Læsetid: 3 min.

Visse formørkelser

14. august 1999

SÅ MANGE FORMØRKELSER går over landet og rammer forstanden, uden det måske registeres som noget særligt, enten de nu er religiøse, politiske eller mentale.
Den regelmæssige natlige formørkelse i rummet tager vi også roligt, i overbevisningen om, at lyset kommer igen. Det bekræftes ved dagligt selvsyn og i megen poesi. Uregelmæssigheder i dette system er derimod bogstavelig talt opsigtsvækkende og kalder på eftertanke. Solformørkelser er i vore dage forklarlige nok, forudsagt af naturvidenskabens stjernemænd, og alligevel hver gang en chokerende demonstration af, hvordan vi er styret af et overordnet kosmisk apparat.
Den himmelske strømafbrydelse i onsdags, der kulminerede klokken 12.38, drejede for en stund København ind i en gråzone af let uvirkelighed.
Nu er der ikke så mange fugle mere i byen, at man kan høre dem blive stille, men det generelle storbytempo blev sat ned, og dér stod vi allesammen i portåbninger og vinduer, i skolegårde og på torve og pladser med sort glas for øjnene, hovedet bagover og øjenlægernes skrækkampagne i ørerne.

SOM STORBYMENNESKE oplever man sjældnere det absolutte mørke, der det halve døgn hersker på landet ved vintertid. Der er stadigvæk steder, hvor intet lys skimtes, hvor man må se langt efter boliger, hvor alt er sorthed. Man skrumper lidt i selvværd, glad for lommelampe eller billygter, når det bliver for meget. Men inde i gadernes verden skal der et strømsvigt til for at føre en bare en anelse nærmere til grundbetingelserne. Eller som nu lidt mørke midt på dagen.
Gik det altsammen med ét lidt langsommere, i sindigt månetempo?

JEG STØDTE forleden ind i en erindringsbog, Livsminder fra Danmark, udgivet 1926, skrevet af Helena Nyblom, som dér skildrer sin barndoms tid i København fra 1843 som datter af maleren Jørgen Roed, indtil hun i 1864 giftede sig med Carl Rupert Nyblom, docent, senere professor i æstetik ved Uppsala Universitet.
Hun blev forfatter og eventyrdigter, men skrev her sin oplevede virkelighed ned, med klare markeringer af tidernes temposkift. Hun oplevede 1840'rnes København som en lille gemytlig by, hvor alle syntes at kende alle selv i aftenmørket.
"Nu er det telefoner, Automobiler, elektriske Sporvogne, som angiver Taktslaget for vort Liv. Før havde man Tid, nu har man ikke Tid."

En klagesang, der har lydt gennem hele dette århundrede, og som digterne med skiftende grader af henrykkelse og mismod har ført an i, når de som Michael Strunge foldede drømmens faner ud og lod plasticsolen gløde med sit betændte øje, eller når Søren Ulrik Thomsen lod Ingemann levere motto til sin City slang med ordene:
"Bliv hos os, naar Mørket vælder af Nattens Sluser ud!"
Storbyen har sin overbygning, af den norske lyriker Rolf Jacobsen kaldet "Byens metafysik". Den modsvares af alt det dernede under rendestensristene og parkernes græs:
"telefonkablernes nervefibre. Gasledningernes hule blodårer. Kloakker... usynlige lænker af jern og kobber binder os sammen. Ingen kan høre telefonkablernes knitrende liv. Ingen kan høre gasledningernes syge hosten i afgrunden... Og oppe under lyset et sted står jo jeg og ser hvordan cigarettens blå sjæl flagrer som en kysk engel gennem kastanjeløvet mod det evige liv."
En storbytanke: alt det ufattelige dernede under asfalten, det uhyre komplicerede kommunikationsnet, der fungerer, undtagen når det ikke gør. Et nervesystem, en krop af uendeligt forlængede legemsdele, en mørk og massiv verden af ekstrem mobilitet, som vi går på med stor selvfølgelighed og i al hast.
Men nu det lille mørke, en aften, der uvilkårligt falder på.

THORKILD BJØRNVIG har i Figur og Ild (1959) skildret en "Solformørkelse i Graavejr" som et landskab efter en mulig forbrydelse, et mord.
Han ser, hvordan måneskyggens vældige mørkekegle fejer gennem rummet. Som en død i et stivnet perspektiv.
En uundvigelig graa
Skygge faldt
en mulig Evighed, et
Øjeblik,
det absolutte Fravær,
Savn af alt -

Og så den umådelige lettelse, forbrydelsen var en drøm. Dødsperspektivet smelter om til lyd og lys, bevægelse, puls og strøm, det rette sket, det gale usket, siger digtet så.
Ikke så sært, at man i uoplyste tider så et ondt varsel i solformørkelsen, der strengt taget ikke er mærkeligere, omend sjældnere end månens faser. Vi ønsker oplysning på alle niveauer, opklaring af mulige og umulige forbrydelser.

Betagelsen ved synet af det store system, satte et øjeblik tempoet ned, hvad eftertanken i det hele taget kunne gøre. Det står stadig i menneskelig magt på trods af al mulig åndsformørkelse at undgå eller dog dæmpe de store forbrydelser mod kloden. Dersom vor stjerne kan frelses, da lad os ej volde den skade, lyder den indre sang til lyset.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her