Frygt på årsmøde for at asiatiske tigre glemmer reformerne. Kritikere giver IMF skylden for sidste års valutakrise
BOSTON - Harvard-økonomen Jeffrey Sachs undrer sig dybt over et paradoks.
Under den internationale finanskrise i 1997-98 hed det, at de sydøstasiatiske tigre - som Thailand, Sydkorea, Malaysia og Indonesien - selv bar skylden for en valutakrise, som drænede dem for udenlandsk kapital og forvoldte en ødelæggende økonomisk krise i regionen.
En elendig banksektor, en dårlig udlånspolitik og korruption skulle være synderne, hævdede Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken samt USA og Europa.
"I 1996 var de sydøstasiatiske økonomier en succesmodel alles darling. Året efter blev de kaldt den internationale valutakrises skurk. Det hænger ikke sammen. Hvad vi oplevede var en klassisk finanspanik, som kunne have været undgået," siger professor Sachs fra Harvard Institute for International Development.
Men denne teori godtages ikke af IMF og Verdensbanken. På deres årsmøder sidste efterår behandlede de i stedet nævnte temaer som en reform af banksektoren og bekæmpelse af korruption såvel som en reform af det internationale finanssystems 'arkitektur'.
Disse emner og andre vil ikke overraskende gå igen på IMF's og Verdensbankens møder i år, der startede i denne uge og varer til på tirsdag. Dramatikken fra sidste år mangler. Dengang havde Rusland netop erklæret sig konkurs, og Brasilien så ud til at blive det næste offer for valutakrisens smitte. I begge lande er situationen sidenhen blevet stabiliseret.
Alles opmærksomhed er nu fokuseret på genopsvinget i Asien, og den overvejende frygt i internationale bankkredse synes at være: Bare det pludselige omsving ikke virker som en sovepude!
"Hvad skete der med alle vores drømme om reform," spørger Verdensbankens præsident James Wolfensohn i et interview med International Herald Tribune. "Så snart det økonomiske lokomotiv starter op igen, mindskes presset for reformer."
Uskyldige ofre
IMF og Verdensbanken mener, at det internationale finanssystem stor set virkede under valutakrisen. Hjælpepakker stablet på benene af de to institutioner bl.a. lån på 120 mia. dollar til Thailand, Sydkorea og Indonesien i 1997-98 havde det ønskede resultat: De tre lande vandt hurtigt fodfæste.
Nogle uafhængige økonomer smiler overbærende, når de hører denne forklaring. I det seneste nummer af tidsskriftet Foreign Affairs hudfletter tidligere næstformand i USA's centralbank Alan Blinder - nu professor på Princeton University - Valutafonden for de mange fejl, der blev begået i håndteringen af finanskrisen.
Hvorfor anbefalede IMF liberalisering af kapitalbevægelser som en løsning på valutakrisen? "Det er pinligt at måtte indrømme, at denne idé kom fra min egen regering - den amerikanske," skriver Blinder.
Hvorfor forlangte IMF en stram budgetpolitik i de kriseramte lande? "Hverken budgetunderskud eller inflation var problemet. Endnu har Fonden ikke indrømmet dette fejlskridt," konstaterer professor Blinder.
Den tidligere næstformand i USA's centralbank er indigneret over, hvor langsomt det er gået for IMF med at ændre kurs.
"Vi oplever finanskriser med voksende frekvens, og hver gang går det udover ikke-vestlige lande. Hundrede millioner uskyldige mennesker bliver ramt og lider, når spekulationen tager overhånd. Det første, vi bør gøre, er at beskytte uskyldige ofre."
Ikke desto mindre fortsætter IMF og Verdensbanken med at opfordre de asiatiske tigre til at adoptere USA's kapitalisme-model og indføre demokratiske tilstande med velfungerende institutioner og klare lovsæt. Kun sådan undgår man flere valutakriser, lyder devisen.
"Selvfølgelig har disse økonomier behov for en modernisering af banksektoren og en udlugning af korrupte forbindelser mellem politikere, virksomheder og banker. Men det behov eksisterede også før krisen," siger Jeffrey Sachs til Information.
Asiatisk boom
Men nu da krisen er forduftet - og Thailand, Sydkorea, Malaysia og Indonesien igen damper derudaf med lige så høje vækstrater, et boom på aktiemarkedet og relativt stærke valutaer som i tiden op til 1997 - kan sammenbruddet umuligt forklares med indre systemfejl.
Valutakrisen var ikke asiatisk sin natur. Den var international.
"Vi så præcist det samme ske i Mexico og Argentina i 1994. Udenlandske banker og investorer trak deres kortsigtede kapital ud og de to lande gik konkurs. Herefter faldt deres BNP med seks-otte pct. i 1995, men året efter var alt tilbage til det normale med en vækstrate på seks pct.," påpeger Sachs.
Præcist dette mønster gentog sig i Sydøstasien. Krisen varede et år. De tre lande tømte deres valutareserver for at forsvare en fastkurspolitik over for dollaren. IMF kom ilende med råd og lån. Men ingen banker og investorer ville lytte. De flygtede i panik mod udgangen.
Kapital vendte tilbage
Da kassen var tom, erklærede centralbanken landet for konkurs. Så snart långiverne for det meste udenlandske banker gik med til at fornye kredit på kortsigtede lån, begyndte kapitalen at strømme tilbage til Sydøstasien.
Men skaden var sket. Indonesiens økonomi var nede med 13 pct. Antallet af fattige i landet er vokset med 13 mio. I indeværende år forventes derimod økonomisk vækst på over fire pct. i hele Sydøstasien, undtagen Hong Kong.
Diagnosen må derfor lyde på en fejlslagen finanspolitik.
"Man kan sige, at denne finanskrise var typisk for en succesrig økonomisk model som den sydøstasiatiske," siger professor Sachs.
Hermed menes følgende: Da tigerlandene i begyndelsen af 1990'erne åbnede op for kortsigtede kapitallån på opfordring af USA og IMF væltede pengene ind fra udenlandske investorer, som håbede at tjene på det økonomiske mirakel i regionen. Men stort set var der ikke brug for al kapitalen, fordi opsparingskvoten i Asien er usædvanlig høj.
"Den meget kapital gav anledning til en dårlig udlånspolitik og urentable investeringer," forklarer Sachs.
Panik i investorerne
I sig selv kan dette forløb imidlertid ikke forårsage en så voldsom finanskrise med globale dimensioner. Problemet opstår, når størrelsen af den importerede kortsigtede lånekapital overstiger centralbankens valutareserver.
"Det gør investorerne nervøse, for pludselig er der ikke nok dollar til at indfri lånene, hvis landet går konkurs."
Det skete netop i Thailand og Sydkorea i 1997. Begge landes eksport begyndte at falde på grund af en overvurdering af deres valutaer. Hvis deres valutakurser havde været flydende, ville man kunne have løst problemet med en devaluering, men de var faste.
I stedet tappede centralbanken sine reserver for at forsvare en håbløst overvurderet valutakurs på anbefaling af IMF. Det satte panik i de udenlandske långivere. Hverken højere renter, en glidende devaluering eller tilsagn om IMF-lån hjalp.
Hvis denne diagnose er korrekt, er kuren ikke svær at gætte. Indfør en flydende valutakurs det har Thailand og Sydkorea nu gjort og gør udenlandske banker mere ansvarlige for at rydde op, når de har ydet risikable kortfristede lån til nye markeder.
Det væsentligste, siger Sachs, er dog, at IMF holder sig på lang afstand. "Da alarmsignalerne begyndte at blinke i IMF, gik der for alvor panik i investorerne."
