Læsetid: 9 min.

Vi behøver flere som Klods Hans

4. september 1999

Hvis eleverne indprentes viden uden at øve kreativitet, så bliver de som Klods Hans' to brødre, siger hjerneforskeren Kjeld Fredens, kritiker af den fremherskende læringsstrategi i folkeskolen

"Tidligere fik man et rollehæfte, man kunne læse op efter. I dag er verden en stor scene, hvor man selv skal finde replikkerne. Og ikke nok med det: I mange situationer er man både medspiller og tilskuer. Derfor kan og skal man ikke længere lære det hele. Nu skal vi selv finde ud af, hvad der er vigtigt at lære."
Vurderingen kommer fra hjerneforskeren Kjeld Fredens. En mand med både praktisk og teoretisk indsigt i spørgsmålet om læring.
Efter mange år som traditionel naturvidenskabelig forsker og underviser på Aarhus Universitet har Kjeld Fredens gjort op med naturvidenskabelig vanetænkning og sine egne rutiner. I dag fungerer han som udviklingschef ved Vejlefjord Center, et behandlingscenter for hjerneskadede i byens gamle sanatorium.
Kjeld Fredens fortæller med stolthed om deltagere i behandlingen, der på trods af voldsomme fysiske skavanker i forbindelse med en hjerneskade har opnået at kunne sy, svejse, lave mad eller dække bord. Han er overbevist om, at en nøje gennemtænkt læring er nødvendig, hvis den hjerneskadede skal udvikle sig under opholdet.
"Det er ikke nok at træne, hvis man ikke tænker over, hvad man træner. Man er nødt til at træne der, hvor motivationen er størst. Hvis en deltager har lyst til at ordne haven, skal han selvfølgelig have mulighed for det. Vi ville dræbe motivationen, hvis vi i stedet sendte personen i ergoterapi."

Grundlæggende behov
Den indsigt præger også Kjeld Fredens syn på læring og undervisning i den danske folkeskole. Meget har ændret sig, siden Kjeld Fredens for næsten 30 år siden begyndte at interessere sig for hjernen og hvordan den fungerer, når den modtager læring.
70'ernes kritiske pædagogik, hvor lærerne 'snakkede' med eleverne, er der efterhånden gjort op med. I 90'erne har debatten om læring kredset om to ting: En nye folkeskolelov og en meget omtalt læseundersøgelse.
Den nye folkeskolelov har gjort op med niveaudelingen og i stedet indført det lange ord undervisningsdifferentiering. En international læseundersøgelse, der gav danske børn bundkarakter og placerede os i gruppe med lande, vi normalt aldrig sammenligner os med, har samtidig sendt chokbølger gennem skoleverdenen. Faglighed og klassisk dannelse er igen kommet på dagsordenen.
I perioder har debatten været præget af en diskussion om, hvad der er vigtigst: At børnene kan lære, eller at de kan læse? I det seneste år har blandt andre sprogprofessoren Jørn Lund og personer omkring lærer Erik Schmidt meldt sig med ønsket om, at læringen i folkeskolen synliggøres ved at sætte læreren i centrum.
Kjeld Fredens kan siges at være denne gruppes modpol. For ham er læring et grundlæggende behov, der burde have haft sin plads i Maslows behovspyramide, et behov skolen og læreren bestemt ikke har patent på at opfylde.
"Man kan ikke lære at lære, for man kan simpelthen ikke lade være. Man kan derimod blive bedre til at lære," siger Kjeld Fredens.
Han synes tit, begreberne i diskussionen om læring rodes sammen. Når man lærer noget og ikke bare gentager noget som en papegøje, sker det altid i forhold til en tidligere viden, som bliver omorganiseret. Derfor kan man ikke lære noget med mindre, man ved noget i forvejen. Som udgangspunkt skal man dog skelne mellem undervisning og læring.
"Man kan sagtens undervise elever, uden at de lærer noget, ligesom du sagtens kan lære noget uden at blive undervist. Hvis man sætter en mand på en øde ø, vil han jo ikke dø, selvom han ikke modtager eller har modtaget undervisning i, hvordan man overlever en sådan situation. Højst sandsynligt vil han lære det på andre måder," siger Kjeld Fredens.

