Læsetid: 6 min.

Sprængte broer over Donau

30. august 1999

Kosovo-krisen og strid om genopbyg-ning har ført til fornyede krav om selvstyre fra Vojvodina, Serbiens 'kornkammer'

NOVI SAD - Borgere promenerer, børn tigger om is eller leger i parken, der hilses og konverseres. Der er en atmosfære af næsten sydtysk gemütlichkeit over Novi Sad på sådan en sommersøndag - en stemning, der forstærkes af de små nette bygninger fra et andet århundrede, da man havde tid og råd til at lave udsmykninger og gesimser.
Det centraleuropæiske præg er ikke tilfældigt, al den stund Novi Sad, lige som den øvrige Vojvodina-provins i århundreder var under det habsburgske rige, mens det øvrige Serbien var en del af det osmanniske.
Men i dag er Novi Sad med dens 300.000 indbyggere Serbiens tredjestørste by, og selv om byen er en multietnisk og demokratisk styret ø i et autoritært samfund, har den ikke kunnet undslippe den brutale virkelighed.
Stemningen af provinsiel fredsommelighed blev afbrudt i marts i år, da Novi Sad fra begyndelsen blev sat under angreb fra NATO-fly under den vestlige alliances krig mod Milosevic-styret. De dramatiske konsekvenser bliver klart, så snart man når ned til Donau. Novi Sads livline til forstaden Petrovaradin på den anden side af Donau er skåret over, den seks-sporede bro med lysmaster og gelænder forsvinder ned i flodens strøm, og Petrovaradins fæstning knejser nu endnu mere uindtageligt på Donaus højre bred.
Da også Novi Sads to øvrige broer er bombesprængte, foregår trafikken over Donau - næsten tre måneder efter krigens afslutning - stadig med båd. Folk med ærinde på den anden side - og dem er der adskillige hundreder af hver dag - samles på en kæmpemæssig pontonbåd, der trækkes af slæbebåde over floden.
Alle står og venter under den brændende augustsol, indtil pontonbådens kapacitet, ca. 300 passagerer, er nået. For de mere velstående krydser bådtaxier uafbrudt over Donau. At det er de færreste, der har råd til at ofre de fem dinarer (knap to kr.), det koster at benytte bådtaxierne, men hellere vil vente i op mod en time for at benytte den gratis pontonbåd, siger noget om, hvor hårdt den økonomiske krise har ramt i Serbien.

Beograd blokerer
Den skæbne, der har ramt Novi Sad, gør Nenad Canak, leder af Vojvodinas Socialdemokratiske Liga - et af de fem partier, der samarbejder i bystyret - til en vred mand.
Canak er vred på NATO, fordi de ikke tog hensyn til, at netop Novi Sad som en af de eneste byer i Serbien er et multikulturelt og tolerant samfund, hvor serbere, ungarere og kroater lever sammen. Det har heller ikke givet kredit hos NATO, at oppositionen her har vist en eksemplarisk vilje til samarbejde - noget det kniber alvorligt med andre steder.
Canak kan til nød forstå ødelæggelsen af byens olieraffinaderi, selv om den brændende olie i tre dage indhyllede byen i en giftig, sort røg.
"Men hvorfor ødelægge alle broerne? Militære styrker kunne sagtens finde andre veje til Kosovo, hvis det skulle være. At broerne er væk går kun ud over byens og provinsens befolkning".
Men omvendt er Canak også vred på præsident Milosevic og hans regime, fordi det tre måneder efter krigen ikke har vist den mindste vilje til at få genopbygget broerne, ja, tværtimod har obstrueret den lokale administrations forsøg på at få udenlandsk hjælp.
"Jeg var personligt i Wien for at drøfte hjælp til genopbygning af broerne, og alt fik fint. Det viste sig, at Wien havde en fodgængerbro liggende, som med visse tilretninger kunne bruges til formålet. Men det stod hurtigt klart, at Beograd ikke ville give os lov til at gennemføre projektet. De østrigske ingeniører, der skulle ned og lave undersøgelser, blev nægtet indrejsevisum".
"Regeringen vil ikke have, at der sker noget uden om den Komite til Genopbygning, den har dannet. Det er den komite, de stjæler igennem", lyder Canaks forklaring.

