Læsetid: 2 min.

Uha, Juha!

20. august 1999

Den finske mesterinstruktør Aki Kaurismäki på sære afveje med
et parodisk stumfilmsmelodrama

Ny film
Hvis der er nogen instruktør, der ikke har behov for yderligere at stilisere sin udtryksform, turde det være finnen Aki Kaurismäki. I film på film har han slået sit navn fast som den den minimalistiske forenklings stilmester, når han udfolder sine tragikomiske fabler om drømmere og tabere fanget i et ubønhørligt skæbnespil.
Det kan måske synes nærliggende, at netop Kaurismäki - med en billedstil, der kan virke primitiv, men reelt er yderst raffineret - melder sig som manden, der vender tilbage til en stumfilms-æstetik, hvor billede og musik skaber et renset visuelt-lydligt udtryk. Og Juha, Kaurimäkis nye stumfilm, er da også i hver meter umiskendeligt præget af sin instruktør, der ganske ubesværet fortæller sine historie ved hjælp af stumfilmens midler, som her også inkluderer - relativt få - mellemtekster og et par påheftede lydeffekter.

Storbysheik
Der er noget sympatisk gudsforgående over forsøget, men jeg synes ikke det er lykkedes. Resultatet nærmer sig en forgrovet parodi på en Kaurismäki-film, og det har vel ikke været meningen.
Kaurismäki har forelsket sig i en finsk klassikerroman, Juhani Ahos Juha fra 1911, en trekantsdrama, der ifølge instruktøren er ret enestående hvad angår "følelsesdybde og forståelse for alle tre parter."
Man tror det gerne, men det fremgår ikke af filmen. Her får vi et primitivt, klichéfyldt melodrama om den unge bondekone, der forføres af den slemme storbysheik og ender i snavs og prostitution, mens bondemanden gribes af desperat hævngerrighed, sliber sin økse og går en sikkker undergang i møde.
Historien virkert yderst tidsbunden i sine kontraster mellem det udskyldige landboliv og storbyens fordærv, men Kaurismäki filmer den i en ubestemt tid, dog præget af 60'ernes særlige stilgrimhed i interiørerne.

For lidt komedie
Sine steder fungerer filmen som en pletvis ganske pudsigt ironisk pastiche over den altmodische fortælling om ond forførelse og fatal hævn.
Når Kaurismäki - som i den charmerende idylliske start - dyrker en tone af falsk naivitet, overgiver man sig og håber, han denne gang vil lave en tragi-komedie med tryk på komedie. Men det rækker opfindsomheden ikke til. I stedet får vi f. eks. bordel-scener, der bare er latterlige, som i gamle danske halvpornofilm à la Villa Vennely fra 1964.
Anssi Tikanmäkis rigt anvendte musik blander meget passende en lang række stilarter og skaber god dynamik i den ellers forudsigelige fortælling. Nogle lydeffekter må også stå for orkestrets regning: motorstøjen fra forførerens sportsvogn og slibelyde, da bonden griber til øksen for at hævne sig.
Berøvet Kaurismäkis normale udsøgt lakoniske og vittige replikkunst har skuespillerne det ikke nemt i de fortærskede situationer, men André Wilms, der kan se så sjælfuldt hærget ud, er alligevel ikke nogen helt stereotyp forfører, og Kaurismäkis kvindelige yndlingsstjerne Kati Outinen har komisk rørende øjeblikke, men er mildest talt for gammel til rollen.
Juha er en kuriositet, der nok viser Kaurismäkis velkendte stilfornemmelse og prægnante billedsans, men ellers blot repeterer og reducerer hans temaer indtil det absurde.

*Juha. Instruktion og manuskript: Aki Kaurismäki. Finsk (Grand, Husets Biograf)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu