Beslutningen er en farce, siger Venstres ordfører
Venstre lægger nu et massivt pres på de to andre borgerlige partier, konservative og CD, for at få dem til at hoppe fra en aftale med regeringen om udflytning af Danmarks Radio til Ørestaden.
Det sker forud for finansudvalgets møde på onsdag, hvor udvalget skal tage stilling til en forhøjelse af DR's låneramme på 2,3 milliarder, der muliggør Ørestads-byggeriet.
Til Information siger Venstres mediepolitiske ordfører Jens Rohde:
"Det er enormt smart af regeringen, at den har kædet en aftale om Det kgl. Teater og et nyt opera- og musikhus sammen med DR's udflytning til Ørestaden og dermed bundet de konservative og CD til at støtte udflytningen."
- Og de to partier har bundet sig op?
"Sådan læser jeg det," siger Jens Rohde.
Han har alligvel i sidste uge skrevet et brev til samtlige partier uden for regeringen, hvori han oplister alle Venstres indvendinger mod DR-udflytningen.
'Klare mangler'
Venstre vender sig især mod, hvad Jens Rohde "klare mangler og indlysende udeladelser" i DR's udflytningsbudget.
"De tager ikke højde for, at det er et rentefølsomt område, og at der er pres på byggeområdet, ej heller, at DR endnu ikke har forhandlet prisen færdig med Ørestadsselskabet. Vi ved ikke, hvilken andel af omkostninger til infrastrukturen, DR bliver pålagt, og DR regner heller ikke med udgifter til nyt inventar," siger Venstres ordfører.
Jens Rohde peger også på, at salget af DR's nuværende bygning næppe kan indbringe de anslåede 500 millioner. Dertil er grunden bundet af for mange klausuler i Gladsaxe Kommunes planlægning.
"Det er én stor farce, både aftalerne om Det kgl. Teater og om DR-udflytningen," siger Jens Rohde, som dermed retter en voldsom kritik mod regeringens aftalepartnere K og CD.
- Er det med særlig kærlig hilsen til K og CD, du har skrevet dit advarende brev?
"De må jo gøre, som de finder rigtigt, men jeg forstår ikke, man tør tage ansvaret for en sådan beslutning."
Om sin konservative kollega Brian Mikkelsen siger Jens Rohde:
"Han har jo haft lidt forskellige udmeldinger i medierne, men når han nu siger, at han vil gribe ind, hvis forudsætningerne for DR-flytningen svigter, så kunne jeg godt lide at vide, hvornår han vil gøre det."
En anden slags forlig
Venstres medieordfører vil ikke afvise, at hans parti kunne medvirke til at flytte DR til Ørestaden:
"Der kan da være gode argumenter for at samle DR. Men så skal det ske som et led i et mediepolitisk forlig - ikke et teaterforlig. Og vi skal først have en principiel debat om, hvad vi vil med DR: Skal det være en multimediemastodont, eller skal det være en nicheproduktion? Og for det andet skal økonomien bag flytningen være i orden," siger Jens Rohde
- Men når K og CD nu tilsyneladene har forpligtet sig, opnår I jo ikke andet end at grille dem og hænge dem ud?
"Hvis de siger ja, må de i det mindste sørge for at få en afklaringer af, om de økonomiske forudsætninger er opfyldt," siger Venstres Jens Rohde.
Side 3: Ørestaden: K er klar, men...