Festugen er begyndt. Og med den en ny teatersæson
Århus festuge
Fadøl og fastfood. En hund med halstørklæde. En mand med et flute under armen. En gøgler på strøget. Balloner og candyfloss. Ved åen sidder folk som fugle på en pind. Solen blinker i de nye, grønne plastikflasker med øl.
Det er sensommer. Festugen er begyndt. Det betyder: Bajere og ballade. Kunst og kultur. Det betyder også, at en ny teatersæson går i gang, midt i sommervarmen.
Luften står stille i Entré Scenens sal, hvor Team Teatret skal spille Jeppe, i samarbejde med en tjekkisk teatergruppe, CD 94. Et par af de udenlandske skuespillere begynder at fremføre stykket på deres modersmål. Anmelderen sveder og kigger på uret. Det ser ud til at blive en lang aften.
Så sker der noget: En flok danske skuespillere kommer væltende ind og gør krav på scenen: De skal også spille Jeppe på Bjerget. Et øjeblik efter er et babylonisk slagsmål i gang på dansk, engelsk og tjekkisk, knive blinker, fornærmelser fyger gennem rummet. Luften står stadig stille. Men det gør ikke så meget mere.
Den danske og den tjekkiske gruppe bliver enige om at spille stykket i fællesskab - og så går det over stok og sten, på forskellige sprog. Kropssproget er det vigtigste. Det tales så tydeligt, at man forstår alt, hvad der sker.
En fæstebonde
Stykket er skrevet om, støvet af og befriet for Holbergs knirkende sprogtone. Jeppe spilles af en tjekkisk skuespiller som, gud være lovet, intet kender til teatersjællandsk. Desuden forskånes vi for pudderparykker.
Men, så god og morsom forestillingen er: Man sidder alligevel tilbage med et par spørgsmål til sidst: Hvad var det, de to teatergrupper ville fortælle med den gamle historie? Hvorfor har de gjort sig al den ulejlighed, kulturelt og sprogligt, for at spille et spil om en fæstebonde? Jeppe er og bliver en skikkelse, der har forladt historiens skueplads. Han og hans livssituation kan aldrig blive aktuel, hvor meget man end moderniserer tekst og handling.
Ideen med at lade Øst- og Vesteuropa mødes på scenen er så god, at man kunne have ønsket, den var blevet brugt lidt bedre. Det havde krævet en anden tekst.
Men morsomt var det. Og det er i sig selv en bedrift, når det gælder et stykke, der er så tynget af gamle traditioner.
Selvspejling
Sheriffens Testamente handler ikke om mødet mellem mennesker. Det handler om en mand, der sidder i en stol og taler med sig selv. Hvis ikke han går rundt og spejler sig i to store spejle. Det er, med andre ord, moderne, eksperimenterende teater, finkultur, når det er værst: Selvhøjtideligt og selvsmagende. Så hjælper det ingenting, at man sidder under kuplen på Steno Museets planetarium og ser flotte lysbilleder.
"Det er ikke morsomt," sagde skuespilleren til et par tilskuere, der lo. Det havde han ret i. En time og tyve minutter kan være meget lang tid.
*Team Teatret og CD 94: Jeppe. Bearbejdelse: Jiri Janku og Daniel Hrbek. Instruktør: Petr Svojtka. Entré Scenen 27/8 - 9/9
*Katapult: Sheriffens Testamente. Dramatiker: Ege Arp-Hansen. Instruktion: Carsten Vang Madsen. Medvirkende: Michael Asmussen. Steno Museet Til 5. sep. Efter festugen spilles forestillingen 8., 10. og 11. sep.