Donau taget som gidsel
En anden forklaring kan være, at Milosevic synes at have taget Donau-floden som gidsel i sit forsøg på at få NATO til at deltage i genopbygningen af Jugoslavien.
Donau er ikke blot en flod, man skal over, hvis man er indbygger i Novi Sad. Det er en af Europas største vandveje, hvorpå hundrede millioner tons gods hvert år flyttes mellem havne i Tyskland, Østrig, Ungarn, Kroatien og Jugoslavien, indtil floden løber ud ved Constanta på den rumænske Sortehavskyst.
De tre ødelagte byer ved Novi Sad og fem andre beskadigede Donau-broer blokerer for øjeblikket for al trafik ad Europas maritime motorvej.
"Lad os gøre det helt klart: Donau bliver ikke ryddet, før broerne er genopbygget. Og da det ikke er os, der har ødelagt broerne, er det heller ikke os, der skal bygge dem op igen", har Radisa Djordjevic, jugoslavisk medlem af Donau-kommissionen, udtalt ifølge International Herald Tribune.
Regningen for at genopbygge og reparere alle otte broer lyder på ca. 700 mio. kr. Regningen for ikke at gøre det - altså for lukningen af Donau-trafikken - skønnes at koste de implicerede lande ca. syv mia. kr. om året.

Krav om autonomi
Men uanset det taktiske spil omkring genopbygningen har Beograds manglende vilje til at imødekomme Novi Sad-indbyggernes behov ført til, at bestræbelserne på at løsne Vojvodinas bånd til Jugoslavien har fået et ekstra skub.
Vojvodina havde - lige som Kosovo - indtil 1990 status som autonom provins inden for Serbien, med eget parlament og regering og eget sæde i den kollektive jugoslaviske ledelse, præsidentrådet. Lige som i Kosovo blev Vojvodinas status ophævet af Milosevic, men i modsætning til Kosovo uden den store konflikt.
En afgørende årsag til dette er nok Vojvodinas etniske sammensætning: 60 pct. af Vojvodinas to mio. indbyggere er serbere, 300.000 ungarere og ca. 100.000 kroater.
Men efter Kosovo-krigens afslutning har bestræbelserne på i det mindste at genskabe Vojvodinas autonome status taget fart.
Nenad Canak og hans socialdemokratiske parti har sammen med de øvrige ikke-etniske oppositionspartier stillet krav om, at Serbien omdannes til en slags forbundsstat med høj grad af autonomi til både Vojvodina, den muslimske provins Sandsjak og de øvrige regioner i Serbien. Hensigten er at svække centralmagten i Beograd.
Ingen i Vojvodina har endnu stillet krav om et fuldstændigt brud med Serbien - heller ikke ungarernes organisation, Alliancen af Vojvodina-Ungarere, ledet af byen Suboticas borgmester, Joszef Kasza.
De røster, der har været fremme om selvstændighed for Vojvodina - eller grænseændringer, så områder med ungarsk flertal kom under Ungarn - kommer alle fra højrenationale politikere i Ungarn.

Ikke noget Kosovo
"I det hele taget er der ingen etniske problemer at tale om i Vojvodina. Dette er ikke Kosovo", siger Dinko Gruhonjic, journalist på den uafhængige Novi Sad-ugeavis Nezavisni.
"Det er økonomien, der er hovedårsagen til, at Vojvodina vil have autonomi. Kravet er rejst i protest mod, at alt skal gå igennem Beograd. Vojvodina er langt Serbiens største fødevareproducent, men priserne er fastsat centralt og værdien er reduceret til 20 procent af, hvad den var for 10 år siden".
I protest har især Vojvodinas bønder reageret - ved at tilbageholde produktionen og blokere veje og grænseovergange.
Det er årsagen til, at en forbløffende stor del af Vojvodinas flade sletter, noget af det mest frugtbare landbrugsjord, man finder i Europa, ligger udyrket hen, mens det øvrige Serbien skriger efter landbrugsprodukter.
Vojvodina med dens centraleuropæiske charme og multietniske tolerance ligner ikke tændsatsen til en ny Balkan-krig. Men også her afspejler kravet om autonomi, at et autoritært og centralistisk Serbien ligger på dødslejet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her