Læsetid: 8 min.

Andreottis to sager

25. september 1999

I går faldt dommen i mordsagen mod Giulio Andreotti, Italiens mest prominente statsmand i efterkrigstiden. Men Andreotti er stadig anklaget i Palermo i en sag om mafia-virksomhed. De to sager hænger uløseligt sammen

Rom - Da den romerske journalist Carmine Pecorelli, kaldet Mino, om aftenen den 20. marts 1979 forlod redaktionslokalet, hvor han egenhændigt skrev og redigerede det lille tidsskrift Osservatorio Politico, blev han passet op af to mænd. De dræbte ham med pistolskud gennem munden. De formodede gerningsmænd var en af mafiaens soldater, Michelangelo La Barbera, og en tidligere ny-fascistisk terrorist, Massimo Carminati, der var blevet almindelig kriminel i den romerske underverden med mafiatilknytning.
De to mænd handlede efter ordre, og det var påstanden fra den offentlige anklager i Perugia, at mordet var bestilt af Giulio Andreotti, syv gange statsminister og Italiens mest prominente politiske leder i tiden efter Anden Verdenskrig. Dommen - afsagt af to dommere og seks domsmænd - er faldet efter en sag, der indledtes den 11. april 1996, og som italienerne i mellemtiden er blevet så trætte af, at dens afslutning omtaltes uden forsidehenvisning i mandagsudgaven af landets største dagblad, La Repubblica, på side 15.
Andreotti står også anklaget ved retten i Palermo - for mafiavirksomhed - og mordet på Pecorelli er kun forståligt i lyset af denne langt mere omfattende og endnu uafsluttede sag.

Siciliansk forbindelse
Andreotti byggede sin politiske magtbase i det nu hedengangne kristeligt demokratiske parti på sicilianske stemmer, og hans fløj blev den vindende i det stærkt holdningsdelte parti. Det er den palermitanske anklagemyndigheds påstand, at mafiaen solgte Andreotti stemmer og gjorde ham tjenester til gengæld for politisk beskyttelse fra højeste sted. Kommandovejen var denne:
Den sicilianske politiker Salvo Lima var - indtil han blev myrdet i 1992 - Andreottis forlængede politiske arm på Sicilien. Borgmester i Palermo i en periode, senere parlamentsmedlem og Europaparlamentariker, og den der skulle sørge for, at politikere valgt på Sicilien tilhørte Andreottis fløj. Salvo Limas medlemsskab af mafiaen var kendt, og nyt lys blev der kastet over det ved hans voldelige død. Han kunne ikke længere overholde sine forpligtelser, lyder vidnesbyrdet fra en af de mafiosi, der har valgt at samarbejde med anklagemyndigheden. Mordet på Lima var, stadig ifølge anklagemyndigheden, et vink til Andreotti om, at han var bagud med sine tjenesteydelser til mafiaen.
Giulio Andreotti benægter ikke sit mangeårige samarbejde med Lima, men afviser ethvert kendskab til hans mafiatilknytning. Kommunikationsvejen til og fra mafiaens ledelse gik gennem Lima videre til de to fætre: Nino og Ignazio Salvo - storentreprenører, finansfolk med interesser i alt, ustyrligt rige og med det meget lukrative hverv at være statens skatteopkrævere på Sicilien. Fætrene Salvo var Siciliens mest synlige pengemagt og deres mafiamedlemskab ubestridt og dokumenteret ved dom - før den ene blev myrdet og den anden døde naturligt.

Uoplyst om Italien
Men fætrene Salvo afviser Andreotti ethvert kendskab til, på trods af at hans hemmeligste telefonnummer er fundet under navnet Giulio i den ene fætters lommebog, og på trods af, at han beviseligt har sendt en dyr gave med vedlagt kort til en af Salvo-døtrenes bryllup. Andreotti har aldrig mødt dem, hørt om dem eller set dem, hævder han. End ikke på billeder, selv om han er blevet fotograferet sammen med dem, og selv om fætrene Salvo i en periode var på alle avisforsider og genstand for offentlig debat.
Andreottis gentagne afvisning af et blot overfladisk kendskab til de berygtede fætre fremkaldte under de indledende afhøringer af Andreotti i 1993 denne sarkastiske bemærkning fra undersøgelsesdommeren: "De forekommer at være en af de italienske borgere, der er dårligst oplyst om Italiens nyere historie."

Præsidentens checks
Men hvorfor skulle Giulio Andreotti bestille mafiaen til at myrde en romersk journalist samme dag, han dannede sin femte regering?
Mino Pecorelli var medlem af frimurerlogen P2, som blandt sine medlemmer talte Italiens mægtigste mænd, og hvor også repræsentanter fra de meget selvstændigt opererende efterretningstjenester havde deres gang. Pecorellis lille tidsskrift, OP, blev oprindeligt finansieret af CIA og de italienske efterretnings-tjenester med det formål at sprede misinformation, og redaktøren skrev og trykte, hvad han fik besked på.
Men af uopklarede årsager blev han pludselig ukontrollabel og gav sig til at skrive historier, som gik hans kilder og logebrødre imod. En af dem handlede om Andreottis rolle i en speget banksag, hvor mafiaens bankier, Michele Sindona, spillede en hovedrolle i hvidvaskning af mafiapenge, og hvor Andreotti fik kanaliseret penge både til sig selv og til venners betrængte virksomheder gennem den private bank Italcasse. Pecorelli havde skrevet historien, han havde kopier af de checks, der var udstedt til Andreotti, og under slaglinien "Præsidentens checks" prydede de den forside, der var indleveret til trykkeren. Selve historien var ikke afleveret og blev det aldrig.
Pecorelli blev inviteret til middag i en klub i Rom, Famija Piemonteisa, hvor en håndfuld af Andreottis mest betroede mænd deltog. Alle højt-stående politikere og embedsmænd. Pecorelli bekræftede, at han havde historien trykklar, men samtidig, at han var villig til at skrotte den mod at få en akkumuleret gæld til trykkeren på 30 mio. lire betalt.
Pengene blev udbetalt i kontanter af en af hovedpersonerne i bankskandalen til Andreottis højrehånd og viceminister i statsministeriet, Franco Evangelisti, som befordrede dem videre til trykkeren. Det skete - ifølge Evangelistis eget vidneudsagn - den 19. marts 1979. Dagen efter blev Pecorelli myrdet - samme dag som Giulio Andreotti dannede sin femte regering.

Skulle Aldo Moro ofres
Men Mino Pecorelli blev ikke blot myrdet på grund af sin viden om Italcasse-sagen, lyder anklagemyndighedens påstand. Den var blot et vidnesbyrd om, at Pecorelli var i besiddelse af en viden, som var langt mere omfattende og kompromitterende for Andreotti, for hans kristeligt demokratiske parti og dermed for staten, fordi partiet efter 40 års uafbrudt regeringsmagt identificerede sig selv med staten. Pecorelli blev slået ihjel, fordi han også kendte Andreottis rolle i forbindelse med De Røde Brigaders bortførelse af og senere drab på Aldo Moro.
Moro var Andreottis politiske og personlige antagonist i det kristeligt demokratiske parti. Regeringschef og med vision om en kristeligt demokratisk regering med kommunistisk støtte eller deltagelse. Det såkaldt historiske kompromis. En vision, som fik Henry Kissinger, CIA og de ny-fascistisk orienterede italienske hemmelige tjenester i højeste alarmberedskab. En situation, som det yderste militante venstre kunne bruge til at stemple det store kommunistparti som klasseforræddere med.
Moro blev bortført den 16. marts 1978, og efter 55 dages fangenskab i en villa i Rom og daglige afhøringer af "Folkets domstol" blev han dræbt og hans lig anbragt bag i en bil parkeret nøjagtigt mellem det kommunistiske og og det kristelige partis hovedkvarterer. I løbet af de 55 dage stod de politiske fronter stejlt mod hinanden: Skulle man forhandle med terroristerne om løsladelse, eller skulle man ofre Moro for princippets skyld. Pecorelli-sagen viser, at Giulio Andreotti havde stærkt personlige motiver til ikke at ville forhandle.

