Marina Cecilie Roné sanser skarpt, men tænker uklart
Roman
Marina Cecilie Roné (f. 1967) fik, hvad man med en slap kliché betegner et brag af en debut, da hun i 1990 udsendte novellerne Ud af et skød.
Heri skildredes hudløst, med stil og med fascinerende klarsyn, børn, der var blevet for tidligt voksne, og voksne, der var forblevet børn.
Denne konstellation går igen i romanen Lyng, der i en firdelt komposition kredser om et barn, der omkom ved en færdselsulykke og siden, hvis vi skal tro på fiktionen, har spøgt i sindet hos sine forældre og sin jævnaldrende veninde.
Den første, læseren møder, er barndomsveninden Hannah, der nu bor i Paris blandt bumser og skabagtige bøsser. Hun siges at være billedhugger, men dalrer reelt bare rundt uden mål og med. Indtil med ét hendes liv tager retning. En aften ringer hendes moder og fortæller, at hendes moder er død.
Hvordan går dette til? Jo, da Lyng, veninden, døde, knyttede Hannah sig meget tæt til hendes moder Elisa, for hvem hun blev en kær erstatning for det mistede barn, og hos hvem hun fandt en hidtil ukendt tryghed og ro. Ikke desto mindre slutter første del med, at Hannah forlader begravelsen sammen med Jonathan, enkemanden.
Og i fjerde del er hun så flyttet ind hos ham.
De spiser andelevermousse, vagtelæg, perlehønebryst og beri-beri-and. Hertil nydes grøntsager, ristet brød og Margaux.
Mellem romanens optakt og slutning, der begge fortælles i 3. person, beretter Lyngs to forældre i 1. person ental om deres samliv og savn, tildels i en brudt kronologi, der gør det muligt for forfatteren at medinddrage tiden før datterens død, årene før alting gik af lave.
Om moderen Elisa, erfarer vi, at hun fremstiller finere møbler, et sted mellem håndværk og kunst, bl.a. et "kastanjebord", som op gennem romanen vokser til et monstrum af et litterært symbol. Sideløbende med sit skabende virke kører hun et forhold til en elsker ved navn William, der dog hverken synes at interessere hende eller bogens forfatter.
Hvad ægtemanden angår, den travle Jonathan, har han sin gang på Kunstakademiet, hvor han da også har gaflet sin elskerinde, den langlemmede Beth, der bager scones og serverer dem til italiensk espresso, men som også forstår sig på lændemassage.
Linjer og mønstre
Romanens overordnede projekt består nu i, for det første at få læseren til at tro på, at de tre inderligt uinteressante og evindeligt selvkredsende hovedpersoner kredser om den afdøde pige, endskønt de på hver eneste side kun piller monomant i egne navler, samt i for det andet at bringe os til at læse hele historien om dem som intet mindre end en Skæbnefiguration, der bedst kan beskues fra luftfotografisk perspektiv:
"Hver af os er et punkt og ud fra det punkt løber et spind af linier hen mod andre punkter. Nogle af linierne danner mønstre og figurer ligesom punkttegningerne, man lavede som barn ved at føre streger mellem tal. Andre linier forbinder kun to enkelte punkter. Lader man blikket fare ud fra et andet punkt, vil der vise sig nye mønstre og figurer, hvori måske netop mit punkt eller dit blot er et af mange."
Sådan lommefilosoferer Hannah på romanens første side. På den sidste, som man når frem til efter 250 blades opstyltet sjælegnaveri, runder Hannah hånden over dét maveskind, bag hvilket hun bærer det barn, venindens fader i sin uendelige omsorg har lavet på netop hende:
Skæbne-postulater
"Hun ved, at barnet inden under maveskindet langtfra er noget naturvidenskabeligt. Det er en skæbne vævet ind i andre skæbner med ufattelig præcision." Heraf bogens undertitel: En skæbneroman.
Der findes muligvis en enkelt velvilligt indstillet læser, der er i stand til at sluge Marina Cecilie Ronés skæbne-postulater råt, og som følgelig vil opleve romanens slutord som en kæmpemæssig bimlende forløsning. Men har man, som undertegnede, romanen igennem blot hørt fortælletonen skingre og romankonstruktionen knirke, ækles man inderligt.
Marina Cecilie Roné har som skribent sin styrke i hyper-sensitiv registrering af fysiske detaljer og i den dramatiske mini-kortlægning af de psykiske rids, vi mennesker tilføjer hverandre.
Forståelses-forbud
Men hun har ikke i Lyng formået at frugtbargøre dette sit talent, formentlig fordi romanen fra først til sidst er skævvinklet på sit erfarings- og konfliktmateriale. Et sted beskrives en velmenende terapeut, der, som der står, "har taget uddannelse i at vide, hvad det gør ved mennesker at miste børn." Ham tror Jonathan ikke meget på, og heri synes forfatteren enig.
Men romanen har på den anden side heller ingen egen indsigt at sætte i stedet, og derved bliver den umådelig typisk for 90ernes totalforbud mod psykologi i litteraturen.
Alt i denne roman udspiller sig på en psykisk intimscene befolket af navlebefamlere, der strides om hinandens gunst og om forfatterens spotlight. Men fordi forfatteren én gang for alle har besluttet at tænke i subtile skæbnemønstre fremfor i livsforståelse, får det psykiske materiale lov at brede sig mycelieagtigt og danne et detaljernes virvar frit for episk fortolkning.
Resultatet forekommer overlæsset og under-tænkt: Alt for mange uforbrændte slagger. Alt for få lyse ideer.
*Marina Cecilie Roné: Lyng - En skæbneroman. 259 s. 248 kr. Lindhardt og Ringhof
