Læsetid: 4 min.

Det unge århundrede

3. august 1999

Ungdom, imperialisme og motorbriller var på mode i århundredets første årti

Det 20. århundrede

Sønner af de Slagne,
se, I staar paa Muld!
Død er det bedragne,
lykkeløse Kuld...

Sådan skrev Johannes V. Jensen i Digte 1906, det nye århundredes svar på Oehlenschlägers gennembrud i 1803.
Der er stor symbolik i et århundredeskifte, der er død - og genfødsel:

...Gæstmildt aabner Danmarks
unge grønne Land
Favnen for den stærke,
lattermilde Mand.

Det var slut med generationen fra 1864, fædrene, nederlagets mænd! De unge kørte i biler og på motorcykel, drønede afsted, mod et nyt Danmark, en ny, stor epoke.
Hvis de ellers kunne få lov, for de gamle, for bonderegeringen, der havde sat sig tungt på magten i Danmark. Det var folk, der kørte med hestevogn. I en kronik i Politiken i 1906 skrev Alfred Nervø, en af Danmarks første bilister - og flyvere:
"Vi har i den danske Billov saa strenge Bestemmelser, at der ikke findes Mage til dem andetsteds. Forbudene mod Kørsel paa Biveje og mod Natkørsel findes ikke i nogen anden civiliseret eller uciviliseret stats Lovgivning, end ikke i Kinas."
At det nye trafikmiddel ikke var uden problemer, fremgik af en notits i samme avis tre dage senere:
"Bilerne paa vore Gader er jo ikke saa talrige, at man skulde synes, der var synderlig Fare for Sammenstød mellem dem indbyrdes. Alligevel lykkedes det et par Biler igaar eftermiddags ved 4-Tiden at tørne sammen på Amagertorv..." Den slags små uheld fik ikke de troende til at vakle. Bilen tilhørte den unge slægt, der så fremtiden gennem motorbriller.
I 1907 holdt den 48-årige norske digter Knut Hamsun en række foredrag i Oslo. Ærer de unge lød titlen. Det var en ny tanke i en tid, hvor unge mennesker tillagde sig mave, urkæder og snoede overskæg, i håb om at komme til at se ældre, mere ærværdige ud.
Men Knut Hamsun fandt ingen anledning til, at en ny tids ungdom skulle ligge på maven for alderdommen.
Tværtimod mente han, al hæder tilkom de unge, fordi der over deres værk var
"... det sløsende, det gavmilde, Vinen, Duggen, Soltonen. Naar der er Vaar og Blomster i den Unge, da er den Gamles Indre en isbrændt Mark med Fjorgræs. (...) Den Unges Ære er den at holdes vaagen af sine Idéers Uro."
Der var, i virkeligheden, ingen grund til at respektere de gamle. De så stygge ud, bevægede sig stygt og spiste stygt. Men det allerværste ved dem var, at de gjorde krav på at sidde inde med autoritet.
"Mine Læsere, her er det, at den almindelige Oldingekultus bliver så fordærvelig i sine Virkninger, den Gamle kan i Kraft af sin Autoritet upaatalt, ja takket, hædret og hyldet, drive en vild Skadesgerning mod de Unge og nedslaa alle Nybegyndelser."

Oncle Sam
Det nye århundredes ungdom lod sig ikke slå ned. Allerede i 1901 fik en ung mand øjnene op for alt det nye i verden. Det var Robert Storm Petersen, der var blevet sendt til søs af sine kærlige, men bekymrede forældre. Han duede ikke som slagterlærling.
Den unge Storm udgav på den tid sit eget blad, Oncle Sam, med noveller, digte og tegninger - nogle af dem inspireret af den nye kultur, der var begyndt at strømme til Danmark fra USA.
Så langt kom den 19-årige ikke hjemmefra. Turen gik til Norge og England - men det var også meget for en ung københavner. Da han kom hjem, udgav han et særnummer af sit håndskrevne tidsskrift: Oncle Sam paa Rejse, med dagbogsnotater og tegninger:
"... saa kom vi da endelig til England - (og hvilket Liv) op ad Floden fare Skibe afsted - store Sejlere - vældige Dampkolosser - Røg - Raaben og Fløjten - skingrende Fløjt fra de smaa pilsnare Dampbaade, der i vild Forvirring krydser hinanden..."
Her mødte Storm det tyvende århundrede, med al dets kulør og kulturblanding, og han elskede det: Sport, reklame, bookmakere, negermissionærer, "Raab og Hujen fra de Handlende" - det hele var som skabt for en kunstner, der troede på fremskridtet og fremtiden.

Retten til riget
De unge, der stormede frem i det første årti, gjorde ikke krav på hele verden, som en senere oprørsgeneration. De betragtede sig allerede som dens retmæssige ejere: Det var i kolonialismens tid. Den hvide mand havde retten til riget, hvor på jorden han end rejste hen.
Det betød ikke, at man betragtede andre racer som kronisk mindreværdige. De skulle bare opdrages og udvikle sig, lige som den hvide mands børn. Alle mennesker var fødte barbarer - alle havde en række stadier at lægge bag sig, før de kunne kaldes civiliserede.
Den sorte race stod nederst på udviklingsstigen. Det var noget, alle vidste, også lederskribenterne i det frisindede Politiken. Lige så givet var det, at den hvide mand stod øverst, med sine telefoner, biler og flyvemaskiner - al den vidunderlige mekanik, han havde fundet på.

Angelsaksisk indflydelse
De unge satte deres lid til udviklingen i den nye verden. Men det var der også andre, der gjorde. En 4. juli holdt den store, gamle europæer Georg Brandes en tale for dansk-amerikanere i Århus:
"Bring os angelsachsisk Indflydelse, den er os gavnlig. Af fransk har vi nok, af tysk mer end nok, især fordi vor Religionsform er tysk; af engelsk kan vi ikke faa for megen, især som Modvægt mod de Paavirkninger, der truer vor Selvstændighed."
Det var i 1909. Grænsen gik ved Kongeåen. Det var et meget lille Danmark, der lå i skyggen af de store europæiske nationer. Den amerikanske kultur var frisk og fristende - og meget langt væk.

*I de kommende dage vil Inger Holst her på bagsiden fortælle om hvert årti i dette århundrede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu