Marie Tetzlaffs russiske portrætter giver autentisk indblik i Moskva-skæbner
Samtaler
At sidde lange aftener og nætter ved et køkkenbord på størrelse med et frimærke, drikke te eller vodka, mens snakken går. Måske er der en som har taget guitaren med og synger et nummer af Vysotskij eller Okudsjava. Det bliver dybsindigt, melankolsk, morsomt, af og til det hele på en gang, inden man bryder op ud på morgenen og tager en taxa eller trolleybus hjem.
Sådan former de sig ofte i Rusland den åbenhjertige samtale henover køkkenbordet hjemme hos en bekendt, hvor betroelser veksler med deklamationer, og man forlader selskabet ør, men også beriget.
Journalisten Marie Tetzlaffs nye bog Russiske Skæbner har en stemning og en tone, der uvilkårligt minder om sådanne samtaler.
Bogen består af otte lange portrætinterviews, der giver indblik i en håndfuld almindelige russeres liv og kaster strejflys over landets dramatiske historie i dette århundrede. Det er mikro-historierne om ægteskab og karriere, forhåbninger og svigt, bolignød og udlængsel, der står i forgrunden i bogen, men bag dem aner man de store historiske begivenheder fra revolutionen og Stalins terror over Verdenskrigen frem til Perestrojka og kommunismens fald.
Russiske skæbner foregiver ikke at være sociologisk repræsentativ. Det er otte Moskovitter der portrætteres - og "Moskva er ikke Rusland," som mange russere både i og udenfor hovedstaden nok skal fortælle dig, men lidt af en verden for sig.
Det er otte medlemmer af den veluddannede middelklasse, vi møder - og otte repræsentanter for de generationer opvokset i Sovjet-tiden, der i dag er mellem 45 og 70 år gamle. De yngste af de interviewede er født i første halvdel af 1950'erne, de ældste omkring 1930, og det giver i tilbageblikket en naturlig vægt på Sovjet-tiden.
Begrænset udsyn
Det begrænser imidlertid også bogens udsyn, fordi dens hovedpersoner har relativt lidt at sige om "den nye Rusland", fra Perestrojka i 80'erne og fremefter.
Russiske skæbner svinger bedst hvor 'offeret' er en oplagt god fortæller eller har en fundamentalt vedkommende historie på hjerte.
Historikeren Boris' fortælling, hvordan han ved brug af charme og håndklaver gjorde karriere som underofficer, forsker (med speciale i russisk-islandske relationer!) og ghost-writer i 70'ernes og 80'ernes Sovjet giver et fint billede af 'Stagnationsårene' under Bresjnev, og minder om de mange gode grunde til at den sovjetiske kolos på lerfødder måtte bryde sammen.
I oversætteren Jelenas historie anslås de mere dystre tonearter i et tilbageblik på en outsider-tilværelse i Sovjet-samfundet som jøde - og dermed i skudlinjen, særligt under Stalins hysteriske kampagner mod "rodløse kosmopolitter" - og som en del af de litterære dissident-kredse. Jelenas konklusion, at det russiske folk "har vænnet sig til at være slaver," er ikke opmuntrende, men hendes beskrivelse af hvor undertrykkende, småligt og brutalt Sovjet-samfundet fungerede overfor anderledes tænkende er måske bogens fineste.
Bagom samtalerne i Marie Tetzlaffs bog ligger en understrøm af vold og kaos. De fleste russere har slægtninge og venner, der 'forsvandt' under Stalins terror eller faldt under krigen, men også på dagligdagens niveau skinner brutaliteten igennem - i de ofte fortvivlede boligforhold, en evig kilde til konflikter, i drikkeriet og intolerancen generationerne imellem.
Russiske skæbner er dog ikke tung læsning. Samtalerne, der er meget autentiske i tonen og letflydende i stilen, afspejler også det menneskelige overskud og begejstring, som kendetegner mange russere, og som gør landet og dets folk evigt uforudsigeligt og givende at beskæftige sig med.
*Marie Tetzlaff: Russiske skæbner. 280 s. 276 kr. L&R Fakta/Lindhardt & Ringhoff
