Jesus har ikke længere den nødvendige 'star quality'. Det har Bill Gates. Plus en plads i Himmerige
Frie ord
Talløse er vi, som har elsket at hade ham. Set ham som personificeringen af den rå, amerikanske kapitalisme med dens umådeholdne profitbegær. "Et glubsk rovdyr der æder alle andre på markedet," sagde én kritiker. Endog den amerikanske forbundsregering, der ellers nok hylder fri foretagsomhed, fik sidste år for meget af mandens griskhed og har nu i ti måneder ad rettens vej forsøgt at stikke en kæp i hjulet på hans umættelige jagt på monopolitisk magt og rigdom.
Selv hvis han sad på sin flade, ikke arbejdede, ikke spekulerede, ikke scorede kursgevinster, men alene lod en ganske almindelig indlånsrente virke på den indtil nu sammenskrabede formue, så ville han tjene omkring 1.000 kroner - i sekundet. Nat og dag.
Han er simpelthen uforskammet, utilstedeligt, umoralsk, styrtende, svinagtigt rig.
Men nu skal det være slut. For Bill har set lyset. Bill vil ikke længere være verdens rigeste menneske. Bill vil være verdens bedste menneske. Og derfor skal vi lære at elske Bill.
Vi har det fra hans egen far, Mr. Gates Senior. I søndags fortalte han til den britiske avis The Sunday Times, at Bill Gates i de kommende måneder vil præsentere en stribe velgørende fondsinitiativer og donationer, der med tiden skal gøre det muligt at nå det ultimative mål, som Bill, 43 år, nu har sat sig for sin tilværelse: "At blive den største private velgører på Jorden" - den største filantrop i menneskehedens historie.
Bill Gates' formue - p.t. omkring 650 milliarder kroner skabt gennem software-giganten Microsoft og over de seneste år mangedoblet via kursstigninger på selskabets aktier - denne formidable formue skal gradvist gives bort til kampen mod aids og malaria, til uddannelse af fattige, til etablering af offentlige biblioteker med computere og til andre godgørende formål.
"Min søn vil have kritikere hele livet på grund af sin velstand. Men jeg tror på, at vi kan bringe den kritik til tavshed, som går på, at han ikke er gavmild nok. Den kritik har vi ryddet af vejen nu," mener Gates Senior.
Bill Gates har allerede hældt omkring 65 milliarder kroner i sin William H. Gates Foundation, men meget, meget mere vil følge, og det vil bringe Gates-fonden fra den nuværende femteplads på ranglisten over globale filantroper til den absolutte top, langt foran den nuværende nummer ét, Glaxo-Wellcome Foundation der råder over 100 milliarder kroner.
CNN-bossen Ted Turner, der forrige år gjorde sit for at redde verden ved at forære FN 7 milliarder kroner af sin private formue, vil ligesom superspekulanten og mæcenen Georg Soros fremstå som en filantropisk dværg, når Bill Gates har delt ud.
To ting siges at ligge bag Gates' ny altruistiske tilgang til tilværelsen. Han har besøgt de fattige og de syge i bl.a. Indien og det sydlige Afrika og er blevet rystet over den nød og elendighed, der råder i den virkelige verden. Og han har læst - angiveligt flere gange - bogen The Gospel of Wealth forfattet af verdens rigeste mand ved århundredeskiftet, den selfmade millionær Andrew Carnegie der bl.a. skrev, at "det menneske, der dør i rigdom, dør i vanære." Samt at "Det at ophobe rigdom er en af de værste former for afgudsdyrkelse." Hvorfor Carnegie gav det meste af sin rigdom bort via sin berømte Carnegie Fond.
Nu gør Bill Gates ham kunsten efter - i meget større målestok - og det rejser to spørgsmål: Er Bill nu sikker på en plads i himlen? Og kan vi nu omsider være bekendt at elske ham?
