Læsetid: 0 min.

USA's regering blev advaret mod gen-mad i 1992

5. august 1999

Gensplejsede fødevarer blev godkendt under præsident George Bush for at fremme landbrugseksporten. Forskernes krav om undersøgelse af helbredseffekten blev ignoreret

BOSTON - I snart syv år har forbrugeraktivister i USA undret sig over, at videnskabsforskere i den amerikanske regerings fødevare- og medicinalkontor i 1992 gav grønt lys for gensplejsning af fødevarer.
"Gensplejset mad er ligeså uskadelig som almindelige fødevarer. Dét er der bred enighed om blandt videnskabsfolk," hed det dengang i en erklæring fra Food and Drug Administration, FDA.
Det blev startskuddet for USA's bioteknologiske branche og dens udvikling af en genteknologi, der kan bringe amerikansk landbrug i en absolut førerstilling som verdens mest effektive producent af fødevarer.
Men nu viser nyligt offentliggjorte, interne dokumenter fra FDA, at mange videnskabsfolk ansat i institutionen tog afstand fra den officielle vurdering, oplyser Steven Druker fra Alliance for Bio-Integrity i Iowa.
Sammen med en række videnskabsfolk og miljøaktivister lagde Druker i 1998 sag an mod FDA med krav, om at genmads påvirkning af helbred og miljø bliver undersøgt grundigt og at mærkning af de berørte fødevarer gøres obligatorisk i USA.
Under forberedelsen af retssagen, som formentlig starter til efteråret ved en forbundsdomstol i Washington, måtte FDA udlevere relevante dokumenter, i alt 44.000 sider.
"Heraf fremgår det, at FDA's forskere gentagne gange påpegede, at genmad medfører andre typer risici end almindelige fødevarer. Herudover kan man konkludere, at FDA's ledelse totalt tilsidesatte disse vurderinger, da man formulerede sin holdning til den nye teknologi," siger Steven Druker i et interview med Information.
Flere interne forskere advarede ledelsen, at gensplejsning af fødevarer "kan føre til biprodukter som allergi- og giftstoffer."

Nære forbindelser
Lederen af FDA's bioteknologiske afdeling Jim Maryanski: "Der er ikke bred enighed om genmads sikkerhed i det videnskabelige samfund, så vores forskere anbefaler grundige undersøgelser."
Dét til trods konkluderede FDA's ledelse, at der ikke var behov for afprøvelser af genmads langtidseffekt.
"Der er tale om en svigagtig forvanskning, der skulle vildlede offentligheden," hævder Druker. "Det er næppe noget tilfælde, at FDA nogle måneder inden - i juli 1991 - fik en ny vicedirektør ved navn Michael Taylor, der i en periode havde arbejdet som Monsantos advokat. Det var ham, der formulerede FDA's holdning til genmad."
Den amerikanske regerings åbenlyse forsøg på at fremme den bioteknologiske branches interesser startede under præsident Ronald Reagan og blev fulgt op af hans efterfølger George Bush.
"Formålet var at styrke amerikansk landsbrugseksport, og den linje er ukritisk blevet ført videre af præsident Bill Clinton og hans vicepræsident Albert Gore," siger Steven Druker.
Forholdet mellem FDA og bioteknologiske selskaber som Monsanto er incestuøst. Præsident Clintons tidligere handelsrepræsentant og kampagneleder Mickey Kantor sidder i dag i Monsantos bestyrelse. To direktører fra FDA blev fornylig hyret af Monsanto og varetager nu ledende stillinger i selskabet.
USA's nyudnævnte finans- og økonomiminister Stuart Eizenstat forudsagde under en høring i Kongressen i juni, at alle fødevarer eksporteret af USA om fem år vil være gensplejsede eller indeholde gensplejsede ingredienser. Det måtte verden lære at leve med.

Trækker i land
Men landbrugsminister Dan Glickman trak i land, da han på et pressemøde i midten af juli erklærede, at hans ministerium agter at gennemføre undersøgelser af gensplejsede produkters effekt på miljø og helbred over en længere periode.
"Jeg er en stor tilhænger af bioteknologi, men vi bør ikke uden videre acceptere alle fordelene ukritisk. Det er vigtigt, at vores forbrugere har tillid til processen," sagde landsbrugsministeren.
Ved andre lejligheder har Glickman advaret landbrugssektoren og den bioteknologiske branche mod at "tvinge genmad ned i halsen på forbrugerne."
Ikke desto mindre insisterer den amerikanske landbrugsminister på at bruge alle lovlige midler til at påtvinge EU-landene majs og soja, der er blevet gensplejset. Landbrugsministeriet har fornylig søgt at udstede en forordning, der kalder gensplejsede fødevarer for organiske.
"Landbrugssektoren frygter at blive kørt over ende af organiske produkter, der vinder stærkt frem i USA, og prøvede lykken," mener Jason Boehk fra Protect Organic i Cambridge, Massachusetts.
Udkastet til den nye forordning blev mødt af en protestbølge fra forbrugerorganisationer og blev senere trukket tilbage.
Der er endvidere grund til at tvivle på opbakningen til Dan Glickmans løfte om en grundig undersøgelse af genprodukter, siger Steven Druker. "Det Hvide Hus er tilbageholdende og i øvrigt har landbrugsministeriet kun jurisdiktion til at beskæftige sig med kødvarer, ikke planter. Det er FDA's opgave, og FDA er uafhængig."
Landbrugsministerens opsigtsvækkende udtalelse bliver således mere opfattet som en prøveballon for at tage temperaturen og give Clinton-regeringen et vist politisk spillerum, dersom amerikanske forbrugere pludselig gør oprør mod gensplejsede fødevarer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her