De skal ikke bare lære
Ifølge Fredens er læring et emergent fænomen, hvor tænkning, hukommelse, intuition spiller sammen. Han finder det indlysende, at man ikke udelukkende skal fylde børnene med viden, men i stedet forsøge at give dem kendskab til deres egne kundskaber.
"De skal ikke bare lære. De skal også have indblik i, hvordan det foregår. Vi skal reducere den gamle klasseundervisning og i større udstrækning differentiere læringsprocessen. Der foregår alt for meget undervisning i folkeskolen, uden at der sker nogen læring."
Kjeld Fredens opererer med talt- og tavslæring eller eksplicit- og implicit-læring, som han hellere vil kalde det. Eksplicit læring er f.eks., når læreren fortæller eleverne, at Paris er hovedstaden i Frankrig. Den implicitte læring er, når man selv har været dernede.
"Hvis man kun har fået fortalt om Paris, har man stort set ikke anden viden end et navn, som vælter rundt i hovedet. Har man været der, har man langt større indsigt. Så er Paris ikke bare en viden, men en oplevelse. Og den viden man får, når man selv oplever, er også den, det er nemmest at flytte rundt på."
"En stor del af den læring, som eleverne tager til sig uden for skolen, er implicit. De lærer af at være i situationerne. For eksempel lærer de at arbejde med computeren ved at gøre det og ikke ved læse manualer. I videnssamfundet vil mere og mere læring blive implicit i stedet for tidligere eksplicit. Derfor er det en anden læringsproces, vi skal dyrke i folkeskolen. Den eksplicitte læring hæmmer nemlig den implicitte, hvis de blandes," siger Kjeld Fredens.

Den nye dannelse
Han vil godt være med til at snakke om dannelse, selvom det får nogle til at dagdrømme om Bertel Haarder.
"Faglig kvalificering og dannelse må godt sættes overfor hinanden, for dannelsesbegrebet skal også fornyes, hvis vi skal forny læringen. Det dannelsesbegreb, som er centralt i dag, er en syntese mellem to forskellige dannelsessyn. På den ene side det klassiske dannelsessyn, som dominerer i gymnasiet. Her er man først rigtig dannet, hvis man har haft latin og læst Illiaden. Den kulturarv er stadig værdifuld, men hvis en klassisk dannelse er det eneste, man tilbyder eleverne, så overser man noget, nemlig den dannelse der er nødvendig for at klare de nye udfordringer, som ligger i vores samfund."
"I skolen er det ikke længere nok at få en køreplan til livet og en masse viden. I dag skal man selv ud og lave reglerne og finde den viden, der er nødvendig. Man skal kunne klare de uforudsete situationer og de problemer, der måtte opstå. Derfor skal skolen også levere noget andet end det at kunne sidde stille og høre på den rare lærer, der fortæller, at to og to er fire, og at Rundetårn er bygget af Christian den IV," siger Kjeld Fredens.
Han mener, at måden at gøre det på er meget tæt på det, den franske antropolog Claude Lévi-Strauss kalder for bricolage eller det forhåndenværende søm princip, som Kjeld Fredens oversætter det.
"Man står i en situation, hvor der ikke er noget i baggagen, og hvor løsningen ligger i selve situationen."

