Læsetid: 2 min.

200 palæstinensere løsladt

10. september 1999

Israel løslod i går de første 200 af de 350 palæstinensiske sikkerhedsfanger, som en del af den netop indgåede aftale med palæstinenserne. Samtidig blev ny kraftig bombe fundet

TEL AVIV - Torsdag morgen ved daggry løslod Israel 200 palæstinensiske fanger, som blev kørt i busser fra Shikma fængslet ved byen Ashkelon til de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden. Fangerne er de første af i alt 350, som israelerne har accepteret at løslade i henhold til den nye israelsk-palæstinensiske fredsaftale, som parterne underskrev i Sharm el Sheikh lørdag aften.
De 200 nu løsladte er alle, hvad palæstinenserne kalder politiske fanger og israelerne sikkerhedsfanger. De har alle deltaget i politiske aktiviteter imod Israel, men efter israelsk krav tilhører ingen af dem radikale islamiske grupper som Hamas eller Islamisk Jihad, ligesom ingen har dræbt israelere. En lille del har dræbt palæstinensere, som samarbejdede med Israel. Aftalens sidste 150 fanger vil blive løsladt 8. oktober.
At freden endnu er spinkel understreges af, at en kraftig bombe senere på torsdagen blev fundet "i en at Israels store byer", som det hed i politiets første meddelelser. Om motivet kan have været nationalt vides endnu ikke.

Aftale godkendt
"Dybt i vore hjerter gør det ondt. Men vi er også en ansvarlig regering, som ved, at vi for at sikre fremtiden, Israels suverænitet og styrke må træffe vanskelige, somme tider smertelige beslutninger," sagde ministerpræsident Ehud Barak, da Knesset onsdag med stemmerne 54 for og 23 imod godkendte Sharm el Sheikh-aftalen.
"Det er godt at se fredsprocessen på sporet igen," siger den palæstinensiske advokat Jonathan Khuttab til Information.
"Men dette er kun den spæde start, og om man kan nå til enighed om de virkelig vanskelige punkter som Jerusalems fremtidige status og bosættelserne, er helt op til israelerne."
Ehud Barak har ved flere lejligheder indenfor de seneste dage udtalt sin vilje til ikke at lade nogen forhindre aftalens implementering. Det militante Hamas, som i august blev forhindret fortsat ophold i Jordan og heller ikke er velkomne i Syrien, tænkes at ville bevise, at hindringerne ikke forstyrrer organisationens væbnede kamp mod fredsprocessen.
Efterforskningen af søn-dagens bombesprængninger i Haifa og Tiberias har nu fastslået med sikkerhed, at gerningsmændene var israelske arabere med forbindelser til militante organisationer på Vestbredden.
Det var ikke planlagt som en selvmordsaktion, men blev det ved et uheld på grund af en misforståelse med bombernes tidsindstilling, fordi Israel var gået bort fra sommertid natten forinden.
Mandag i næste uge gennemfører Israel første af tre tilbagetrækninger, som efter planen skal give palæstinenserne kontrol over yderligere 11 pct. af Vestbredden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her