Læsetid: 5 min.

Alder-dommen er afsagt

25. september 1999

'Ældrebyrden' er ikke så tung - men arbejdsmarkedet er gumpetungt

Qlummen
Læs!" Min kollega, den dygtige webredaktør, fnyste. Normalt en sød og omgængelig person, men nu var vedkommende ganske gevaldigt gal. Et stykke papir blev hidsigt viftet om min næse.
Det var et stillingsopslag fra Information. Jeg læste, forstod, og lagde papiret i bunken til de andre udklip, jeg har samlet i det sidste halve års tid.
Udklipsbunken består af tekster, der handler om ældrebyrden; et moderne ord fra det velfærdspolitiske vokabularium. Ældrebyrden er et kodeord for nogle af de problemer, man mener, der er i velfærdssamfundet, hvor goderne gerne skal fordeles ligeligt, og byrderne bør bæres af dem, der har brede skuldre.
Vi er altså ovre i billedsproget, for til hverdag går vi jo ikke sådan rundt med hinanden på skuldrene. Ikke desto mindre fortæller vi, med ordet ældrebyrden, med på en vrangforestilling, der går ud på, at 'ældre' er meget, meget tunge. Og dem, der åbenbart skal knække nakken på at bære dem, er som regel 'de små ungdomsårgange.'

Udklippene er naturligvis primært fra Information, min daglige avis, der på ingen måde adskiller sig fra de andre medier, når der skrives om ældrebyrden. 'Ældre-problemet,' som det også kaldes, består i, at gennemsnitslevealderen i dette århundrede er steget med 25 år, og mange mennesker bliver ikke blot 60, men også 80 og 90 år gamle. Samtidig er velfærdssamfundet vokset, det er blevet dyrt, og vi er mange, der kræver hver vores. Når riget fattes penge, ser vi os omkring for at få øje på nogle andre end os selv, der koster for meget. Vi vurderer disse mennesker ud fra enkelte træk, de har til fælles, og bunker dem sammen i kategorier. Det kan være 'børnefamilier,' 'indvandrere,' 'landmænd,' eller 'de ældre.'
Vi hører, tror, og fortæller selv videre på historien om, at der bliver flere ældre, som bliver dyrere for et samfund, der har færre yngre til at betale udgifterne. Her er filmen allerede knækket. For 'ældre,' hvem er det, og kan det virkelig være rigtigt, at de alle er ens - og dyre? Kan de slet ikke klare sig selv? Kassetænkning spærrer for udsynet.

For eksempel bragte Information i august en 'science fiction'-historie om skatten og serviceniveauet. I fremtiden kan det offentlige ikke servicere alle ældre uanset indkomst. Journalisten konkluderer, at så må Mogens Lykketoft selv fortsætte med at betale sin rengøring, når han fylder 65 og bliver en velstillet pensionist. Jeg anbefaler et kursus i virkelighed! Tror man rent faktisk, at det i dag er kotumen, så snart man fylder 65 år, at kommunen sender en hær af servicefolk til ens hjem, for at tilbyde hjælp med rengøring, madlavning og nulring af tæerne?
I virkelighedens verden er det ikke så nemt at få hjemmehjælp; der skal gode argumenter og grundig visitation til. Af dem over 65 år modtager max. 20 pct. hjemmehjælp.

Ældrebyrden vejer ikke kun tungt i social-og sundhedssektoren, men også på arbejdsmarkedet. Danskerne uddanner sig for længe, arbejder i for kort tid, og går (for) tidligt på pension. Det er et problem, fordi der er mangel på arbejdskraft. Det er så slemt, at man overvejer at importere arbejdskraft fra udlandet, selvom professor P.C. Matthiessen i august udtalte til Weekendavisen, at ældrebyrden kunne afbalanceres ved at trække nogle af de mennesker i arbejde, der i øjeblikket er på overførselsindkomst. Ifølge P.C. Matthiessen drejer det sig om 25 pct. af alle danskere mellem 18 og 66 år, SU-modtagere ikke iberegnet. Det er altså ikke blot ældre, der koster...

Der er også nogle, der omsider har opdaget, at der måske kunne være brugbar arbejdskraft tilbage i den store gruppe af 66+-årige. På Socialdemokratiets kongres talte man om, hvordan 'seniorerne' kan fastholdes på arbejdsmarkedet ved hjælp af fleksibel arbejdstid og ditto opgaver. Udmærket, men det hjælper bare ikke så meget. Siden efterlønnen blev indført i 1970'erne og siden de ældre under 80'ernes stigende arbejsløshed blev skreget ørene fulde med, at de fungerede som flaskehalse, og at de ikke var kompetente nok, har disse mennesker set frem til dagen, hvor de kan forlade det utaknemlige arbejdsmarked. Nu vil de slet ikke fortsætte - fleksible ordninger eller ej. For der er noget, som hænger fast hos ældre, men især hos yngre medarbejdere. Og det er den grundlæggende overbevisning, som bl.a. Frank Aaen i herværende blad gav udtryk for (6.9), nemlig at de ældre "har svært ved at tilegne sig nye kvalifikationer." De ældre medarbejdere betragtes simpelthen ikke som kvalificerede, fordi vi tror som Rifbjerg, der udtalte i marts til Information, at "de unge har altid ret. Det har de, fordi de er unge."

Som belæg finder Rifbjerg pudsigt nok en naturvidenskabelig terminologi: "Generelt er det jo sådan i en fysiologisk sammenhæng, at der indtræder en vis stivnen. F.eks. viser en undersøgelse, at efter 35 har de fleste mennesker svært ved at tilegne sig ny musik."
Reference udbedes, Rifbjerg, og kvitteres til gengæld med en anden naturvidenskabelig reference, som påviser, at intelligens og hukommelse ikke nødvendigvis bliver dårligere med alderen, men at hjernen, ligesom enhver anden muskel, vedligeholdes ved hjælp af træning, og derfor er uddannelsesniveau, og/eller daglig brug af de små grå, en rimelig god indikator for manglende stivnen med alderen. Da uddannelsesniveauet generelt er stigende for den danske befolkning, kan vi kun forvente, at ældrebyrdens konsekvenser i hvert fald ikke rammer på de intellektuelle områder.
Så meget desto mere var det helt absurd, da der i august blev råbt vagt i gevær på grund af det store professor-ælde i Danmark. Professorer i Danmark er alt for gamle, hed det. (Over 55 år i gennemsnit!) Landets universiteter er ramt af en såkaldt 'forgubningseffekt', som Informations leder så flatterende beskrev det. Der er ingen afsløringer af forbrydelsens art; det synes at være tilstrækkelig argumentation for anklagen, at professorerne er nogle 'halv- og helgamle drys'. Selv når det handler om landets universiteter, misbilliger vi altså en ophobning af viden. Ældre er ikke en styrke, men en byrde.

Så til det famøse stillingsopslag. Information søgte webmedarbejdere. 'Min' webredaktør er kvinde, men selv en kvinde er vel ok? Ifølge loven er køn og andre personlige kendetegn faux pas i stillingsopslag; man må ikke søge efter folk med lyst hår, ring i navlen eller tørklæde på. Alder er der dog ingen regler for. De "kommende medarbejdere," stod der, "er formentlig mellem 20 og 30 år." Hende, jeg kender, er 53! Men føler sig naturligvis ikke videre velkommen. Alder-dom er en kulturel dom, og arbejdsmarkedet er mere gumpetungt end de ældre selv. Derfor bliver det svært at vende ældrebyrden til at blive en ældreressource.

Reference: Peter Laursen: The impact of aging on cognitive functions. An 11 year follow-up study of four age cohorts. Acta neurologica scandinavica, supplementum no. 172. vol. 96, 1997. Munksgaard. (disputats)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu