Analyse
Læsetid: 5 min.

Hvor er staten?

24. august 1999

Jordskælvet i Tyrkiet bør give anledning til økonomiske og politiske forandringer. Men udsigterne er ringe, selv om islamisterne søger at udnytte situationen

Søndag henvendte den tyrkiske præsident Suleiman Demiral sig direkte til den tyrkiske presse med kritik af dens dækning af jordskælvskatastrofen.
Efter statsoverhovedets smag har de tyrkiske medier fokuseret for meget på at finde syndebukke.
Først fokuserede pressen på byggematadorerne, der blev kaldt "mordere", fordi de bevidst havde sjusket med byggeriet.
Dernæst blev skytset rettet mod de myndigheder, der kun havde ført tilfældig kontrol med entreprenørerne.
Samtidig kunne man under overskrifter som "Hvor er staten?" se stærk kritik af de tyrkiske myndigheder for ikke at organisere rednings- og hjælpearbejdet effektivt. Senest har tyrkerne og pressen stillet spørgsmål ved hærens rolle.
Der henvises til, at den 800.000 store hær de første par dage stort set var usynlige, at soldaterne mest brugte kræfter på at holde ro og orden og først meget sent tog del i det egentlige redningsarbejde.
Endelig har investeringsselskaber over for Financial Times beskyldt myndighederne for at forfordele entreprenørselskaber, der bakker op om regeringens politik og bevidst forhindre andre i at få byggelicenser. Det drejer sig navnlig om selskaber, hvor en stor del af aktionærerne offentligt bekender sig til islam.
Tilsvarende forhindres udviklingen af et egenlig civilsamfund, fordi mellemfolkelige organisationer med f.eks. et islamisk - for nu slet ikke at nævne kurdisk grundlag - systematisk chikaneres og holdes nede af myndighederne.

Kritikken er altså massiv og kommer fra alle kanter. Den vil efter alt at dømme ikke forstumme efter præsidentens formanende tale til pressen i søndags. For det første kan medierne forsvare sig med, at de blot har citeret, hvad udenlandske mediers korrespondenter har bragt videre. For det andet er det åbenbart for enhver, at der er noget om kritikken.
Uanset hvad Demirel og ministerpræsident Bülent Ecevit siger, kommer der et efterspil på katastrofen såvel økonomisk som politisk. Økonomisk er det oplagt, at katastrofen har meget alvorlige og gennemgribende konsekvenser for landet.
Selvom der allerede er nævnt astronomiske beløb på, hvad skaderne kommer til at koste den tyrkiske stat, er der formentlig ingen, der reelt har overblik over det. Skøn angivet ved tidligere katastrofer, f.eks. efter de ødelæggelser, Irak påduttede Kuwait under besættelsen i 1990-91, har vist sig helt forkerte.
Men at det kommer til at koste meget, er hinsides enhver tvivl. For det første er der rednings- og oprydningsarbejdet, for det andet er der genopbygningen af alt det ødelagte. Det drejer sig om boliger, andre bygninger, veje, energi- og vandforsyning samt kommunikation.
Da katastrofen har ramt Tyrkiets vigtigste industriområde og tættest befolkede område, er det af hensyn til såvel landets økonomi som den lokale befolkning helt afgørende, at myndighederne så hurtigt som muligt sætter kræfterne ind her.
Derudover er det - desværre for sent - blevet klart for enhver, at der må opbygges et meget bedre katastrofeberedskab. Det indebærer alternativ infrastruktur og kommunikationssystem, der kan anvendes når katastrofen indtræffer. Begge dele var fraværende denne gang.

Det er oplagt, at jordskælvet på kort sigt vil være invaliderende for den i forvejen skrantende tyrkiske økonomi. På længere sigt kan den tragiske situation imidlertid af regeringen udnyttes til en forbedring af landets økonomi.
For det første kan Tyrkiet givetvis se frem til betydelig udenlandsk bistand, for det andet kan man forestille sig, at Verdensbanken vil hæve de lån, banken allerede har givet tilsagn om og for det tredje og nok så væsentlige kan situationen måske ligefrem fremskynde tiltrængte økonomiske reformer.
Et af de store strukturelle problemer i tyrkisk økonomi er fraværet af en ordentlig beskatning. Det er faktisk aldrig lykkedes at få gennemført effektive skattereformer, selvom der rigtig nok er gjort forsøg på det. Med de enorme udgifter, staten nu står overfor, har regeringen gode argumenter for en mere effektiv skatteopkrævning.
Selv hvis det skulle lykkes med udenlandsk hjælp og økonomiske reformer at komme igennem den nuværende krise, er fremtidsudsigterne mildest talt skræmmende.
Et forbedret katastrofeberedskab ville nemlig også forudsætte en radikal anderledes udvikling af byerne i det nordvestlige Tyrkiet. Heller ikke det er det lykkedes de skiftende regeringer og bystyrer at få gennemført.
Tværtimod er byudviklingen kaotisk, hvor det helt store problem er den massive indvandring fra de fattige landområder til det meget mere velstående nordvestlige Tyrkiet. En indvandring på over 400.000 mennesker alene til Istanbul gør det praktisk taget umuligt at styre byens udvikling.
Som turistministeren Erkan Mumcu sagde under parlamentsdebatten i mandags: "Jordskælvet er en manifestation af tyrkisk politik og administrations bankerot og af, at det politiske og administrative system lider af mangel på byplanspolitik."
Her er et andet et andet grundlæggende strukturproblem i udviklingen af den tyrkiske stat, nemlig den totale skævvridning mellem den nordvestlige del i forhold til de fattige landområder.

Skal tilvandringen til byerne i nordvest, begrænses, forudsætter det ikke blot kolossale økonomiske investeringer i de fattige områder, men også politiske reformer, der i meget højere grad inddrager alle i den politiske beslutningsproces, styrker civilsamfundet, og dermed tillader opbygningen af mellemfolkelige organisationer, der er nødvendige for at have et godt civilt beredskab. Der er her ikke blot tale om en politiske løsninger på det kurdiske problem, men en meget større grad af politisk tolerance, der mindsker afstanden mellem den politiske og sekulære elite og den store, mere traditionelt indstillede befolkning.
De seneste valg har vist, at den tyrkiske befolkning er dybt splittet, og at oppositionen mod den kemalistiske politik er voksende. Ved forrige valg var det islamisterne, der markerede sig, og ved det seneste var det ultra-nationalisterne, der gik frem.
Med regeringens tackling af katastrofen vil kritikken af det etablerede styre efter alt at dømme tage til. Naturkatastrofer i Ægypten gav forøget opbakning til islamisterne, fordi deres organisationer meget hurtigt var på gaden med hjælp, mens man undrede sig over, hvor staten var. Det samme kan ske i Tyrkiet.
Uanset hvilke forklaringer hæren kommer frem med på deres fravær i den nuværende situation, har den mistet legitimitet. Det samme har regeringen. Man kan håbe, at dette vil føre til en selvransagelse i den politiske elite, der fører til tiltrængte politiske reformer. I modsat fald vil kritikken tage til - trods Demirels formaninger.
Desværre er det mest sandsynlige, at staten med udenlandsk hjælp får afhjulpet de værste skader, og herefter fortrænger kritikken. Med andre ord: back to normal i dårlig forstand.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her