Læsetid: 3 min.

Uha - hun bragte kyskheden i fare

3. august 1999

Gyldendal har genudgivet Agnes Henningsens "frække" erindringer

NY BOG
Der står en glorie af letsindighed omkring Agnes Henningsen (1868-1962). Hendes frækhed er uden grænse, mente hendes samtid med henvisning til, at hun kunne skildre "den mest gruopvækkende sædelige fordærvelse på en måde, som om det var ganske almindelige og selvfølgelige sager, hun behandlede" (karakteristik fra 1917 af hendes forfatterskab).
De værdier, Agnes Henningsen bragte i fare, var højhellige: Først og fremmest ægteskabet og troskabs- og kyskhedsidealet.
Hendes kvindeskikkelser kan på linie med hende selv elske flere mænd på en gang.
At Gyldendal har genudsendt de to første bind af hendes erindringer, Let gang på jorden og Letsindighedens gave, giver alle os, der aldrig bliver trætte af at granske seksualiteten - også i kulturelt perspektiv - en herlig lejlighed til at genopfriske historien. Kigge på substansen i den påståede frækhed ved hjælp af en ung, frejdig, redelig, frimodig og sanselig kvinde, der har fået letsindets gave snarere end letsindighedens.
Der er konkret historie nok at øse af, hvis man vil se hende som en grænseoverskridende, næsten falden kvinde: Koketterer glad med alt og alle. Sætter en onkel i brand som 15-årig, så han hæver sin forlovelse. Tre børn på fire år inden det fyldte 24 år. Er selvfølgelig planlagt gravid før brylluppet. Underholder ved selskabelige lejligheder på det pinligste om egne erfaringer. Skriver under pseudonymet Helga Maynert om kærlighed i den progressive avis København og aftaler frihed i ægteskabet med sin elskede "troldmand."
Alt dette, og dog virker hun på en 1990'er-læser bare som et menneske med en sund appetit på livet. Den unge Agnes Henningsen lever først og fremmest for at få børn. Kan det tænkes, spørger hun en ven, at nogle kvinders moderinstinkt er så stærkt, at de bliver sorgløse som dyr, bare de har unger?
Hendes ambition er at gøre tilværelsen friere for alle mennesker.

Iagttageren
Men personligt forbliver hun i vid udstrækning forføreren, iagttageren. Og er stolt af det.
Samtidig med, at hun anser sanseligheden for en kraft i hende selv - og samtidig med, at hun netop kæmper for at få omverdenen til at se seksualiteten som en naturbetinget del af kvindens personlighed og angriber tidens forløjede, mandsskabte kønsmoral - foragter hun nærmest kvinder, der er afhængige af deres sanser. Som det hedder i erindringsbøgerne:
"Det var vidunderligt at være hævet over en mands vilde rasen, at føle sig ophøjet, moderlig og oplagt til at opfylde alle hans ønsker."
Men dét vil hun altså også have lov til! Siden kommer hun i hænderne på en mand, der lærer hende vellyst. Og da bliver hun - lyder indrømmelsen - "dobbelt så stærkt mig selv."
Er det frækt at søge kærlighed og nydelse uden at overtage samfundets præmisser?

Brandes
Agnes Henningsens altdominerende gud, Georg Brandes, kasserede hendes novellesamling, men sendte hende ud af døren med en nyopdaget glæde over at være født begejstret.
"Mennesker regner letsind for en ulykke, letsind er den bedste gave, man kan få," sagde Georg Brandes. Og det er jo så sandt, som det er sagt. Men han tog skrivelysten fra hende. Hvis de økonomiske omstændigheder ikke siden - som enlig mor til fire - havde tvunget hende til det, var hun måske aldrig blevet forfatter.
De to første bind af Agnes Henningsens erindringer bevæger sig over hendes første 25 år - de år, hvor hun lærer tidens kunstnere at kende: Johannes Jørgensen, Johan Knudsen, Gustav Wied, Carl Ewald osv.
Datidens løsslupne boheme-liv har altid tiltrukket mig, men jeg blev i første omgang skuffet. Syntes bogen var infantil og dårligt skrevet. Men efterhånden trækker den læseren ind i sit ikke bare erotiske, men generelt livfulde univers. Den overrasker, pirrer til ens eget (manglende) frisind og bliver regulært spændende.
Agnes Henningsen fik aldrig finanslovstøtte - med henvisning til, at hendes bøger gav et misvisende billede af livsværdierne. Hendes "fejl" var, som jeg ser det ud fra erindringsbindene, alene, at hun på det personlige plan begærede livet uden at turde gå planken ud. Den fejl er hun ikke alene om.
Det er tilsyneladende en kunst både at ville udvikle, præstere, kæmpe for og insistere på at hengive/slippe sig selv.
Agnes Henningsens erindringsbøger bør nok først og fremmest læses som litteratur- og kvindehistorie, selvom Henningsen aldrig opfattede sig som kvindesagskvinde.
Fra den vinkel er de til gengæld fascinerende - for tænk, hvis der ikke havde levet kvinder, der som Agnes Henningsen kæmpede for kvinders ret til at sanse og føle, også seksuelt.

*Agnes Henningsen: Let gang på jorden/Letsindighedens gave. 480 sider. 1. HB-udgave. 168 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu