Om vættelys og 'Find Holger'
Syn for sagen
Da jeg var en lille dreng, gik jeg ofte tur langs stranden med min farfar. Langs strandkanten lå der smukke vættelys gemt mellem de småsten der rullede frem og tilbage i bølgerne. Vættelys er ofte svære at skelne fra de andre sten, og det kræver koncentration og træning at lære at finde dem. Min farfar var ekspert i at finde vættelys, og mit højeste ønske var at blive lige så god som ham.
Men det tog tid at blive ekspert i indsamling af vættelys. Vættelysets arketypiske form er en aflang cylinder med en diameter på cirka en halv centimeter og en længde på omkring 8-9 cm som i den ene ende munder ud i en fin lille spids. Tidens tand har knækket mangen et perfekt vættelys, og der findes derfor et utal af forskellige former. Farven er derimod altid et sikkert tegn, da våde vættelys får et gyldent skær.
Med tiden lærte jeg at slentre med min farfar langs strandkanten og med et enkelt henkastet blik straks udpege vættelys, som nu nærmest sprang i øjnene.
Find Holger og skak
De fleste mennesker kan med tid og træning lære at skelne lynsnart mellem forskellige visuelle objekter. De færreste bekymrer sig om vættelys, men de fleste kender bog-serien "Find Holger", hvor man skal finde Holger i sit rød- og hvid-stribede tøj blandt en lang række andre mennesker. Børn lærer hurtigt at finde Holger, og de færreste tænker nærmere over denne trivielle evne. Men faktisk er det at finde vættelys (og Holger) så komplicerede opgaver, at vi endnu ikke har været i stand til at lære computere at løse dem, på nær i særlig simple tilfælde og selv da langtfra så hurtigt som mennesker.
For nogle vil det derfor synes bemærkelsesværdigt, at opgaver som "Find Holger" er sværere opgaver for computere end at spille skak.
At se eller ikke at se
Men hvordan kan det være, at vi er så gode til at løse visuelle opgaver? Som med alle vores andre (mentale) evner, så afhænger svaret naturligvis af hjernen. Gennem de seneste år har vi fået stadig større indsigt i, hvordan hjernen processerer visuelle indtryk, og for nylig har psykologen Donald Hoffman skrevet bogen Visual Intelligence, som forsøger at syntetisere vores nuværende viden.
Over halvdelen af vores hjernebark er dedikeret til synet, og Hoffman har gjort et stort arbejde for at vise, hvordan synet skabes gennem en lang række mekanismer i hjernen.
Alt i alt er det videnskabelige billede, som er begyndt at tegne sig af synsprocesser i hjernen, et meget mekanisk billede. Hjernen benytter sig først og fremmest af massiv parallelisering og en række indbyggede evolutionære tricks. Vi har kun afluret de simpleste af disse tricks, og vi forstår for eksempel stadig ikke, hvordan hjernen repræsenterer (og skelner) objekter som delvise vættelys og rødstribede Holger. Derfor er vi stadig bedre end computere til tilsyneladende trivielle opgaver som at finde vættelys langs strandbreden af vores uvidenhed.
Morten Kringelbach
*Donald D. Hoffman: Visual Intelligence. W.W. Norton, £19.95
