Læsetid: 5 min.

Teorien om alting

20. august 1999

Økonomi, kunst, etik, religion - altsammen kan forklares med biologien. Provokerende udspil af biologen Edward O. Wilson

Videnskab
Det er et meget stort brød, som den amerikanske biolog og dobbelte pulitzerpris-vinder Edward O. Wilson slår op i sin seneste bog: Sammensmeltning - Kundskabernes Enhed. Hans mål er at få dannet en enhedsvidenskab - en sammensmeltning af alle de forskellige grene inden for både natur-, social- og humanvidenskaberne.
I Wilsons øjne kan og skal sammensmeltningen kun ske via biologien, der danner grundlag for alle menneskets aktiviteter, og derfor også i en eller anden grad kan forklare fænomener inden for fag som statskundskab, etik og litteraturvidenskab. Dermed tager ham tråden op fra en af hans første bøger Sociobiology, der i 70'erne vakte stor opstandelse med påstande om at store dele af vores sociale adfærd kan beskrives og forstås ud fra den naturlige selektion på vores gener. Det var en kontroversiel påstand på et tidspunkt, hvor miljøet var det centrale tema i tolkningen af et menneskes mentale udvikling.
Siden har vindene vendt. Både over sociobiologien, hvis teorier nu er bredt anerkendt, og over Wilson, der som videnskabsformidler og ivrig fortaler for bevarelse af jordens biodiversitet, er blevet en af de mest populære videnskabsmænd i den angelsaksiske verden.

Erklæret scientist
Med Sammensmeltning har Wilson sat sin popularitet på spil igen. I bogen forudser han selv, at han vil blive sat over for at anklageskrift, der lyder på: "sammenblanding, forsimpling, ontologisk reduktionisme, scientisme og andre synder, som den hvislende "isme"-endelse har stadfæstet," og han indrømmer straks: "Deri kan jeg kun erklære mig skyldig, skyldig, skyldig."
Umiddelbart virker det også lige lovligt ambitiøst at ville argumentere for biologiens afgørende betydning for de mange forskellige videnskaber på kun 300 sider. Men Wilson gør det meget elegant og med respekt for de fag, som han griber fat i.
Bogen starter med en hyldest til oplysningstidens filosoffer, der som de første udstak rammerne til "sammensmeltnings-projektet", men hvis ideer - til store ærgelse for Wilson - er blevet fortrængt af andre videnskabssyn. Den aldrende biolog kan ikke forliges med postmodernismens relative forhold til virkeligheden: "Vågne videnskabsmænd, der bliver holdt ansvarlige for, hvad de siger, mens de er vågne, har ikke kunnet bruge postmodernismen til ret meget."
Wilson sværger en ed til reduktionismen, til troen på, at man kan opbryde naturen i dens "naturlige" bestanddele og ud fra dem forstå, hvad der sker på de forskellige niveauer: atom, molekyle, organel, celle, organ, menneske, population, art - og mere utraditionelt: kultur og økonomi. Eden bliver dog modificeret: "Ved hvert enkelt organisationsniveaeu, specielt på den levende celles niveau og derover, eksisterer der fænomener, som kræver nye love og principper, der endnu ikke kan forudsiges ud fra de tilsvarende på mere generelle niveauer. Måske vil nogle af dem for evigt ligge uden for vores rækkevidde. Måske er det umuligt at forudsige de mest komplekse systemer ud fra mere generelle niveauer. Det ville såmænd ikke være så dårligt. Jeg indrømmer gerne, at udfordringen og den tynde is' knagen er det, som udgør videnskabens metafysiske spænding."
Dette forbehold er centralt for forståelsen af Wilsons projekt: Han kommer ikke med en færdig pakkeløsning, hvor hvert eneste lille hjørne af de sociale og humane videnskaber skal sættes ind i en biologisk forståelsesramme, men han forsøger at udpege områder, hvor det virker sandsynligt, at biologien spiller ind.

Kunst som biologi
Argumentationsrækkerne er for lange til at blive gengivet her, men det virker meget overbevisende, når Wilson f.eks. viser, hvordan farerne ved indavlsdepression (et rent biologisk fænomen) har kunnet udvikle sig til tabuer om incest. Mere udfordrende er nok Wilsons tanke om, at også kunstneriske processer forstås bedre med brug af biologien.
I bogen beretter han om et pionerstudie i "bioæstetik" fra 1973, hvor en belgisk psykolog målte hjerneaktiviteten hos forsøgspersoner, der blev præsenteret for abstrakte mønstre med forskellige grader af kompleksitet. Det viste sig, at hjerneaktiviteten var størst, når repetitionen af elementerne i mønstrene var omkring 20 procent. Wilson mener, at samme grad af orden i kompleksiteten går igen i alverdens friser, gitterværker, logoer, skrifttegn osv.
Når vi foretrækker bestemte kunstværker frem for andre, er det således måske ikke udelukkende, fordi vi foretager et frit valg, men fordi vi har en præference for en bestemt grad af orden kodet i vore gener. Hvorfor vi skulle have denne præference liggende skjult i hver eneste af vores celler, giver Wilson dog ikke noget bud på.
Samme type argumenter fremføres inden for økonomien, etikken og religionen. Wilson vil ikke overtage de respektive fagområder, men han føler, det er altafgørende for Jordens fremtid, at de forskellige videnskaber forstår at kommunikere bedre med hinanden.

Storladen indpakning
I det afsluttende kapitel, der i stil minder om en dyster rapport fra World Watch Institute, redegør Wilson for klodens mere eller mindre elendige tilstand, og konkluderer til sidst: "Hvis vi overgiver vores genetiske natur til et maskinelt-logisk ræsonnement og gør vores etik og kunst og selve vores betydning til genstand for en hensynsløs diskursiv tænkning i fremskridtets navn, idet vi forestiller os, at vi er guder og befriet fra vores gamle arv, vil vi blive til intet."
At Jorden kun kan reddes, hvis alle videnskaberne samles gennem biologien, er at strække argumenterne til det yderste. Ikke så mærkeligt vakte bogen - ganske som Wilson forudsiger i indledningen - stor harme blandt humanister og sociologer, da den sidste forår udkom i USA. Størstedelen af kritikken virker dog som typiske rygmarvsreflekser: Wilson bliver beskyldt for at fratage os den frie vilje og for at udlede moralske læresætninger ud fra naturens beskaffenhed.
Især det første er en typisk reduktionistisk synd. Men som det ovennævnte forbehold viser, er det ikke hans ærinde. Den pensionerede biolog peger blot på, hvilke hvide pletter på landkortet, der endnu eksisterer i grænseområderne mellem naturvidenskaben og de andre videnskabsgrene.
Det er derfor synd, at denne spændende og læseværdige redegørelse pakkes ind i en lettere storladen indpakning med svulstige ord om videnskabernes sammensmeltning og klodens redning. Sammensmeltning er også uden de store ord en medrivende og til tider temmelig provokerende rundfart i sindets og kulturens biologi.

*Edward O. Wilson: Sammensmeltning - Kundskabernes enhed. Oversat af Lars Thomas. Gyldendal. 340 s., 350 kr. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her