Læsetid: 3 min.

Fra Vivaldi til Winding

6. august 1999

Copenhagen International Ballet tager sjælen med på en åndeløs rejse

Ballet
For syvende år i træk har Alexander Kølpin inviteret internationale solister fra Den Kgl. Ballet, New York City Ballet og Lyon Opera Balletten til at fremføre værker af tre udenlandske koreografer. Sammensætningen af forskellige nationaliteter og dansetraditioner kan igen opleves i Landbohøjskolens smukke atriumgård.
Resultatet er dans i alle genrer og for enhver smag. Det er de flygtige berøringer, de nostalgiske suk og de smeltende hjerter, der folder sig ud under den kølige nattehimmel. Det er dans, der rører sjælen mere end intellektet. Et sprødt lille vindpust, der vækker alle sanser til live.

Den uopnåelige kvinde.
Aftenens program får sin begyndelse med værket Soliloquii af den italienske koreograf Giorgio Mancini. Til Vivaldis florlette toner har han koreograferet et intermezzo om den uopnåelige kvinde. Et elegant og blødt bud på, hvor ondt det gør, når kærligheden ikke kan blive forløst.
Værket har sit udgangspunkt i den klassiske ballet, men bryder samtidig også med dens typiske bevægelser og dermed også med publikums forventninger. En sådan leg med udtrykket forstærker den historie, der bliver fortalt, og pludselig ser man stemninger, man troede var umulige at indfange.
Det mandlige parti danses af Jeffrey Edwards. Ensom er hans vandring, og ensom er hans længsel efter kvinden, der ægger til berøring, men som aldrig tillader den. Værkets absolutte centrum er den uopnåelige kvinde i skikkelse af Mette Bødtcher. Med sin særlige poetiske udstråling og sin erotiske uskyldighed fremstiller hun den kvinde alle i drømme higer efter at besidde eller være.

Med Sinatra til dans
Den amerikanske koreograf Twyla Tharp leger i aftenens andet værk Sinatra Suite med 30'ernes ballroom dans. Nostalgien får frit løb, da de udvalgte Sinatra sange drøner ud i sommeraftenen, og Alexander Kølpin og Stacey Caddell bliver lyslevende reinkarnationer af Fred Astaire og Ginger Rogers.
Det er dristigt at vælge musik, der er velkendt, og hvis tekster de fleste nok har forsøgt sig med i badet. Valget af så markante evergreens indebærer en forpligtelse. En forpligtelse til at tage sangene alvorligt og ikke reducere dem til ren og skær lydkulisse. Sange som "I Did It My Way" og "Strangers in the Night" fortæller alle en historie, men desværre formår Sinatra Suite aldrig helt at forene den musikalske fortælling med det æstetiske udtryk. Så selv om dansen er en studie i standarddansens smilende, glatte facade, og på sin vis et interessant og pudsigt eksperiment, savner man den nerve, der kan løfte den i højde med sangenes følelsesladede og velsmurte udtryk.
Det er derfor en forløsning, da Alexander Kølpin afslutter værket med en solo til sangen "One For My Baby (And One more for the Road)". Her smelter teksterne sammen med dansens abrupte bevægelser, og han udnytter morsomt og levende nattens slingrende gang til at fortælle historien om en mand, der ryster dagen af sig og hilser morgenen velkommen.

Surrealistisk Nordpolen
Den velkendte musik er pakket langt væk til aftenens sidste værk og er i stedet afløst af Kasper Windings milleniummusik.
Til dette mystiske og fremmedartede lydunivers har den græske koreograf Andonis Foniadakis skabt værket Aurore Boréale. Et 40 minutters værk for syv dansere, der som udgangspunkt har koreografens eget møde med den nordiske kultur.
Scenografien leder derfor ikke uden grund tankerne mod et blåt og vandigt miljø - et surrealistisk Nordpolen, hvor danserne smelter sammen til en stor organisme.
Forestillingen har ikke noget egentligt budskab men er et abstrakt scenario, hvor kulturene blandes og forenes i en urtilstand af fisk og mikrober.
Værket skaber et uhyre smukt univers og sammensmeltningen af alle teatrets virkemidler - lyset, scenografien, musikken og ikke mindst dansen, er optimal. Synd er det, at Andonis Foniadakis vælger at afslutte værket med en danser iført isbjørnekostume. Det bryder med illusionen om et udefinerbart sted og binder en sløjfe af ironi og distance over værket, som er forstyrrende og ødelæggende for helheden.

En åndeløs rejse
Der er ingen tvivl om, at Alexander Kølpins målsætning med Den Internationale Ballet er at åbne vores sanser og tage dem med på en rejse igennem dansens mangefarvede udtryk. Det lykkes for en stor del af dette års Sommerballet.
Lin Utzons fantastisk smukke og stemningsskabende scenografi og Kenn Lauts gennemtænkte lysdesign går op i en højere enhed og er en pirring af sanserne i sig selv. Sammen med dansene og musikken er årets Sommerballet som helhed en åndeløs rejse fra Vivaldi til Winding.

*Sommerballet på Frederiksberg. Arrangør Copenhagen International Ballet Fra den 4. til den 21. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu