Læsetid: 5 min.

'Arafat er en dårlig diktator'

18. september 1999

Tortur, mishandling og ulovlige fængslinger er udbredt i de palæstinensiske selvstyreområder, hvor 'de gamle terrorister' har svært ved at omstille sig til at være demokrater

JERUSALEM - Mahmoud kan godt gribe sig selv i at savne den israelske besættelsesmagt lidt. Når han før i tiden skulle have sin bedagede Fiat til det årlige syn, fik han brev om det i god tid forinden, kørte ind til Jerusalem og fik sagen overstået med erlæggelse af et statsligt fastsat gebyr, som han fik kvittering på, samt en lille times ventetid.
"I dag kan det samme vare dage," fortæller han. "Man stiller i køen en tidlig morgen, og efter at have betalt bestikkelse i uspecificeret omfang til prøvestationens embedsmænd, kan man være heldig at slippe gennem nåleøjet hen på eftermiddagen. Ellers må man prøve igen dagen efter."
Mahmoud er blevet borger i de palæstinensiske selvstyreområder. Han er stolt af sin nye tilværelse og priser formand Yasser Arafat, selvom han klager over korruption og manglende retssikkerhed. Både Mahmouds små, daglige besværligheder og alvorlige overgreb på basale menneskerettigheder udgør en anden side af en stat på vej, og får kritikken mod Arafats egenrådige facon til at vokse.
"Yasser Arafat er ikke blot diktator. Han er endog en usædvanligt dårlig diktator," siger Haidar Abd el Shafi, som har taget turen fra tro
Arafat-støtte til en af formandens skarpeste kritikere.
Han efterlyser fri presse og ytringsfrihed, besværer sig over vilkårlige fængslinger, brutalitet fra ordensmagtens side, henrettelser på et alt for løst grundlag. Listen er længere endnu.
"Jeg undrer mig lige så meget som de fleste andre, og har personligt forsøgt ved flere lejligheder at få formanden til at indse demokratiets fordele. Jeg tror, han i så mange år har været vant til at stå i spidsen for en frihedsbevægelse, at han simpelt hen har svært ved at fravige troen på en militært inspireret kommandostruktur som det eneste rigtige."
Fængslet i Jeriko
I juli 1995 arresterede
Israels sikkerhedstjeneste Jamal al Hindi, som de mistænkte for drabet på to unge israelere på Vestbredden. Under håndfaste forhørsmetoder tilstod han og angav fætrene Shaher og Yusuf Al Ra'i som medvirkende. Da al Hindis uskyld senere kom for en dag blev han løsladt igen, mens hans 'medsammensvorne' endnu i dag sidder fængslet i Jeriko.
De blev i forbindelse med mordsagen taget i forvaring af Mukhabarat, en af de palæstinensiske sikkerhedstjenester. Da de to ønskede at blive udleveret til retsforfølgelse i Israel, idømte man dem hver 12 års fængsel med hårdt arbejde - fem af årene dog betinget. De to fætre fik aldrig at vide, hvad de stod anklaget for.
"Retssagen fandt sted midt om natten og varede kun fem minutter," forklarer Khader Shkirat, som er direktør for LAW, den palæstinensi-
ske menneskerettighedsorganisation .
Han har medvirket til udarbejdelsen af en netop offentliggjort rapport om sagen. "Al god retspraksis blev tilsidesat, man nægtede dem appelmulighed og først under retssagen fik de at vide, at de blev dømt for "at skade palæstinensiske interesser," hvad det så end betyder. Siden har myndighederne erkendt, at de er uskyldige, men nægter fortsat at løslade dem. De siger, de vil undgå negative israelske reaktioner."

Græsrødder
Den palæstinensiske ledelse har ved flere lejligheder erklæret , at det er dens hensigt at overholde menneskerettighederne. Så tidligt som i 1988 indeholdt den såkaldte Palæstinensiske Selvstændighedserklæring et afsnit om dette.
"Jeg tror, vores menneskerettighedssituation er bedre end i andre arabiske lande, men der mangler stadig meget. Tortur er udbredt, der er stor overlapning mellem de forskellige sikkerhedstjenester og vi ser en stigende militarisering af det palæstinensiske samfund. Masser af mennesker bliver uskyldigt dømt," fortsætter Khader Shkirat.
Mindst 450 mennesker blev i løbet af 1998 arresteret af politiske grunde, og over 500 personer sidder fængslet uden dom, noterer Amnesty International i sin rapport om de palæstinensiske selvstyreområder. Tortur og mishandling er udbredt, og tre varetægtsfængslede har mistet livet som følge heraf.
"Vi har ikke demokrati, for vores ledelse er udemokratisk," siger Khader Shkirat. "Fredsprocessen har al deres opmærksomhed, så derfor tænker ingen af vore ledere på at lægge kræfter i opbyggelse af en nation."
Det er stadig den gamle elite fra eksilet i Tunis, som sidder på magten i det palæstinensiske selvstyre. At have været med i eksilet er en god adgangsbillet til en stilling i politiet, hvilket er medvirkende til, at antallet af ansatte i de forskellige sikkerhedstjenester er svulmet op til et sted mellem 40 og 50.000. Haidar Abdel Shafi kalder det en magtkamp, mens flere andre iagttagere ser den bevidste udelukkelse af demokrati som en måde at holde sig ved magten og bevare kløften i den palæstinensiske befolkning.
Som organisation har LAW ikke de letteste arbejdsvilkår. Den bliver mødt med mistro fra myndighedernes side.
"Vi bruger den lille flig af demokrati, vi trods alt har, til at opbygge noget. Men hvor vi end kommer møder myndighederne os med mistro og trusler. Vi bliver beskyldt for at være agenter for CIA og for at hjælpe israelerne til at modarbejde opbygningen af Palæstina."
Khader Shkirat er blandt stifterne af LAW, som også hedder The Palestinian Society for the Protection of Human Rights. Fra fire kontorer i Østjerusalem og de palæstinensiske selvstyreområder yder organisationen advokatbistand til palæstinensere i klemme, udarbejder rapporter om overgreb på menneskerettighederne og ikke mindst bibringer man borgere en fornemmelse af basal retssikkerhed gennem græsrodsarbejde.
"Vi lægger utrolig stor vægt på græsrodsarbejdet," tilføjer Khader Shkiat. "Som vores situation er lige nu, kan demokrati kun skabes nedefra."

Arabisk sheikh
Den palæstinensiske journalist Saïd K. Aburish udsendte sidste november en usædvanligt kritisk biografi over selvstyreformanden. L'Etat Arafat kalder han i en overskrift den spirende palæstinensiske stat, og omtaler dens leder som en arabisk sheikh fra en svunden tid.
Saïd Aburish giver som forklaring på tingenes ulykkelige tilstand først Arafats totale fiasko i organiseringen af PLO, herefter formandens institutionalisering af korruption og som et tredje element hans afhængighed af middelmådigheder og afvisning af begavede menneskers råd.
"Disse tre fejl har bidraget til hans diktatoriske facon. Dette førte til eliminering af modstandere, og snart var filosofien om en altødelæggende absolut magt den fremherskende," skriver han.
"Vi har ikke skyggen af demokrati i Palæstina, og det er formandens bevidste valg. Som opposition betragter vi det derfor som vores opgave at oplyse bredt om disse forhold, for kun ved en folkelig forståelse af manglerne har vi håb om at kunne ændre på tingene," vægter Haidar Abd el Shafi omhyggeligt sine kritiske ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her