Har ikke forstået en skid
Kort tid efter bortførelsen af Moro blev der på Sicilien holdt et møde i mafiaens øverste ledelse. Kommissionen eller La Cupola (Kuplen). En fløj, anført af Stefano Bontate, mente, at mafiaen skulle arbejde for en løsladelse af Moro, mens en anden, anført af Toto Riina, sagde klart fra.
Kronvidnet i begge sager mod Andreotti er den angrende mafioso Tommaso Buscetta, som på tidspunktet for dette møde sad fængslet i Cuneo, hvor der også sad medlemmer af Den Røde Brigader. Han blev pålagt at forhandle med dem om frigivelse af Moro. Hvilket i sig selv er besynderligt. Mafiaen blander sig ikke i anden politik end den, der giver dem selv fordele, og den opererede i smult vande i de år, hvor offentligheden og staten var helt optaget af terrorismen fra højre og venstre. Mafiaens motiv til at intervenere var et andet: Den havde en aftale. Med Andreotti. En anden angrende mafioso, Marino Mannoia, er vidne til en meningsudveks-ling mellem Stefano Bontate og Toto Riinas mand Pippo Calò, og den understøttes af andre vidner: "Stefano, har du endnu ikke forstået en skid. Spidserne i hans parti vil ikke have ham fri."
Under sit fangenskab hos de røde brigader kom Moro til at lide under det, der siden er blevet kaldt 'Stockholm-syndromet' (Gidseltagningen af personalet under et bankrøveri på Stormalmstorg). Han begyndte at identificere sig med sine vogtere og under de stenograferede afhøringer og i de appellerende breve, han sendte ud til offentligheden, begyndte han at plapre løs om partiets, statens - og Andreottis - hemmeligheder. Antydningsvis.

Papirer dukker op
Fem måneder efter at Moro blev dræbt brød en gruppe af det specielle anti-terrorkors af carabinieri ind i en lejlighed i Via Monte Nevoso i Milano, som husede De Røde Brigaders generalstab, og overraskede ni af dem i færd med at renskrive afhøringsreferaterne af Moro og hans egne notater. Hele det beslaglagte materiale blev straks offentliggjort - troede man.
En del af det er sandsynligvis tilflydt Andreotti, som i en kamp om tilsyn med efterretningstjenesterne havde tilkæmpet sig så megen kontrol over dem, som man nu kunne få. I hvert fald vakte offentliggørelsen af de 49 sider, som indenrigsministeriet frigav, ikke stor furore. Det var hemmeligheder, som alle mere eller mindre kendte. Men Pecorelli kunne straks i sit lille dubiøse tidsskrift hævde, at materialet var censureret og ufuldstændigt, og han kunne drilagtigt, men troværdigt, citere fra Moro-papirer, som officielt ikke eksisterede og aldrig var blevet fundet.
Det blev de 12 år senere. I 1990. Under en ombygning af lejligheden i via Monte Nevoso fandt man i skunken bag en gipsvæg det, man forsigtigt måtte kalde den fuldstændige samling af papirer. Men da var afsløringerne ikke længere så kompromitterende, som de ville have været i 1978, og to mænd havde måttet lade livet i mellemtiden, fordi de dengang kendte dem. Pecorelli og den carabinieri-general, Carlo Alberto Dalla Chiesa, som nidkært og aldeles ubestikkeligt førte kampen mod De Røde Brigader.
Det er uvist, hvordan materialet er kommet i deres besiddelse, men de har delt hemmeligheden om at have det, og nationalhelten Dalla Chiesa, som vandt krigen mod rødbrigaderne har haft flere dokumenterede møder med den bestikkelige journalist på logebrødrenes og efterretningstjenesternes lønningsliste. Moro-papirene var deres livsforsikring mod anslag fra Andreotti, har generalen hævdet, men den hjalp ham lige så lidt som den hjalp Pecorelli. Dalla Chiesa blev myrdet af mafiaen, skønt denne ikke havde noget som helst motiv til at gøre det.

Farlige hemmeligheder
Hemmelighederne er i dag selvfølgelige. Kendt for 20 år siden ville de have været dødbringende for Andreotti: Tilstedeværelse af en militærenhed til bekæmpelse af kommunister under kodenavnet "Stay behind" eller Gladio. CIA-finansiering af de kristelige demokrater.
Men også om stærke amerikanske kræfter - CIA's og udenrigsminister Kissingers - for at stække Moro og hans flirt med Vesteuropas største kommunistparti. Stærkest, måske, frimurerlogens, efterretningstjensternes og Andreotti-regeringernes stadigt uopklarede initiativer til terrorhandlinger med mange bombeofre forklædt som venstrefløjsaktioner i propagandaøjemed. Måske også en tidlig viden om Andreottis mafia-pagt, som han står anklaget for i Palermo, og hvor mordet på general Dalla Chiesa indgår i anklageskriftet.
Det gør det ikke i Perugia, hvor man udelukkende har taget stilling til om den stadigt fejrede 80-årige statsmand og senator på livstid skulle idømmes livsvarigt fængsel for mordet på journalisten, der vidste for meget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu