Læsetid: 4 min.

Storslået mislykket

16. august 1999

Modbydeligheden sublimeres til raffineret kunst i Operanords ambitiøse totale kunstværk om Gilles de Rais

Dødsmesse
Højstemt premierestemning kan man ikke sige prægede uropførelsen af Operanords opreklamerede forestilling Gilles Requiem. Med Operanords spektakulære og sanseberusende Gudruns 4. sang i kulturbyåret, kunne man - Gilles de Rais' ektravagante fester og stort opsatte mysteriespil in mente - forestille sig lignende eksorbitante optrin med kollektive ekstaser og vildt eksperimenterende sceneforløb.
Sådan blev det ikke. I det nye stykke blev dødsmessens memento mori-karakter med sorg og selvfordybelse taget alvorligt. Gilles Requiem fremstår først og fremmest som en provokatorisk udfordrende forestilling, formaliseret i et stramt tidsforløb, med rene scenografiske linier og med få, men meget effektfulde, virkemidler.

Psykopatens hverdag
I Gilles Requiem kommer vi ind i psykopatens liv på en bestemt dag i 1440, oplever hans grusomheder, og forestillingen slutter med at manden må lade livet. I handlingen oplever vi Gilles' 'arbejde' med komponisten, af hvem han har bestilt et værk, der forventes at blive overmåde sublimt. I værket indgår et børnekor som en vigtig del af instrumentariet. Et af de få reelt spændingsopbyggende momenter i forestillingen er spørgsmålet om, hvorvidt komponisten når at blive færdig med værket, om det bliver fuldtbragt - om man så må sige - i Gilles' ånd.
Musikken har en særlig betydning i forestillingen: Der er dels den ydre musik, der ledsager handlingerne, dels den musik, der er omdrejningspunkt og formkonstituerende faktor i værket som følge af hele forestillingens layout.
Til at akkompagnere den stramme tidsstruktur er der komponeret en musik, som følger de traditionelle messeled. Adskillige komponister har været indforskrevet i projektet: Jovanka Trbojenic, Juliana Hodkinson, Daniel Nelson, Martin Hall og Fläskkvartetten.
Det er sympatisk at Operanord engagerer unge og næsten uprøvede kræfter, men kun den modigste kunstneriske leder tør gøre det, for det er vanvittig farligt. Når det gik godt med Gudruns 4. sang og komponisten Haukur Tómasson, var det først og fremmest fordi der kun var én uprøvet komponist at bakse med, og fordi forestillingen havde et væld af andre sansebombardementer, der fik musikken til at fremstå som lydtæppe i baggrunden.
I Gilles Requiem går det galt, fordi akkumuleringen af velmenende ukyndigheder skaber en musikalsk uhomogenitet, som ikke tjener den stramme struktur, der i øvrigt præger opsætningen.
Med Gilles Requiem har jeg det præcis som med forestillingen Odysseus, opført for et år siden foran Thorvaldsens Museum: Man fascineres af den ekstremt professionelle afvikling, af skuespillernes præstationer, af indtrykkene og den generelle stemning, men musikalsk set er der tale om en gang miskmask af ukoordinerede intentioner. Og de medvirkende kæmper med at få afviklet en lidt for ordrig og stilistisk set flagrende tekst inden forestillingen er slut.

Det skal opleves
Når man efter forestillingen forlader den til formålet indrettede hal i Sydhavnen, er det med blandede følelser. Væmmelsen er ikke til at nedtone, hvilket peger på at forestillingen er vedkommende og at hele dens sujet stiller en masse forbandet relevante spørgsmål.
Og med tidens medieomtale af umenneskelige handlinger tæt på vore egne egne, virker det som om, der ikke er forskel på ude og inde - teaterrummets grænser udviskes og den virkelige virkelighed bliver lige så grotesk som Gilles' handlinger, med hvilke han pådrog sig uvisnelig uhæder.
Med den aktuelle opsætning er man mærket, fordi man bliver konfronteret med noget, der er så modbydeligt, at er på grænsen til udholdelige.
Det er på denne baggrund at Gilles Requiem er en stærk forestilling, som må opleves. Den må opleves, fordi der midt de skændige handlinger opstår en varme og humor, som er lige så paradoksal som den er umistelig. Når Gilles (Lars Bom) ved det imaginære alter med foldede hænder synger slageren My Way i falset, så er det meget morsomt.
Når børnene uformidlet synger Hvis du ser en krokodille i dit badekar, så får den kendte børnesang i kraft af sammenhængen vægt som en symfonisk digtning.

Musikalsk tag-selv bord
Der er altså mange grunde til møde det forfærdelige i Gilles Requiem.
Så meget mere ærgerligt er det, at den nykomponerede musik ikke matcher forestillingens idé om linearitet og næsten narrative struktur. I heldigste fald kunne musikken have skabt uventede relationer som følge af de stilistiske brudflader.
Nu virker det bare som et udvalg af et tilfældigt tag-selv-bord: Daniel Nilssons filmmusik i Offertoriet, Fläskkvartettens stiløvelser i elementær sats, Martin Halls lydflader med mindelser til Mikkelborgs så velbrugte 'hvalskrig-med-rumklang'.
Komponisten Juliana Hodkinsons eksperimenter er de mest vellykkede - måske man skulle have lagt hele opgaven i hendes hænder?

*'Gilles Requiem'. Idé: Louise Beck og Linus Tunström. Produktion: Operanord i samarbejde med Radiounderholdningsorkestret, Københavns Drengekor og Sankt Annæ Gymnasium. Medv.: Henrik Larsen, Lars Bom, Baard Owe, Lotte Bergstrøm samt 160 børn fra Sankt Annæ. Forestillingen opføres til 11.9.
Flere oplysninger på www.operanord.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu