Tidssvarende, men tiltrængt nyt lys på overset periode i dansk litteratur
Antologi
Dansk litterær barok er ikke overrendt terræn. Faktisk må vi tilbage til 1935 for at finde en sammenhængende kritisk behandling, og Einar Thomsens kraftpræstation, Barokken i dansk digtning (ca. 1630-1700), var karakteristisk nok et svar på en akademisk konkurrence og en titel, som på forhånd ikke måtte favorisere nogen.
Anders Arrebo, Thomas Kingo & co. fra det mørke bagland før Holberg har aldrig kunne fremlokke den store læselyst og er blevet stedmoderligt behandlet af en eftertid, der kun vrangvilligt har villet kendes ved dansk poesis første tid som europæisk finlitteratur.
Derfor er det på forhånd elskværdigt, når nu Peer E. Sørensen, der tilbage i Gyldendals rød-grønne litteraturhistorie pligtskyldigt stod for afhandlingen af samme periode, sammen med Eira Storstein, giver barokken nok en chance for en renæssance. Initiativet udgår fra Dansklærerforeningen, hvis medlemmer så må tænkes at skulle stå for den videre docering af produktet, Den barokke tekst.
Den barokke tekst
Bogens perspektiv er vidtrækkende. Barokken skal genlæses, men først må vi lære hvordan, dvs. vænne os af med at forvente (central)lyrisk umiddelbarhed og symbolik af enhver poetisk tekst.
Den barokke tekst er ikke jeg-lyrik, men rolle-lyrik til lejligheder, religiøse og verdslige, og forholdet til virkeligheden er ikke oplevelsens direkte, men et indirekte, tekstligt eller allegorisk forhold. Alting fortolkes via Bibelen, hvis fald og opstandelser figurerer dagens dont fra morgen til aften over markens 'snublesten' til nattens farer.
Heraf den monotone gang i Kingos kendte bodssalmer: den serielle forvandling af kød til ord og ord til kød i evindelige dobbeltbevægelser, som forlener verden med mening og kristen kultus med verdslig erfaring og legitimitet. Den barokke tekst er en nyttig lejesvend for den kontrollering af åndslivet, som i løbet af det 17. århundrede fortrænger folketroens magiske alternativer og gør reformationsteologien enerådende.
Bogen har et solidt kritisk-teoretisk greb om det åndelige felt, som hermed er sat i system, men også en god næse for samme sags poetiske side. Barokken lærer danske poeter at tælle, accentprincip og stavelsesregulering indføres og europæiske metriske former erstatter middelalderens mundrette knittelvers.
Monumental-stilen
Med sit skabelses-epos, Hexaëmeron, udvikler Arrebo den 'monumental-stil' efter klassiske retoriske foreskrifter, som overtages af Kingo og kulminerer hos Elias Naur, der sætter kød på passionshistorien i Golgotha paa Parnasso.
Storstein og Sørensen mener tillige at samme europæiske og klassiske uniformering af dansk poesi betyder, at metrik og stil knyttes til og afstemmes genren.
Men barokken kendes netop på dens uafstemthed; midlerne er principielt de samme, om lejligheden er salvingen af en konge eller lamenteringen over en død ko. Det er denne stilens uafstemthed eller frihed, som muliggør en af barokkens bedste tekster, Kingos De fattiges udj Odensee Hospital, hvor arme lemmer allegorisk løftes op i et bibelsk drama. Og det er samme uafstemthed, barokkens grasserende mangel på fornemmelse for det passende, som vækker anstødet for Tøger Reenbergs klassicistiske opgør med den i Ars Poetica.
Bogens detail-læsninger er ikke desto mindre upåklagelige, ligesom også Anders Bordings bagateller, Jens Sehesteds og Hans Nordrups muntre sjoflerier og prosa-heltinden Leonora Christinas meriter står fint i billedet af dansk 1600-tals litteratur.
Arven fra barokken
Det hører nu med til bogens faglige selvforståelse og ambition også at tage stilling til og lade sig inspirere af postmodernismens barok-reception, herunder spørgsmålet om barokkens genkomst. Styrende er her en ikke alt for sindrig fransk teori om det (post-)moderne som neobarok i dialektisk front mod romantik (og realisme), og til denne tvivlsomme tvekamp indforskrives Broby-Johansen, Ivan Malinovski, Jess Ørnsbo, Per Højholt og Simon Grotrian som danske eksempler på neobarok. Det forbliver af gode grunde uklart, hvad det er for en romantik, der her må tænkes som skyggemodstander.
To af dansk romantiks bedste frembringelser har afgørende poetiske matricer i barokken: Schack Staffeldts allegoriske tankepoesi i mytologiske gevandter og Emil Aarestrups eros-poesi på sødladne 4-fods jamber, der præcis som Bordings besynger øjeblikket, som om lidt forgår som (barokke) bobler. Det polemiske opgør med en abstrakt idé om romantik forhindrer Storstein og Sørensen i at se barokkens mere varige struktur-betydning. Dansk poesi er måske overhovedet mere barok end de to apologeter har turdet forestille sig.
Generøst illustreret og pædagogisk anlagt fremtræder Den barokke tekst som et indbydende fletværk af tekst, illustrationer, lange seperate illustrationstekster og et broget fodnote-apparat med bibliografiske hints, sidespring og pædagogiske imperativer i skøn forvirring.
At den øremærkes gymnasielærere og BA-studerende må være et udslag af falsk beskedenhed. Også det er i øvrigt en barok modus.
*Eira Storstein og Peer E. Sørensen: Den barokke tekst. 269 s. Ill., 200 kr. Dansklærerforeningen
