Læsetid: 6 min.

Woodstock på jysk

4. august 1999

Sommerpostkort fra Thy-lejren

I kølvandet på Woodstockfestivalens nylige 30-årige jubilæum, var vi en flok på fem, der en eftermiddag sad sammen og kom til at tale om hippie-tiden og musikfestivalernes oprindelse.
Pludselig kom forslaget på bordet om at undersøge, om vi kunne komme i nærheden af den ånd og atmosfære i dansk regi, som der unægtelig må have været på den oprindelige festival i Woodstock, Amerika. De fleste af os var enige om, at det måtte have været fantastisk at opleve Woodstock-festivalen. Vi kunne sågar godt tænke os at have været unge i 60'erne i stedet for 90'erne. I hvert fald den aften.
Selvfølgelig besad vi et kritisk forhold til hippie-bevægelsen, men det stod klart for os, at vi alle var svært fascinerede af de visioner og den ånd, der må have været 'dengang i 60'erne'. For ikke at glemme musikken.
Inden længe var vi på vej hjem efter soveposerne og teltpælene, og så tog vi afsted i vor tyske vens udrangerede bil. Som vi kørte ud af København voksede forventningen om, at de lokale Thylejr-beboere da velsagtens ville lade et par københavnere og en enkelt tysker slå telte op på deres ti tønder land store fristed, så længe vi kom med den rette ånd og fortalte lidt historier fra hovedstaden.

Retro-hippie-ånd
Under køreturen fra København til Thy begyndte forventningerne til besøget at antage visse højder. Der var Jethro Tull og Black Sabbath på bilstereoanlægget, og inden længe kredsede snakken omkring, hvor uvirkeligt det var at forestille sig, at nogle unge af 90'erne satte sig for at lave et nyt samfund med egen møntfod og det hele. I dag ville man nok lave en ny verden på nettet i stedet for. Eller som en begyndelse få lavet en egen hjemmeside.
Vi varmede hinanden godt op til den rette retro-hippie-ånd, alt imens speederen var i bund, susende hen over de stride danske landeveje, med en krystalklar, blå himmel derude.
Nu begyndte de forskellige historier at husere om Thy-lejren. F.eks den om, hvordan John Lennon havde tilbragt et par måneder i lejren og sågar havde hentet inspiration til en plade fra fristedet. Der var også en, der huskede, at Simon Spies havde besøgt det ny samfund dengang i Thy. Dengang havde der været stor tilslutning til fristedet også fra Sjælland. I dag var det hele vist mere begrænset i omfang.
Men visionerne skulle fortsat være intakte.
Der hvilede et begyndende mørke over Thy-lejren, da vores udrangerede bil kørte ind på den bulede gårdsplads omkring midnatstid. Tyskeren, der til daglig arbejdede som computerprogrammør og var forsanger i et ska-band, havde dybe furer i panden.
"Hvad gør vi, hvis vi ikke får lov til at slå teltene op?"
Tyskeren havde endnu ikke fået omstillet sig til hippie-ånden og tænkte fortsat i banerne om den private ejendomsret.
"Selvfølgelig får vi lov til det," svarede jeg og påtog mig straks rollen som talskvinde for vor københavnerdelegation.
Nu svang vi benene over afspærringen ind til lejren og befandt os da på en stor mark, der unægteligt her op til midnat så øde og lidt forladt ud.

