Læsetid: 5 min.

Space-cowboy

16. august 1999

For 15 år siden udkom William Gibsons første roman, Neuromantiker, og med den viser Gibson os en fjern og fremmed fremtid, der alligevel forekommer genkendelig

Klassikere
"Natbyen var som et afsindigt eksperiment med social-darwinisme, konstrueret af en forsker, der kedede sig og hele tiden holdt tommelfingeren på Fast Forward-knappen."
Verden i det 21. århundrede adskiller sig radikalt fra den verden, vi kender i dag. Samfundsstrukturen er helt anderledes, politik er afløst af økonomi, og det er de store forretningsimperier og forbrydersyndikater, der har magten. Verden er ikke længere delt op i øst og vest, men har centrum i to megabyer, Natbyen Chiba, der ligger i Japan, og Sprawl, der ligger i USA og strækker sig fra Boston til Atlanta. Naturen eksisterer ikke længere, kun som et fjernt minde i menneskenes bevidsthed eller som meget kostbare kopier af dyr og planter. Suspekte eksistenser, sortbørs-handlere og cyberspace-cowboys og kunstige intelligenser arbejder sammen og mod hinanden for at overleve og tjene til dagen og vejen. Menneskelige relationer er reduceret til udveksling af tjenester, samhandel eller kommunikation via computerne. Det er de stærkeste, der overlever.

Matrix
Computerteknologien er naturligt nok meget langt fremme. En tur på Internettet - en fælles halucination, der kaldes Matrix'en og er stærkt vanedannende - foregår som en form for avanceret virtual reality, hvor ens nervesystem kobles direkte til computeren.
Således er de fleste mennesker udstyret med forskellige slags biotekniske indretninger, som skærper deres sanser, øger deres fysiske styrke eller gør dem til bedre computerbrugere.
Det er en fjern og fremmed verden, hvor tingene i al deres fremmedartethed alligevel fornemmes underligt anakronistiske, genkendelige. For den nye verden, der er både kunstig og sine steder meget forfalden, er bygget oven på den gamle. Og hist og her støder man på fragmenter af tidligere tiders kulturer - mærkevarer af forskellig slags er muteret til helt nye bizarre produkter - møder mennesker, der lever, som man gjorde i gamle dage, hvor politik stadig var magt. Og hører historier om de krige (bl.a Panserkrig Europa) og begivenheder, som forandrede verden og på sin vis berøvede den sin sjæl.
Verden som skrammelplads, et sammensurium af nyt og gammelt uden decideret overordnet styring eller struktur - men med sin egen indviklede logik.
"Han var ikke keyboardkunstner mere, ikke længere cyberspace-cowboy. Han var bare en lille plattenslager, der prøvede at fægte sig igennem. Men drømmene foldede sig ud i den japanske nat som elektrisk voodoo, og han græd af længsel, græd i søvne og vågnede alene i mørket, krummet sammen i sin kap-sel på et kistehotel med hænderne kradsende ned i sengepladen og skumplast mellem fingrene, mens han prøvede at række ud efter det key-
board, der ikke var der."
Det er en verden skabt af den amerikanske forfatter William Gibson, og det er dér, vi møder cyberspace-cowboyen Case, hovedpersonen i Neuromantiker.

Cyberpunk-trilogi
Bogen er et hovedværk i den moderne science-fiction litteratur, og første bind i Gib-sons berømmede cyberpunk-trilogi, der også har leveret betegnelse og ideologi til en hel ungdomskultur, hvor man hylder den avancerede teknologi og dyrker sammensmeltningen af menneske og maskine.
Case er udbrændt og frataget sin evne til at rejse i Matrix'en. Således at finde blandt de usleste af natbyen Chibas mere skumle eksistenser, nærmer en stadigt mere desperat og selvmorderisk Case sig afgrunden, da han af pigen Molly og den tidligere elitesoldat Armstrong hyres til et temmeligt mystisk stykke arbejde, der involverer en rumkoloni, en af jordens (og rummets) rigeste og magtfulde familier og en, forekommer det, alseende, alvidende og dermed meget magtfuld og oprørsk kunstig intelligens, der går under navnet Wintermute.
På overfladen er Neuromantiker en krimi i bedste Raymond Chandler-stil, bare klædt lidt mere moderne på.
Læseren holdes hele tiden fanget af den indviklede intrige, spændingen er konstant og yderst kontant, og Case er en slags fremtidens Marlowe, dog knap så barsk og smart, men ligeså kynisk, livstræt, småfilosofisk og med ligeså mange problemer.
Hvor Chandlers bøger tillige var psykologisk velfunderede storby- og menneskeskildringer, er Neuromantiker også et levende og livligt portræt af steder, tider, begivenheder og de mennesker, som færdes dér.
Gibson er en gudsbenådet historiefortæller, der maler enestående billeder med sine mange ord, der vælter ud fra siderne i suggestive bølger. Han forstår som kun få at hive læserne med ind i sin fantastiske verden og give dem en rutschebanetur af de mere overbevisende.