Ligesom Ted Turner med sit globale tv-netværk og sin sponsorering af De Forenede Nationer og ligesom George Soros med sin privatfinansierede udenrigspolitik over for Østeuropa og Rusland fremstår Bill Gates med sin kontrol over klodens computernetværk og sin fondsbaserede magt over liv og død som en skikkelse med noget nær guddommelig kraft.
Gates kan med sine personlige beslutninger på visse strækninger påvirke verdens gang og menneskenes liv væsentligt mere, end hvad f.eks. den amerikanske præsident formår.
Vorherres plads overtager han næppe, men måske kan han med sin velgørenhed bestikke Vorherre til pladsen i Himmerige. Og overbevise os andre om, at vi skal se ham - og se op til ham - som en moderne Messias.
Der har naturligvis været mennesker før ham, som har fremstået som den personificerede godhed og næstekærlighed. Abbé Pierre med sin ydmyge klunserbevægelse, vil nogle måske sige. Mother Theresa formentlig. Og Mahatma Gandhi naturligvis. Men er der ikke noget frygtelig gammeldags over dem? Savner de ikke fuldstændig den star quality, der kan gøre dem til ledestjerner for moderne mennesker?
Hvem ville dog i dag finde på at følge i fodsporene på en Mahatma Gandhi, der med sit lændeklæde og sin spinderok sagde: "Jeg må reducere mig selv til intet. Så længe jeg ikke af egen fri vilje placerer mig selv bagest blandt mine medmennesker, vil der ikke være nogen frelse." Og hvem kan se tilskyndelsen til at tage de fortabtes, de spedalske og forkrøbledes smerte på sig ved at leve sit liv direkte blandt dem, sådan som Mother Theresa gjorde det? Hvor omkostningseffektivt er dét?
Selveste Jesus fremstår måske som allermest håbløst ude af trit med tiden, når han - som genfortalt i Markusevangeliet - gør den fattige enke, der kun lægger to småmønter i kirkebøssen, til det ypperste eksempel til efterfølgelse:
"Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle andre. For de har alle lagt af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt det, hun havde at leve af."
Jesus hævdede, at "det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige!"
Spørgsmålet er, om ikke det alligevel går, når man er så rig og så gavmild som Bill Gates? I hvert fald er det klart, at manden er inkarnationen af dagens markedsreligiøse vision: Den målrettede, kompromisløse stræben efter personlig økonomisk succes som vej til at kunne udvise finansiel næstekærlighed over for de fattige, de syge og nødlidende.
Hvorfor dog leve i ydmyghed og kun lægge to mønter i kirkebøssen, hvis man ved hårdt slid, spidse albuer og dygtig pleje af sin aktieportefølje kan blive i stand til at lægge to milliarder? Og hvorfor vise misforstået solidaritet ved at lægge sine surt sammenspekulerede dollar i en ny global afgift på finansielle transaktioner eller på elektroniske datatransmissioner, til forvaltning i træge og bureaukratiske demokratier, hvis man selv kan forme udviklingen meget mere effektivt og påvirke menneskenes skæbne meget mere direkte ved filantropiske donationer efter eget valg?
Folk som Bill Gates, Ted Turner og George Soros er vore nye rollemodeller. De giver legitimitet, alibi og mening til det kapitalistiske rotteræs, når de viser os, at ophobningen af personlige formuer, opbygningen af monopoler og den skånselsløse nedkæmpelse af konkurrenter er helt okay, fordi det i virkeligheden er vejen til - når formuen ellers er blevet stor nok - at kunne udøve godhed og barmhjertighed.
Bill Gates har ført Jesu forkyndelse up to date. Erstattet sagtmodigheden og taber-attituden med effektiv markedsføring af godheden som moderne succes-kriterium.
Næstekærligheden skal måles på antallet af millioner eller milliarder, du kan nå at skrabe sammen og dele ud til de mindrebemidlede, mens du endnu går på Jorden. Så stor er forresten Bill Gates' egen menneskekærlighed, at han på forhånd har sikret, at der bliver 65 millioner kroner tilbage til hvert af hans to børn.
Hil dig Bill, vor monopolkapitalistiske frelser og forsoner.