En masse fæhoveder
I den nye dannelse bliver kreativitet ifølge Kjeld Fredens et vigtigt mål i sig selv. Kreativiteten kan få os til at se, hvor langt strategierne holder og hjælpe med at finde nye løsninger.
"Alle er positive overfor kreativitet, men det er fordi folk ikke ved, hvad der ligger i begrebet. Kreativitet er revolutionær. Den handler grundlæggende om at lave om på det hele. Når man har det allermest hyggeligt, er det kreativiteten, der dukker op og giver et helt andet bud på, hvad vi kan gøre. Den største modstand mod kreativitet er derfor den danske hygge. Og janteloven," siger Kjeld Fredens.
Han anser kreativitet for den fremmeste form for tænkning overhovedet. En tænkning, der i høj grad bygger på viden.
"Man kan ikke være kreativ uden viden. Men hvis man kun fokuserer på at give folk viden uden at stræbe efter kreativitet, så ender man med at producere en masse fæhoveder eller typer som brødrene i H.C. Andersens eventyr Klods Hans. Vi skal have flere af Klods Hans' type. Han har både viden og kreativitet."
"I skolen værdsætter man ikke hans type. Her evaluerer man eleverne ud fra det, de ved, ikke efter hvad de kan tænke sig til. Eleverne kommer ud af skolen med en masse viden - fyldt med huller. De kan slet ikke klare udfordringerne, for langt de største udfordringer, vi møder i samfundet i dag, har vi aldrig haft før," siger han.
Hvorvidt et menneske er kreativt, afhænger ifølge Kjeld Fredens i høj grad af, om personen indeholder flere personlige stilarter på en gang.
Når der skal løses opgaver, er der tre stilarter, som er fremherskende. Nogle er gode til at tænke nye ideer. Andre kan bedre give kritik, og så er der handlingsmennesker, som kan lide at følge reglerne. Kreative mennesker evner alle tre ting.
"Den store udfordring er ikke bare at få en god ide, men også at få andre overbevist om, at den er god. Hvis en lærer kun giver eleverne regler at følge, træner han dem i at blive handlingsmennesker og får ikke dyrket deres kritiske sans eller stimuleret deres musiske sider. Dem snakker man meget om, men gør ikke meget ved det."

Ingen stress og jag
Kjeld Fredens fortæller med glæde om, hvordan han mener, man f.eks. kunne undervise i at dividere. I begyndelsen skal læreren fortælle lidt om, hvad division er, og når han fornemmer, at eleverne ved det, skal klassen gå videre med at øve.
"Der skal være så mange stykker, at eleverne får kvalme ved at se dem. Nederst på siden skal der stå, at man skal stoppe med at regne og nedskrive fidusen, når man har luret den. Så er der ingen, som regner mere end otte stykker, for på den måde tvinger man eleverne til kendskab om deres egne kundskaber. Da jeg gik i skole, lavede man undervisning efter princippet om, at man var bedre til at dividere, hvis man havde regnet 100 stykker end hvis man kun havde lavet 80," siger Kjeld Fredens.
Han mener imidlertid ikke, at det er nok at lære folk at tænke selv. De skal også have tid til at tænke. Et princip man dyrker på Vejlefjord Center, hvor tiden går langsommere. Der er ingen stress og jag. Det, man ikke når i dag, når man måske i morgen. Ideen er, at man sagtens kan lære noget ved at arbejde langsomt.
"Der er brug for, at folk tænker nyt. De har bare ikke tid til det. Man jager afsted og laver mere af det samme."
Kjeld Fredens kalder den måde, skolen arbejder på, for 'haretænkning'. Den burde i højere grad tilstræbe en 'skildpaddetænkning'.
"Når man skal tænke nye ting, kan man kun gøre det, når man er herre over sin tid. Er man musisk og tænker kreativt, står tiden stille. I det øjeblik man kan give en elev den fornemmelse, at han er herre over sin egen tid, sker der noget - ofte noget bedre end der ellers ville være sket. Knokler man afsted som en hare, spiller man kun på en streng, men slapper man af, er det som at spille på harpe. Når man spiller på én streng, spiller de andre også."
"Det er lidt af et paradoks, at man kan lære mere ved at lære mindre. Men rytmen mellem at køre på og slappe af er et af de vigtigste principper i al læring. Det er faktisk lige der imellem, man virkelig lærer noget," siger Kjeld Fredens.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu