Læsetid: 5 min.

En tabloidavis med format

14. august 1999

Italiens næststørste avis er sensationssulten og seriøs

Sommerkiosk
Det er tirsdag og stikkende varmt. Jeg står ved en bladkiosk i Firenze og betragter bunkerne af forskellige aviser og blade, der alle endnu er friske, ulæste og jomfrueligt sammenfoldede. Jeg rækker ud efter La Repubblica.
Avisen er den næststørste i Italien og har redaktioner i de vigtigste byer. Den har internationalt tilsnit, men folkene bag den har for længst indset, at italienerne er stærkt knyttet til det sted, de bor. Derfor indeholder La Repubblica også stof, der er specielt rettet mod lokalområdet. Hvis man bor i Firenze, får man en anden avis end i Bologna eller Napoli.
La Repubblica er kendt for at gå i clinch med problemerne i det italienske samfund. Avisen vil ikke kun informere, den vil fortolke og kommentere. Den vil være uafhængig, men ikke neutral. Den er sværvægteren, som kan have bly i boksehandskerne. Den rummer både det raffinerede og det trivielle. Store, grundige artikler og tynde historier. La Repubblica, som jeg nu er på vej til at åbne, har på godt og ondt været modellen for italiensk journalistik i 80'erne og 90'erne. Den har været en journalistikkens pacemaker.

Tillæggene
Indeni avisen ligger det luksuriøse dameblad La Repubblica delle Donne nydeligt indpakket i plastic. Hele molevitten koster 2.200 lire, lidt over 8 kroner. I Italien er den nøgne avis ikke nok. En avis er ikke en god forretning, hvis den ikke har et eller flere glittede tillæg, der kommer på faste ugedage. Billioner af lire i form af reklameindtægter fra tillæggene triller lystigt ned i avisens kasse.
Hvis jeg havde købt La Repubblica på en fredag, havde jeg fået Il Venerdì, et magasin med nyhedsanalyser og en voluminøs oversigt over ugens tv- og radioprogrammer. Fordi det var tirsdag blev det damebladet, og havde det været onsdag eller lørdag, havde jeg måske fået noget helt andet. Noget, som jeg kunne samle på over længere tid: Opskrifter, dele til et stort trafikkort over Italien eller Gombrichs klassiske bog om Kunstens Historie, hugget i tredive tynde og ligegyldige stykker. I Italien er der cirka 90 aviser. La Repubblica, som dagligt trykkes i 760.000 eksemplarer, kæmper med det gamle, moderat konservative Milano-dagblad, Corriere della Sera, om at være landets største og vigtigste avis.
De har bekriget hinanden både ved hjælp af deres dygtige skribenter - det var et regulært scoop for La Repubblica, da avisen i begyndelsen af 80'erne slog kloen i sportsjournalisten Gianni Brera - men også ved hjælp af de ugentlige tillæg, forskellige gaver til læserne og spil med attraktive præmier.

Aviskrigen
I midten af 90'erne forsøgte de to aviser således at tiltrække læsere ved at udsende kassettebånd med sprogundervisning. La Repubblica tilbød franskundervisning, men Corriere della Sera overtrumfede sin romerske konkurrent og lancerede bånd med kursus i både fransk og engelsk. Det er denne udvikling, som er blevet kaldt det langsomme mord på journalistikken i Italien. En sørgelig leflen for folks trang til nemme gevinster, og et desperat forsøg på at få flere til at læse avis i en kultur, der er inficeret af tv-mediet. Hvis man ser tv i Italien, opdager man øjeblikkeligt, hvad fortvivlende lav underholdning vil sige. Godt en million italienere er analfabeter, og Italien er blandt de lande i Europa, hvor læselysten er mindst.
Men konkurrencen mellem Corriere della Sera og La Repubblica viser også noget andet. Den viser, hvor hurtigt La Repubblica har fået en central rolle i den italienske avisverden. Corriere della Sera blev grundlagt i 1876, La Repubblica i 1976.
Op gennem århundredet var Corriere della Sera Italiens førende avis. Den var traditionelt anlagt og bundet til det pengestærke norditalienske borgerskab. Men i begyndelsen af 1970'erne begyndte avisen under ledelse af Piero Ottone at åbne sig. Den blev mindre konform, mindre autoritetstro, mindre højtidelig. Ikke kun Corriere della Sera forandrede sig. Hele den italienske avisverden var i 70'erne - under truslen fra bl.a. militante terrorister - præget af hektisk aktivitet. Aviser som Il Manifesto og Giornale Nuovo så dagens lys. Den helt store fornyelse var imidlertid La Repubblica, der blev stiftet af den dynamiske økonom, journalist, forfatter og politiker, Eugenio Scalfari. Han havde i mange år været en ledende skikkelse på ugemagasinet L'Espresso.

Den nye stil
Piero Ottone, som nu sidder i redaktionen på La Repubblica og L'Espresso, fortæller mig, hvad der var baggrunden for avisens massive gennembrud:
"Scalfari, som i dag er trådt tilbage, gjorde tre meget vigtige ting. For det første overførte han den mentalitet, som var på L'Espresso til La Repubblica. Han ville lave avis, som han lavede magasin. Dette fænomen kaldes ugemagasinisering - settimanalizzazione - af dagspressen. Når et emne skulle belyses, bragte man mange forskellige artikler om det. Man ville gå i dybden, man ville trænge ned i stoffet. For det andet valgte Scalfari et nyt format til sin avis: Tabloidformatet. La Repubblica så mere moderne ud end de øvrige aviser, og den var skrevet i et mere påtrængende og hårdtslående sprog. Den kom tættere på læsernes hverdag. For det tredje havde Scalfari et klart politisk sigte. Han ville gøre det italienske kommunistparti legitimt og inddrage det i de politiske beslutninger."
La Repubblica var i begyndelsen en specialavis. Den præsenterede sig som "den anden avis", hvilket vil sige, at den henvendte sig til et publikum, som allerede læste en lokalavis og som hermed rent nyhedsmæssigt var godt dækket ind. La Repubblica var for dem, som ville bag om nyhederne, og måske var dette i virkeligheden grunden til dens succes: Avisen undervurderede ikke sine læsere. Senere, da Corriere della Sera i begyndelsen af 80'erne blev skandaliseret på grund af avisens tilknytning til en hemmelig og stærkt højreorienteret frimurerorden, blev La Repubblica udvidet. Den blev til det, den er nu: En omnibusavis, en bred avis.
Men en ting har ikke for-andret sig. La Repubblicas seriøsitet går stadig hånd i hånd med jagten på sensationer.
"Avisen kan finde på at lave historier på et meget tyndt grundlag. Historier, som slås op med svulstige overskrifter og som bygger mere på spekulationer end facts," siger Piero Ottone og fortsætter: "Scalfaris metode var at råbe sine budskaber ud. Men han vidste, hvad han råbte om og til hvem. De mange andre aviser, som har efterlignet La Repubblica i håb om at få succes, de råber bare."

*La Repubblica på nettet: www.repubblica.it

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu