Henrik Wivel opviser alle sine veludviklede analytiske evner i mødet med den store kunst og litteratur
Essays
"Den, som har adgang til kilden, behøver ikke at gå til vandkrukken," skrev Leonardo i Traktaten om maleriet, udgivet posthumt i 1651.
Dette sandhedsudsagn kunne anvendes om Henrik Wivel. Han leverer selv citatet i forbindelse med et opgør med Sigmund Freuds reduktionistiske 'læsning' af Leonardos kunst og liv.
Men Wivel selv er ikke den, der øser af krukker. Han tager tværtimod et hoveddyk ud på det dybeste vand og studerer den kunstneriske flora og fauna dernede på første hånd. Hans nye bog Selviagttagelse består af 12 essays med selvportrættet som omdrejningspunkt i velvalgte eksempler fra verdenskunsten og -litteraturen.
Det er essays, som har været bragt i tidsskrifter og udstillingskataloger fra 1983 til i dag, men der er en sjælden homogenitet og kontinuitet i såvel skrivestil som optik fra første til sidste side, hvilket forlener bogen med en indre logisk sammenhæng, som var den fra første færd tænkt som én, hel bog.
Side op og side ned bliver kunsten og litteraturen fra sagatiden over renæssancen til Warhol taget ved vingebenet, analyseret og endevendt, men aldrig sådan, at den reduceres derved, tværtimod udvides perspektivet i kraft af den øgede viden om motivets vej til lærredet eller papiret.
Billedkunstneren Christian Schmidt-Rasmussen skrev forleden på dette blads debatsider, at man også i kunstens verden kan fordre en vis faglighed af publikum, at man ikke kan komme ind fra gaden og så tro, at det hele giver sig af sig selv. Nej, viden giver et forhøjet udbytte i omgangen med kunst og udvider vores forståelse af dens frembringelsesbetingelser.
Wivel hjælper med i denne proces, selv om ikke så få samtidskunstnere og -dyrkere - mig selv inklusive - gerne havde set, at han også inddrog lidt mindre kanoniseret kunst. Det er jo den gammelkendte, klassiske arv, han spinder videre på. Wivel er feinschmeckeren, og han behøver med sit emnevalg ikke at argumentere for relevansen af sin selektion.
Men har man først ædt dén, så må man altså give ham, at han når langt og fører arven videre. Han transporterer sin umådelige, specifikke fagviden, indhentet igennem årtiers intim omgang med den kære kunst, studier i fagbøger i fjerntliggende biblioteker, museer og institutioner, til et velklingende menneskedansk. Således bliver bogen et intellektuelt mødested for lærd såvel som læg, selv om der er rigeligt højt til loftet indimellem.
Myte bliver utopi
I et af kapitlerne beskriver Wivel den kvindelige barokkunstner Artemisia Gentileschis maleri "Judith halshugger Holofernes" fra 1614-20. Heraf fremgår det, at hun malede motivet langt mere intensivt, kompositionen mere dristig og voldsom end endog den meget vovede Caravaggio. Men bevæggrunden til dette hendes foretrukne motiv gennem 40 år var også en ganske anden end hans: At vise to kvinder, tjenestepigen og Judith, hvis direkte bestræbelse er at holde manden nede.
Wivel giver os baggrunden for den blodige og aggressive motivbearbejdning: Gentileschi blev offer for en voldtægt, var i det hele taget offer for et frygteligt undertrykkende patriarkat, fra hun som 12-årig var blevet ladt alene efter moderens død. Efter en hårrejsende retssag med tortur giftes hun bort med en anden mand, som hun ikke ønsker et samliv med, selv om hun dog får fire børn med ham. Hendes billeder bliver vedholdende anklager og anråbelser af disse ulykkelige livsbetingelser, og hermed bliver den gammeltestamentlige myte transformeret til en utopi. Alle hendes kvindeskikkelser er ens, fordi de viser hende selv. De er selvportrætter, ligesom bogens øvrige eksempler.
Rembrandts forrygende selvportrætter, f.eks., som frem til 5. september vises i National Gallery i London. Rembrandt anvendte en teatralsk metode, optrådte i forskellige roller og med forskellige følelsesudtryk, og hans selvportrætter var en slags varekatalog over mulige positioner og en slags skala over passioner til inspiration for hans bestillere af bibelske motiver og historiemalerier, skriver Wivel. "Den teatralske bevægelighed, de forskellige temperamenters ekspressivitet er kernen i hans selvbilleder".
Rembrandt virker den dag i dag moderne - ikke mindst i kraft af hans talrige selvportrætter. Det er, fordi han ved hjælp af spejlet og de billeder, der opstår heraf, er trådt uden for sig selv for at se sig selv. "I øjeblikket. I temperamentets interregnum, i nuets spatiering af evigheden," skriver Wivel.
Freuds reduktion
Wivel leverer en dundertale til Freud. Han kritiseres for at reducere Leonardo da Vinci til et psykoanalytisk traume. Han gør ham til et menneske, der ikke er i stand til at vælge sit køn, og som vakler mellem fallos og bryst. Det er en svaghed, mener Freud, at han f.eks. har efterladt så mange skitser i stedet for færdige arbejder, og at han ikke kunne samle sig om ét.
Wivel påviser, at tegningen - bozettoen, som den hedder på italiensk - i renæssancen fik en ny og ophøjet status som dokument, der var svanger med hele den kunstneriske proces. Og at Leonardo forskede for at skabe. Han inkarnerer hele renæssancens ideal om polyhistoren uden faggrænser.
Leonardo kalder i sine geniale malerier figurerne frem af deres egen skygge. Leonardo satte malerkunsten over alle andre kunstarter: Fordi det er en syntese af al menneskelig erfaring.
Bogen rummer også læsninger af Selma Lagerlöf, Th. Kingo, af Gunløg Ormstunge Saga og Njals Saga og af Edith Södergran og Jhs. V. Jensen. Foruden analyser af selvportrætter af så forskellige kunstnere som Helene Schjerfbeck, Bertel Thorvaldsen, Andy Warhol og Wilhelm Bendz.
Som den avismand, Wivel også er, bliver hans bøger det langsomme hjul, hvorom en dybere og mere lagret tankevirksomhed kan dreje. De leverer årenes ædle frugter i stedet for døgnets hurtigt fortærede og -fordærvede konsumvarer. Tag den ædle frugt, og fortær den ved kaminen, når vinteren om føje tid sænker sit mørke over os.
*Henrik Wivel: Selviagttagelse. 304 s. Ill. med farver. 275 kr. Gyldendal