Lejrens værtshus
Men snart lød der sang og skrålen fra den lokale beværtning. Vi trådte indenfor i en temmelig lille, vakkelvorn skurvogn, der i praksis fungerede som lejrens værtshus. Der var bygget en ekstra længe til, og væggene var prydet af malerier, som en af de lokale kunstnere havde lavet.
Humøret blandt thy-lejr- beboerne var særdeles højt. Vi blev straks budt velkommen af hele vognen. En langskægget, langhåret, tynd mand, der viste sig oprindeligt at være fra København, sluttede sig til os, da han hørte, at nogle af os var fra Nørrebro.
Jeg fik nu fremstammet spørgsmålet om, hvor vi kunne slå vores telte op? Han pegede ud i mørket mod en skurvogn.
"I kommer sgu under min vinge. Jeg skal nok beskytte jer mod tyveknægte! Slå teltene op ved min skurvogn," sagde den flinke Thy-bo med det lange skæg.
Vi ravede nu ud i mørket og fandt hans skurvogn og fik med besvær slået lejr. Lidt senere, tilbage på beværtningen, sagde vor beskytter i en begyndende brandert:
"Hvad fanden er det egentlig for et spørgsmål? Det her er et fristed. I kan sgu da slå teltet op, hvor I vil."
Nå ja, men selvom Thylejren er et fristed, gælder det vel altid om at respektere de indfødte i ethvert samfund, som man kommer rejsende til, tænkte jeg.
Som vi sad der på et par skæve bænke i skurvognen, bredte der sig en svær hyggelig atmosfære iblandt os. Et par fyre sad og spillede på guitar og sang med på teksten, så godt de kunne. Et par kæmpe hunde svingede med halerne, og en temmelig påvirket solo-danser trådte for i den trange vogn.
Vor beskytter sad med os til bords og udspurgte os om København.
"I skal bare komme over til mig i morgen tidlig, når I skal have et varmt bad og en kop kaffe," sagde han, før han stak ud i mørket.

Tyk atmosfære
Det var uden tvivl et statussymbol i lejren at have varmt vand. Til kaffe såvel som til et bad. Men ikke alle gik op i det med statussymbolerne.
Vi mødte f.eks en norsk dame, som havde sat en sort plastikpose med vand i fast til et træ udenfor hendes skurvogn, så den kunne blive varmet op af solen, og så kunne hun tage et friluftsbad på den måde.
Der var en tyk atmosfære i skurvognen, øjnene løb i vand af røgen, og der blev trampet i gulvbrædderne til musikken. Vi blev set an fra forskellige sider, men åbenheden var stor.
En flink irer fik os oplyst om, at "her var frihed under ansvar. Og at det var junk-fri zone."
Det grinede vi lidt af. Det med friheden under ansvar. Det kunne jo være taget ud fra enhvert borgerligt partis valgprogram.
En ung punket fyr fra Sverige kom hen og satte sig sammen med os. Han var kommet til lejren i sin sommerferie for at opsøge sin far, som han ikke havde i set i flere år.
En anden helt ung fyr var vokset op i lejren og boede der stadig. Han oplevede en række fordomme fra verdenen udenfor lejren, men han var ellers glad for at være vokset op der og fortsat holde til i lejren. Den unge fyr var omgæret af respekt, og da solodanseren begyndte at ville slås med vor tyske ven, skar den unge fyr igennem.
"Der bliver ikke serveret mere til dig i aften, hvis du ikke lader vores venner fra Købehavn være i fred," sagde han.
Det var alvor. Det virkede. Solodanseren stak næverne i bukserne.

Thy på nettet
Næste morgen vågnede vi i stærkt solskin. Thylejrens mange tønder land lå hen som en legeplads for voksne og børn. Den jyske hedes stride vildskab slog os alle med jubel. Her var mange fantasifulde huse med græs på taget, en nedlagt togvogn, en flot hvid tipi og også en jordhule.
Vi gik omkring som en flok turister og så på, hvordan de alternative beboere i det ny samfund havde indrettet sig.
Som dagen gik, var vi enige om, at det her var en autentisk oplevelse, der nok kunne måle sig med Woodstock i ægthed.
"Jeg har slet ikke lyst til at tage hjem igen," sagde tyskeren.
"Sådan startede det også for mig," sagde ireren, der var kommet igennem lejren siden dens start i 1970, men først indenfor de seneste par år havde bosat sig der.
"Jeg var her engang for at optræde med et band, og jeg havde slet ikke lyst til at tage herfra igen efter koncerten. Der er en særlig magi her på stedet, og hvis du er åben for den, så kan du blive hængende."
Ireren kunne også fortælle, at lejren er på Internettet og har sin egen hjemmeside. Tyskeren så ud til at være fristet.
"Hvad så med dit arbejde derhjemme ved computeren?," spurgte jeg senere tyskeren.
Han smilede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her