Realisme
Med Neuromantiker har Gibson revolutioneret den moderne science-fiction litteratur. Hans syn på fremtiden ligner slet ikke tidligere tiders polerede og skinnende hvide fremskridtsverden, hvor det er videnskabsmæn-dene, som håndterer teknologien og udgør fikspunkterne.
Gibsons bøger er mere virkelighedsnære og ligger trods deres fremmedartethed i naturlig forlængelse af vores nutidige verden.
Man kunne kalde det et mere pessimistisk syn på fremtiden, som har sit udspring i en mere realistisk opfattelse af et samfund og en verden, som ikke vil forblive intakt, hvis vi fortsætter med at lade økonomien styre uden økologiske, sociale og menneskelige hensyn.
Det er ikke Gibsons hensigt at missionere, men snarere at holde et let forvrænget, men genkendeligt billede op for vore øjne, og dermed åbne dem for, hvordan en (nær) fremtid også kan komme til at se ud.
En indgangsvinkel forfatteren til dels deler med Terry Gilliam og hans dystopiske mareridtsvision Brazil og Ridley Scotts filmatisering af Philip K. Dick i Blade Runner, der begge ligesom Neuromantiker så dagens lys i begyndelsen 80'erne. De to sjælekammerater portrætterer ligeledes en beskidt, undergangstruet verden, hvor al menneskelighed synes trængt, og hvor teknologien er begyndt at arbejde mod - og ikke længere for - os. Hvor alt kan gen- eller teknomanipuleres til ukendelighed eller forveksling - og bliver det!
Der går mange historier om, hvor William Gibson fandt inspirationen til at skrive så definerende en fremtidsvision. Den bedste af dem, som Gibson hårdnakket fastholder er sand, går på, at han, der ikke havde den mindste forstand på computere, da han skrev sine første historier, researchede ved at gå i spillearkader og iagttage børn og unge spille, tale sammen og gebærde sig.
Og, som man vil vide efter at have læst Neuromantiker, så har forfatterens manglende tekniske indsigt ikke været nogen hindring. Tværtimod har det måske været endnu nemmere for Gibson at fabulere, idet han ingen begrænsninger har kendt til.
Fantasi er vigtigste aktiv
Man kan vel også sige, at en science-fiction forfatters vigtigste aktiv er hans fantasi. Bare tænk på en pionér som Jules Verne, hvis fantastiske bøger næsten har vist sig at være profetier.
Hardcore cyberpunk, som den blev dyrket blandt hackere og techno-freaks i 80'erne og begyndelsen af 90'erne, hvor Gibson stadig satte dagsordenen, er i dag ikke så almindeligt et syn. Men efterdønningerne af hans forfatterskab (der stadig blomstrer, senest med Idoru) kan mærkes i en film som Wachowski-brødrenes Matrix, hvor titel og meget af indholdet er direkte baseret på eller hentet fra især Neuromantiker.
Og hvad de to værker har tilfælles er et hverken fantastisk eller usandsynligt billede af fremtiden, og det gør kun bog og film så meget desto mere skræmmende.

*Denne artikel indgår i serien om science-fiction klassikere på videnskabssiden. De forrige artikler blev bragt den 21. og 28. juni, 5., 12. og 26. juli og 2. august. Serien fortsætter næste gang med Arthur C. Clarkes romaner Rama og Rumrejsen år 2001.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu