Hvis man nu forestiller sig noget, der måske ikke er så nemt at forestille sig, så kunne man forestille sig at tidligere overrabbiner Bent Melchior gik hen og blev træt af uvirksomheden i sit ellers højst virksomme otium og fik den lyse idé at ville udfylde de ledige timer med en tjans som kassedame i FDB.
Melchior går direkte til formanden for den samvirkende, frisindede forening, Ebbe Lundgaard: "Hvad vil du", spørger han.
"Ja, jeg vil jo godt have en tjans ved kassen", siger Melchior. "Jeg er god til at lægge sammen og trække fra og give tilbage og har masser af livserfaring og kan tale flere sprog forholdsvis flydende, deriblandt hebraisk hvis der skulle være noget. Jeg er med andre ord yderst kvalificeret, hvis jeg selv skal sige det."
"Det kan jeg godt se," siger Lundgaard, der dog kun ser ét: Melchiors håndsyede silkekalot med sølvsting.
"Jamen så er den vel i vinkel," siger Melchior, "hvornår kan jeg begynde, og hvor får jeg mit tjenestetøj og navneskiltet - husk nu det er Bent og endelig ikke Arne - og et skab er der vel også, hvor man kan lægge sit bedesjal, sine cerutter og den slags"?
Men så let går det ikke. Ebbe Lundgaard har under hele forløbet stirret som hypnotiseret på Melchiors kalot og siger med sin mandige røst: "Der er én ting vi må have på det rene. Den dér!" Han peger mod Melchiors hoved. "Dén kan vi ikke have ved kassen her i Brugsen, hvor vi ellers er meget, meget frisindede. Hvis du ikke tager den dims af lige med det samme, kan du ikke komme i kassen, men må nøjes med at sidde inde bag ved og kontrollere udløbsdatoer på makrelsalaten. Sådan er vores personaleuniformeringsprincip!"
"Jeg forstår ikke, hvad du siger", siger Melchior: "Jeg vil ud i butiksmiljøet, ud og have noget med mennesker at gøre, det er derfor jeg gerne vil ved kassen, og så kan jeg ikke forstå, hvad det skulle gøre at jeg har min lille kalot på, som min mor har syet, og som jeg ikke har haft af siden 1948, og heller ikke når jeg går i bad."
"Jamen, så hør her, hvad jeg selv sagde til Politiken", siger Lundgaard: "Vi ansætter folk uanset deres kulturelle baggrund eller andre forudsætninger, men hos os tæller det mest, at der skal være ens uniformeringspolitik. Kunderne skal ikke være i tvivl om, hvem der
er ansat i FDB."
Melchior er nu opsat på at få det job: "faktisk er det vigtigt for mig med den kalot, sådan lidt ligesom at have bukser på. Det kan du vel nok forstå, at man kan have det forskelligt med. For at folk ikke skal være i tvivl om at jeg er ansat i Brugsen, er jeg i øvrigt villig til at sætte et lille flag i toppen af min kalot, med et portræt af dig, eller FDB i rødt på gul baggrund".
Men Lundgaard citerer videre af sig selv: "Vi skal gå så langt som muligt for at give plads til, at mennesker kan signalere deres egen tro. Men i Danmark er der systemer eller virksomheder, som sætter grænser. Dem vil de nye danskere støde imod. Ikke at det er en statisk beslutning, som ikke kan debatteres, men det er ikke nødvendigvis til gavn for de nye danskere, at vi strækker os." Lundgaard har selv fået en ægte radikal tåre i det ene øje og famler ved spændet i sin højskolesangbog for at finde et passende sted. Men forgæves, Grundtvig har ikke skrevet ét ord om kalotter i Brugsen, men ud af bogen falder et avisudklip med en udtalelse af Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti. Melchior fanger udklippet i luften og læser: "Masser af virksomheder har en uniformeringspolitik ... Der må være grænser, og en af disse handler om, at en bestemt gruppe af mennesker ikke skal have positiv særbehandling. Tværtimod vil det være gavnligt, at der i langt højere grad bliver stillet krav til de etniske minoriteter."
"Vi er," tilføjer Lundgaard, "mange der vil have kalotterne væk fra kasserne, hvor de vækker anstød. Der skal vises respekt for mennesker og menneskers forskelligheder, hvad enten der er tale om forskelle i køn, etnisk baggrund eller tro!"
Melchior måber.
"Det er logisk", råber Lundgaard på sin stilfærdige måde: "respekt for folk der ikke går med kalot. Nu kommer du med din på i dag. Tænk blot i morgen, så kommer de unge muslimske piger med deres tørklæder og vil sidde ved kassen og vække anstød på anstød. Og hvor glider vi måske så hen"!
Ovenstående, kære læser, er forklaringen på, at tidligere overrabbiner Bent Melchior ikke sidder ved kassen i Deres lokale Superbrugs. Ifølge formand Lundgaard til hans eget bedste. mtz
