Læsetid: 0 min.

Udlandet kan byde på dansk bistand

28. august 1999

Udviklingsminister Jan Trøjborg vil åbne op for, at u-landene også kan få støtte til projekter, selvom udenlandske firmaer vinder licitationen. Dansk Industri støtter ideen

De fattigste udviklingslande skal fremover kunne modtage Danida-støtte - de såkaldte blandede kreditter - selvom de vælger at lade en udenlandsk virksomhed udføre et projekt, mener den nyslåede udviklingsminister, Jan Trøjborg (S).
Hidtil har udviklingslandene kun kunnet få de blandede kreditter, der reelt betyder, at landene får næsten rentefri lån til projekterne, hvis en dansk virksomhed vinder licitationen. Men Jan Trøjborg ser gerne en skærpet konkurrence, når større projekter i de fattigste u-lande - det vil sige de lande, der har en BNI per indbygger på maximalt 17.500 kroner per år - udbydes til licitation.
"Jeg er villig til at åbne op for, at blandede kreditter kan gives til ikke-danske firmaer, men til det firma, der vinder licitationen," siger han til Information.

Den bedste vinder
Årsagen til forslaget er blandt andet, at krisen i Asien sidste år medførte, at flere projekter blev aflyst eller forsinket. Og det er blandt andet for at få gang i ordningen igen, at Trøjborg ønsker at åbne op for øget konkurrence på området.
"Begrundelsen er, at vi igen kan få gang i de blandende kreditter. Der skal være international konkurrence, så den bedste får jobbet. Det vil jeg gerne åbne op for i en række lande," siger udviklingsministeren, der dog i første omgang ser en forsøgsordning for sig.
"Jeg vil gerne åbne op for et eksperiment, og på den led også være imødekommende overfor den kritik, der har været af, at en stor del af vores bistand er bundet. På den måde kan jeg også være med til at internationalisere dansk erhvervsliv," forklarer han.
I dag er omkring 25 procent af den danske bistand bundet til indkøb i Danmark.

Dansk Industri enige
Dansk Industris (DI), der har set at tendensen går mod afbinding af bistandsmidlerne, har allerede selv diskuteret området. Og de er enige med Trøjborg.
"Vi synes, det er en god idé at prøve at eksperimentere med ubundne danske kreditter af flere forskellige grunde. Dels fordi der er et internationalt krav til afbinding af bistandshjælpen, og det må man jo forholde sig til. Og en af de måder, man efter vores mening kan forholde sig konstruktivt til den debat, er ved at tage hul på en afbinding af de blandede kreditter," siger Jens Berthelsen, der er afsætningspolitiske chef i DI.
Han ser dog gerne, at en række problemer bliver løst forinden afbindingen.
"Det er sådan, at hvis et firma udvikler et projekt, så er der naturligvis nogle omkostninger ved det. Det indgår så i det tilbudsmateriale, der bliver sendt ud, og det vil sige, at firmaer, der ikke har haft de omkostninger, som regel vil kunne byde billigere. Det er en indbygget problemstilling, som man må finde en løsning på," siger han.
Han mener dog, at det er realistisk at finde en løsning.
"Man bør kunne løse det. I USA har man for eksempel gjort det på den måde, at udenrigsministeriet betaler 50 procent af udviklingen af projektmaterialet, som derefter stilles til rådighed for alle interesserede. Det kunne være en mulighed," siger Berthelsen, der tror på, at de danske virksomheders konkurrenceevne er stærk nok til at klare skærene.
"Vi ser ret fortrøstningsfuldt på det, forudsat at man får løst problemet med udgifterne til projektudviklingen. Vi har ikke noget imod fri konkurrence på det her område," siger han.

Færre bindinger
Selvom Jan Trøjborg har industriens opbakning til en begyndende afbinding af bistanden, vil han dog ikke tage skridtet fuldt ud, og slække på kravet om bunden indkøb i Danmark for en del af bistandsmidlerne.
"Som et lille land, der ikke har den kolonitradition, som de store lande har - og som betyder, at de får nogle ordrer ad den vej - har vi brug for også at varetage vores egne interesser," siger udviklingsministeren, der dog er med på at fjerne bindingerne, hvis de fjernes i samlet flok i EU.
"De andre skal bare med. Vi skal ikke være naive. Det får vi ikke noget ud af. Men på et tidspunkt vil der blive fuldstændig åben konkurrence på grund af internationaliseringen," siger han.

Jens Bethelsen er enig.
"På nogle områder vil det nok give en mere effektiv bistandshjælp, hvis man afbinder den, og det vil give mulighed for lokal produktion. Omvendt er der også nogle fordele forbundet ved en styring i donorlande, især omkring kontrol med udgifter osv. Men grundliggende set er der ingen, der kan have noget imod, at man afbinder bistandshjælpen for at den bliver mere effektiv," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu