Læsetid: 5 min.

Berusende Berlin

2. september 1999

Berlin er brændpunktet for ung kunst lige nu. En stor udstilling på Aarhus Kunstmuseum viser spændvidden i eksperimenterne

Udstilling
Det er ikke uden sans for tidens trends, at Aarhus Kunstmuseum lancerer sin festugeudstilling, Kraftwerk Berlin, med en pladespiller på plakaten. Skønt pladespilleren er en del af installationen Bausatz, Noto af den tyske kunstner Carsten Nicolai, signalerer pladespilleren, at det snarere er som dj's på undergrundens klubber, at kunstnerne i dag slår igennem, end på en kultursnobbet kunstscene.
Det er hype at være kunstner. Og især i Berlin, der i disse år er i færd med at genopfinde sig selv både fysisk og kulturelt i så rivende et byggeboom, at byen forandres fra dag til dag.
Aarhus Kunstmuseum har i anledning af festugens tema, 10 år efter Murens fald, valgt at præsentere kunst fra byen, der for længst har udråbt sig selv til den nye kunstmetropol. 11 kunstnere, der alle bor i Berlin, er blevet håndplukket under overskriften Kraftwerk.
Berlin er et kraftcenter, et powerspot, som alverdens kunstnere valfarter til. På tværs af nationaliteter skabes der kunst, der i modsætning til de forrige årtiers billedkunst ikke forholder sig til det tyske traume, men derimod bevæger sig frit rundt i alskens medier, beruset af den frihed, som Murens fald bragte med sig.
Og det behøver man ikke være berliner for at udtrykke.

Berlin som tema
Én af kunstnerne, Henrik Olesen, er dansker, en anden er østriger, og langt de fleste stammer fra andre både vest- og østtyske byer. Ich bin auch ein Berliner synes at være et motto, enhver kan tage til sig, når først byen er i gået i blodet.
Det er nemlig begrebet Berlin, der som den eneste fællesnævner knytter kunstnerne sammen. Kunsten er formet af de særlige historier, der mødes i byen, hvor Muren stadig spøger og bringer mindelser om en belastet fortid med sig, samtidig med, at man har rygende travlt med at definere fremtiden, inden den sætter ind.
Det er i denne mærkelige tidslomme, at museumsinspektør Anders Kold har fundet frem til de 11 kunstnere, der først og fremmest synes at være upåvirkede af den historiske tyngde, der også er byen til del. Der samples som aldrig før, for ligesom at forblive i dj'ens terminologi, og det er i samplingens overraskende nye sammenstød, at udstillingen både finder sin styrke og sin svaghed.
Hos kunstnerparret Maike Abetz og Oliver Drescher, der er udstillingens yngste repræsentanter, udgør samplingen tillige det konkrete motiv.
Kunstnerparret maler smukke unge mennesker, malet med sirlige pensler, der henført giver sig hen til musikken i malerier, hvor kunsthistorie og samtidshistorie blander sig i slyngede ornamenter. En androgynt udseende mand bærer en
t-shirt med et mønster af Gustav Klimt og danser sig ubekymret gennem et univers bestående af pladecovers, Op-Art mønstre, DNA-spiraler, indiske guddomme og kuglerunde fjernsyn fra 70'erne. Ingen har patent på historien, synes Abetz og Drescher hermed at sige, og i stedet kommer de med et bud på den unge generations historiemaleri.
Friheden over for maleriets historie slår også igennem hos afdøde Jochen
Klein, hvis pasticher på romantiske landskaber, balancerende på grænsen til kitch, befolkes af rødkindede unge mænd, der dukker frem fra de softtonede bløde strøg. Den halvpornografiske,
kitchede grundtone bliver skinger i maleriernes yderkanter, hvor store plamager af maling driver ned af lærrederne som en ironisk kommentar til landskabsmaleriets postulerede ekspressivitet.
Hos Klein mødes trommesalsbilledet med landskabsbilledet, lavkulturen med højkulturen, for alle hierarkier synes opløst og erstattet med samplingens lige-gyldighed.

Mennesketomme rum
Mens friheden for nogle kunstnere medfører den hektiske overdådighed, som samplingen rummer, er den for andre et næsten skræmmende faktum, som undersøges i rumlige konstruktioner.
Thomas Demand bygger mennesketomme rum op i pap og papir, som han dernæst fotograferer og udstiller i gigantiske farveprints, med en mærkelig strenghed og ryddelighed til følge. Der er ikke længere spor af mennesket i den kulisseagtige virkelighed, der konstrueres, og som på én gang synes velkendt og skræmmende.
Gerwald Rockenschaub har derimod konstrueret et konkret rum i museet ved at sætte en gigantisk oppustelig pvc-væg og pvc-sofa op, for på denne måde at iscenesætte beskueren, der tvinges til at bevæge sig rundt i rummet på andre måder, end han er vant til, måske med sociale forandringer til følge.
Fællesnævneren er altså frihed, både i Berlin og på Aarhus Kunstmuseum, hvor spektret synes bredt og udsigterne for fremtidens kunst mangfoldige.
I udstillingen katalog, hvor den tyske kritiker Harald Fricke og den danske kritiker Lars Bang Larsen tager pulsen på byen, er det da også denne identitetssøgende holdning, der slår igennem. Dette mangel på fokus er blevet udstillingens fokus, der synes at være en mixerpult mere end et kraftværk, med en svimlende beruselse til følge.

Uden tema
På udstillingsstedet rum46 forekommer udstillingen Kein Begreff - uden tema - derimod i langt højere grad at pege på en berlinsk identitet. Dette er temmelig paradoksalt, eftersom udstillingen med titlen netop undslår sig det tematiske paraplybegreb og oven i købet er et bevidst modtræk til Aarhus Kunstmuseums store satsning. De syv videokunstnere, som kunsthistorikeren Frederikke Hansen har udvalgt, er nemlig alle sammen kvinder i modsætning til museets udvalg, der med en enkelt undtagelse udelukkende består af mandlige kunstnere.
Det er nu ikke et særligt feminint univers, der udfolder sig på videoerne. Snarere peges der på byens historie, som når Judith Hopf og Natasha Sadr Haghigian i deres video laver et tv-show à la Der Preis ist Heiss i én af Berlins tunge, intellektuelle boghandlere og sampler det med et tv-interview med filosoffen Gilles Deleuze.
Marion Schebesta har ligeledes brugt tv'et som sit materiale i videoen Und immer wieder geht die Sonne auf, hvor optagelser fra ARD's nyhedsudsendelser bruges som forlæg til en rap, skabt af nyhedsoplæserne, der i Schebestas redigering rapper en schlager fra slutningen af tresserne.
Det fandenivoldske og upolerede slår igennem på udstillingen, hvis videoværker ofte nærmer sig det smertende i en rå, larmende og trashet æstetik. Måske er det her, kimen til fremtidens berlinske kunst bliver lagt. I en hektisk støj bombarderes beskueren med sanseindtryk og billeder, der voldsomt trænger sig på. Og det er jo ligesom i selve Berlin, hvor kranerne svinger og boremaskinerne larmer, og hvor man altid befinder sig lige midt i forandringerne, aldrig foran eller bagved dem.

*Kraftwerk Berlin. Aarhus Kunstmuseum, Vennelystparken, Århus. Ti.-sø. 10-17, on. 10-20. Katalog. Til 26. sep.

*Kein Begreff. Rum 46, Studsgade 46, Århus. Dgl. 13-17. Til 12. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her