Læsetid: 5 min.

Ægteskabsdrama på klippeøen

3. september 1999

'Bornholms Stemme' er i sjælden grad værd at lytte til. Lotte Svendsens spillefilmsdebut er et frækt, morsomt og generøst bud på en anderledes dansk film, der tør handle om noget

Ny film
"Intet kan slå Bornholms Stemme af pinden," lyder speaker-Connys røst i lokalsenderen, med den lettere syngende Bornholmerdialekt, vi gennem filmen lærer at kende som tegn på livsbekræftelse og gå-på-mod.
Stærke kræfter sammensværger sig ellers for at vælte den unge Bornholmer-ægtepar Sonja og Lars Erik af pinden - den herlige grønne gren, som indbringende fiskeri har anbragt dem på. Bornholms Stemme er nemlig i højere grad et skarpt drama om velstandens og ægteskabets skrøbelige fundament end den (folke)komedie, som plakat og reklame lægger op til.
Vist er den morsom, men først og fremmest umiddelbart engagerende i sin ganske ubarmhjertige udmaling af en social rutsjetur i et af landets bestandigt truede erhverv.

Myldrebillede
Lotte Svendsen er dejligt upåvirket af moden, men ikke af en sund, barsk skepsis over for den traditionelle træsko-realisme, der nøjes med at reproducere i den gode hensigts navn.
Hun placerede sig allerede med novellefilm-satiren Royal Blues i dansk films fortrop. Her i Bornholms Stemme indfrier hun løfterne - og mere til. For filmen har netop den menneskelige fylde og spændvidde, det overskud af humor og varme, man kan forvente af en spillefilm. Den er vidunderligt befolket - fuld af sprælsk leben, skæve folketyper og den form for dansk råhygge, der bærer straffen med sig, når den bygger på fortrængninger.
Til tider - især i starten - proppes der næsten for mange figurer og sidetemaer ind i en ellers meget charmerende og livfuld eksposition. Vi får hele Sonjas bornholmske familie plus arbejdsvenner og bekendte samlet i et myldrebillede af et prange-party og en fest-gemytlighed, der dækker over alskens store og små gnidninger. Og samtidig indføjes passende symbolske forvarsler om kommende kamaliteter.
For Sonja og Lars Erik har baseret deres liv på en materialisme så forslugen, at ånderne må hævne sig. Vi er i det danske parcel-paradis med kunstig pejs og hvidvarer en masse - altsammen som pant på den kærlighed, som er reel nok, men har svært ved at udfolde sig med manden som skaffedyr på søen og konen som udstyrs-fikseret sød stueplante.

Havets højere magt
Filmens toneleje ligger i minefeltet mellem satire og solidaritet - dog med hældning mod det sidste.
Nok skal vi grine ad det forældede kønsrollemønster (handlingen er henlagt til 1981, og dette er provins) og ryste på hovedet ad fokuseringen på smagløse forbrugsgoder. Men samtidig gribes vi af to fundamentalt anstændige personers famlende forsøg på at overleve.
Lars Erik er fiskeren, der har været på havet siden
14-årsalderen og gisper efter luft, da han tvinges til at ligge brak på landjorden som følge af ny-indførte fiskekvoter. En god kammerat og arbejdsgiver, men tilflytter fra Vestjylland og derfor i krise-situationer tilbøjelig til at føle sig udenfor og vildført.
For hustru Sonja er bornholmer med hud og hår - snusfornuftig husmor og overkorrekt værtinde, men også hjemsøgt af en overtro, der har sin rod i klippeøens særlige placering midt i det stormomsuste hav. Naturen kan være dødbringende, som den var det for hendes mor, der begik selvmord på havet - en af famliens fortrængninger.
Havet må være i pagt med højere magter. Det skaber liv (fiskene), og det dræber. Frem for alt er det ukontrollabelt og dæmonisk - som det tids nok skal vise sig.

Keramiker-Larsen
Lotte Svendsen følger familien helt derud, hvor ragnarok er ved at indfinde sig med oversvømmelse og pludselig død. Visse scener får en surrealistisk farvning, når natur-elementerne tager overhånd. Men overblikket bevares, og hver person i det store figurgalleri er på plads til det sidste.
Sofie Stougaard, der var så fremragende som den alkoholiske søster i Royal Blues, strejfer til tider faretruende parodien som Sonja og har ikke helt følelsesmæssigt format til nogle svære, tragisk betonede slutscener.
Til gengæld drejer hun gang på gang husmor-tækkeligheden, så den bliver til charme og tiltrækkende underfundighed. Ikke mindst i samspillet med Thomas Bo Larsens rare keramiker, der byder på godt kammeratskab og en tiltrængt bi-indtægt. Det er karakteristisk for Lotte Svendsens friske synsmåde, at hun både i Royal Blues og Bornholms Stemme formår at bruge samme Larsen stik mod hans sædvanlige gadedrenge-image - her som sød, blød mand!

Gennembrud
Henrik Lykkegaard, der allerede viste sit filmtalent i Henrik Ruben Genz' Omveje, forankrer filmen som den energiske, snapsedrikkende, jysk-stædige Lars Erik. Manden, der nok skal holde foden på eget skibsdæk, indtil han må sande, at omstændighederne er stærkere end nok så megen viljekraft.
En præstation fuld af saft og kraft og viril slagfærdighed - og det vigtigste: evnen til at overbevise om de elementært sunde instinkter og den underliggende varme, der gør Lars Erik til andet og mere end den gennemsnitlige mandschauvinist. Hans afsluttende opgørsscene med Sonja spilles med alle nervetråde blottede, på en vældig indestængt harme og fortvivlelse.
Bifigurerne er over en bred bank så sjovt og træfsikkert tegnede, at man kvier sig ved at fremhæve nogle frem for andre i det lydefri ensemblespil. Alligevel må der lyde voldsom ros til Søren Hauch-Fausbøll som legesyg fisker, der bliver taxa-chauffør - meget morsomt, hvis det ikke var så utrolig sørgeligt. Han har ikke mange scener, men som han udnytter dem!
Det samme gør Jesper Ansholt i sine glimt som Lars Eriks tro følgesvend, og Michelle Bjørn-Andersen som Sonjas livlige søster. Pernille Grumme har nogle forrygende vittige øjeblikke som adoptionsdame med sans for våde varer, og Helle Dolleris styrer mod slutningen overgivent filmen fra tragedien over i befriende komik.

Årets bedste
Det hjælper selvfølgelig, at Lotte Svendsen og hendes medforfatter, Elith Nulle Nykjær, virkelig kan skrive roller, rigtige karakterer, i ægte samspil med miljø og social situation. Det er med til at gøre filmen 'vedkommende', som det hed i ældre dage, hvor man tillod sig at lave film om personer i reel, troværdig relation til omgivelser og opvækst.
Lotte Svendsen viderefører denne tradition på sin egen gavmildt humørfyldte måde. Som Royal Blues handler Bornholms Stemme om danskere helt nede på det glatte gulv, hvor socialt højerestående kræfter kan skalte og valte med deres tilværelse. Og om den modstandskraft, der alligevel kan mobiliseres, når alt kæntrer, og man må hive sig selv op ved hårrødderne.
Bornholms Stemme er årets hidtil bedste danske film, af vores mest lovende filmdebutant siden Thomas Vinterberg.

*Bornholms Stemme. Instruktion: Lotte Svendsen. Manuskript: Lotte Svendsen og Elith Nulle Nykjær. Dansk (Palads, Dagmar, Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her