i dag fremherskende teori om the big bang. I Den Sorte Tåge kan Hoyle da heller ikke dy sig for at lade forskerne på Nortonstowe give big bang-teorien et lille hip, da disse sekunderet af tågen kommenterer denne teoris "fejlagtighed".
Teorien om, at der skulle kunne forekomme liv i en af de utallige tågedannelser, der findes i verdensrummet, er - hvor fantastisk den end måtte lyde - heller ikke blot noget Hoyle har grebet ud af den blå luft. For Fred Hoyle hører til den lille gruppe af astrofysikere, som er tilhængere af panspermia-teorien for livets opståen. En teori om at livet er blevet tilført jorden fra andre steder i universet.

Livets oprindelse
Den dengang fremherskende forklaring på livets opståen var én, hvor man efterlignede forholdene for jordens atmosfære før livets opståen. I Urey-Miller eksperimentet i 1953 lavede man således en blanding bestående af ammoniak, methan, brint og vand (hovedbestanddelene i den såkaldte "ursuppe"), og udsatte den igennem en kortere periode for elektriske udladninger. Resultatet var, at der bl.a. dannedes aminosyrer, der er nødvendige for dannelsen af proteiner, som alt levende er opbygget af.
Som tilhænger af teorien om panspermia mener Hoyle imidlertid ikke, at sådanne kemiske processer kan forklare, hvordan der efterfølgende skulle kunne opstå levende celler inden for det relativt korte tidsrum på omkring fire milliarder år, som jorden har eksisteret. Ifølge Hoyle er dette lige så usandsynligt, som at en Boeing 747 skulle blive samlet ved, at en hvirvelvind passerer gennem en skrammelplads og sætter delene sammen igen.
Hoyle foreslår i stedet, at livets oprindelse skal findes i de interstellare tågedannelser af gas og støv, som spektroskopiske analyser har vist, må indeholde ufattelige mængder af organiske molekyler som eksempelvis ammoniak og vand. Sådanne enorme, kosmiske Urey-Miller-lignende processer kan ifølge Hoyle bedre forklare sandsynligheden for, at der på et eller andet tidspunkt skulle kunne dannes forstadierne til levende celler. Som så ved at blive klæbet fast på støvpartikler og kometer, kan blive ført til egnede steder for liv som jorden og på den måde kick-starte livets begyndelse.

Science eller fiction
Men Fred Hoyle er sammen med sin tidligere elev Chandra Wickramasinghe endda gået så vidt som til at hævde, at spektroskopiske analyser af visse interstellare tåger viser, at de må indeholde bakterier. En påstand der er blevet modtaget med stor skepsis og udsat for direkte latterliggørelse i den videnskabelige verden. Man har nemlig påpeget, at andre materialer end bakterier ville give samme spektroskopiske resultat. Mange er derfor begyndt at spørge sig selv, om ikke Hoyles fantasi må siges at være løbet af med hans videnskabelige dømmekraft, fordi han prøver at få alting til at passe sammen med sin teori om panspermia.
Man kan selvfølgelig mene, hvad man vil om Hoyles særprægede videnskabelige teorier. Men hans blanding af fiktion og videnskab gør absolut en bog som Den Sorte Tåge til spændende læsning og et interessant modstykke til den endeløse strøm af science fiction, hvor ekstra-terrestrielt liv mere eller mindre minder om vores egen livsform.

* Denne artikel indgår i serien om science-fiction klassikere på videnskabssiden. De forrige artikler blev bragt den 21. og 28. juni, 5., 12. og 26. juli samt 2., 16. og 23. august. Serien fortsætter næste gang med Douglas Adams' 'Hitchhiker's Guide to the Galaxy'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu