Op til atletik-VM er usædvanligt mange af sportens store navne under dopingmistanke
Doping
I dag starter den sportslige del af de 7. verdensmesterskaber i atletik. Men allerede inden den første atlet har været i ilden, sveder især sportsfolk og officials i den spanske værtsby Sevilla.
Årsagen er, at usædvanligt mange af sportens største navne i de seneste uger er testet positive for doping, især for det anabolske steroid nandrolon, og dermed er der risiko for, at mesterskabernes sportslige del fuldstændigt bliver stillet i skyggen.
Men formanden for det internationale atletikforbund (IAAF), italieneren Primo Nebiolo, afviser, at der overhovedet findes et problem, og atleterne står skeptiske overfor resultaterne af prøverne.
Blandt de kendteste dopingmistænkte er Jamaicas 14-dobbelte VM-medaljevinder, sprinteren Merlene Ottey (nandrolon), og Cubas verdensrekordholder i højdespring, Javier Sotomayor (kokain). Disse navne har ellers tidligere været sat i forbindelse med en 'ren og dopingfri atletik'.
De to atleter er endnu ikke dopingdømt, men har alligevel valgt at trække sig fra VM. Testresultaterne har medført, at journalisterne næsten udelukkende har rapporteret om doping.
Solkongen
Men for præsident Primo Nebiolo er dopingen ikke noget at skrive hjem om. Italieneren - af kritikere kaldet 'Solkongen fra Torino' - har set sig godt og grundigt sur på journalister, som på pressekonferencer "kun stiller spørgsmål om doping".
I forsøget på at påvirke reporternes nyhedsstrøm leverer Nebiolo et taleksempel for at forklejne problematikken: "Verden over er der 200 millioner atletikudøvere. Og nu er der to-tre stykker, der har afleveret en positiv dopingtest. Det er jo ikke noget at snakke om. I skulle hellere koncentrere jer om det sportslige," har den omstridte 76-årige sagt.
Siden Nebiolo blev formand for IAAF i 1981, er pengene nærmest væltet ind, især fra tv-indtægter, og forbundet hører til blandt de rigeste i sportens verden. Derfor er Nebiolo godt klar over, at for megen eksponering på positive dopingtests er en trussel mod sporten, idet sponsorerne er skrækslagne for at få sat deres firmaer i et negativt lys.
Skeptiske atleter
Flere af de bedste atleter som skal i konkurrence i VM, har udtrykt stor skepsis overfor de positive testresultater. Nogle siger ligefrem, at de ikke tror på dem.
Et eksempel er favoritten på 100 og 200 meter for kvinder, amerikaneren Marion Jones:
"Med alle de dopingtilfælde vi har hørt om i de seneste uger, er jeg ikke sikker på, at det er den korrekte testprocedure, der anvendes".
Hendes landsmand Jerome Young, der er 400 meterløber, er enig.
"Situationen er skræmmende," mener Young, og peger på, at folkene bag dopingtestene er "nødt til at lave mere research". Han tror at "der har været noget galt med testapparaturet," idet der for tiden er "for mange, som fældes".
IAAF's medicinske ordførende, svenskeren Arne Ljungqvist, mener derimod, at de positive testresultater netop er et bevis på viljen til at bekæmpe doping.
I de seneste to uger er fem klasseatleter testet positive for doping, men den endeli-ge dom mangler i flere tilfælde.
Ud over de nævnte atleter drejer det sig om briten Linford Christie - der i starten af 90'erne var olympisk-, verdens- og europamester på 100 m, europamesteren på 200 m, briten Douglas Turner, og OL- og VM-medaljevinderen på 100 m, amerikaneren Dennis Mitchell.