Analyse
Læsetid: 5 min.

Sprænges Spanien

17. august 1999

Nationalister i Katalonien, Baskerlandet og Galicien arbejder ihærdigt på at blive selvstændige nationalstater i EU, men kan Spanien holde til det?

Den klassiske liberale filosof, John Stuart Mill, sagde engang, at det er næsten umuligt at sikre friheden i lande, der består af flere forskellige nationaliteter.
Men det er faktisk, hvad det unge spanske demokrati har arbejdet på at muliggøre siden 1978, hvor landet fik en demokratisk forfatning - efter flere årtier under General Francos autokratiske jernhånd.
Det er et fascinerende eksperiment i et land, der med sine fire historiske nationaliteter - den kastillianske, den katalanske, den baskiske og den galiciske - måske bedst kan beskrives som 'en nation af nationer'.
Det er mere end en halvt årtusind siden, at de katolske konger, Felipe og Isabel, forenede 'de spanske lande' og den spanske nationalstat anerkendes følgelig også som en af de ældste på det europæiske kontinent. Derfor kan det måske undre nogen, at Spaniens enhed og forfatning her ved portalen til det 21. århundrede trues af nationalistiske selvstændighedsbevægelser i Katalonien, Baskerlandet og Galicien. Den undrende læser vil måske indvende, at der i øjeblikket er våbenhvile i Baskerlandet, og at den igangværende fredsproces giver håb om løsning af 'det baskiske problem'. Indvendingen er en god modreplik, men et sammenfald af andre forhold svækker statens sammenhængskraft.

I Informations sommerserie, 'Sprænges Spanien?', har lederen af det baskiske nationalistparti Xabier Arzalluz sagt klart, at målet for de baskiske nationalister er at ødelægge den spanske og den franske forfatning, så et forenet Baskerland får lige så mange rettigheder i EU som nationalstaten Danmark.
Den katalanske præsident i la Generalitat, Jordi Pujol, var inde på det samme fornylig i interview til avisen El Periódico de Cataluñya. Her sagde han, at i den næste valgperiode "er det nødvendigt at ødelægge grænser", så Katalonien kommer på niveau med Holland og Danmark i 2010.
Allerede for ti år siden, da de baltiske lande blev selvstændige og løsrev sig fra et Sovjetunionen i opløsning, forsøgte Pujol at lave en historisk parallel.
Han sagde dengang, at Baskerlandet måske kunne rive sig løs fra Spanien præcis som de baskiske lande gjorde i Sovjet, men Spanien ville aldrig tillade, at Katalonien blev selvstændigt, fordi det var som Ukraine for Sovjetunionen.
Som bekendt er Ukraine i dag selvstændigt, og det er måske ud fra erfaringen af denne 'historiske umulighed', at Pujols 'katalanisme' er radikaliseret op igennem halvfemserne.
I Katalonien er den politiske elite af den opfattelse, at globaliseringen af økonomien og EU's europæisering af det politiske liv har svækket de gamle nationalstater, og det giver Katalonien en 'historisk mulighed' for at blive internationalt anerkendt som suveræn stat. Det er sandt.
Franco-diktaturets undertrykkelse af de katalanske, de baskiske og de galiciske nationer og sprog skabte allerede i halvfjerserne og firserne et modtryk med fornyet nationalisme i disse regioner. I firserne så det ud til, at demokratiet og socialisternes økonomiske modernisering og integration af landet i EU og NATO, var ved at skabe en holdbar balance mellem centralstaten i Madrid og nationerne i periferien. Men ved indgangen til halvfemserne kom et nyt tilbagefald for centralstaten, og en bølge af korruptionsskandaler afslørede den politiske elite og skabte et nyt vakuum, et magttomrum, hvor nationalisterne i periferien kunne boltre sig.

I halvfemserne har Pujols nationalistiske bevægelse Convergencia y Unió været tungen på vægtskålen i det spanske parlament i Madrid, og det har Pujol udnyttet. Først var det socialisterne og siden blev det den konservative regering under José Maria Aznars ledelse, der blev tvunget til at bruge CiU's stemmer for at kunne regere. Nationalisterne, der ikke repræsenterer mere end to-tre procent af de spanske vælgere, har overtaget initiativet i spansk politik, fordi socialisterne og de konservative gør alt for at bekæmpe hinanden. De katalanske nationalister har i den proces erobret mange flere magtbeføjelser fra den centrale stat - 'fra Spanien', som man siger i Barcelona. Politi, infrastruktur, vejvæsen, sundhedsvæsen, kulturpolitik, universiteter og skolesystemet for blot at nævne nogle. To katalanske sproglove (i 1983 og i 1998) er blevet brugt som et ekspansivt instrument for det overordnede politiske mål; at skabe en katalansk nation opbygget omkring det katalanske sprog - Kataloniens 'eget sprog', som nationalisterne siger.
Men det har, som Information har berettet om, haft fatale konsekvenser for den halvdel af befolkningen, der ikke har katalansk, men det 'spanske' sprog - kastillansk - som modersmål. Officielt hævder Pujols la Generalitat, at man støtter 'bilinguismen', men reelt praktiserer man en ensidig katalansk sprognationalisme, der i skolesystemet til forveksling næsten kunne ligne Francos undertrykkelse med omvendt fortegn.
I Baskerlandet og i Galicien kigger nationalistpartierne misundeligt på den katalanske sproglov, som noget efterstræbelsesværdigt. Årsagen er, at det baskiske og det galiciske sprog står langt svagere i hverdagen end det katalanske, og at de i modsætning til katalanerne ikke har turdet 'gennemtvinge' en 'positiv diskrimination' af det nationale sprog.
Hvis Katalonien, Baskerlandet og Galicien kunne skabe en levende tosproget kultur, hvor der ikke diskrimineres mellem befolkningens to modersmål, så kunne det måske skabe vilkår for det sprog dybest set er til for: Ikke at skabe en 'ren' etnisk sprognation, men at gøre det muligt for folk at kommunikere med hinanden i et fredeligt fællesskab.
Der sker næppe noget ved at anerkende katalanske og baskiske sportsnationer på internationalt plan. Det er Skotland også. Men det er farligt, når de baskiske, de galiciske og de katalanske nationalister hver i sær bruger sproget og de 'nye nationale symboler' til i realiteten at skabe kunstige skel mellem deres 'egen nation' og den spanske.
Katalanere, baskerne og galicierne er også spaniere i kraft af mere end et halvt årtusinds skæbnefællesskab - og en fælles demokratisk forfatning med alle andre spaniere. I fremtiden vil de alle leve i en verden, hvor flere og flere beslutninger tages ikke i Madrid men i Bruxelles og i WTO og FN.

Får de nye nationalistiske bevægelser mere vind i sejlene, og ser den centrale stat passivt til f.eks. de nationalistiske ekcesser i sprogundervisningen, så bliver det sværere og sværere at opretholde forestillingen i den spanske forfatning om, at Spanien er "en uopløselig enhed af den spanske Nation, et fælles og udeleligt fædreland af spaniere".
Så vil Spanien enten blive tvunget til at gennemføre en føderalistisk forfatningsændring - så Spanien defineres som 'en flernational stat' - eller risikere i begyndelsen af det nye århundrede at blive sprængt ad demokratisk vej af de ekspansive nynationalister. Den sidste udvej er ikke attraktiv. For den kan drives helt ud i det absurde, som når nationalister á la Unió Mallorquina på Mallorca er begyndt at kræve fuld selvstændighed, egen nationalhymne og nationalsport, bare fordi øen var et selvstændigt kongerige for 700 år siden!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her