Læsetid: 6 min.

Vi er alle bipersoner

25. september 1999

- Og det er vi bedst tjent med. Det var den opfattelse Peter Seeberg nåede frem til, siger Marianne Juhl, der har skrevet en monografi om forfatteren

Forfatterskab
Peter Seeberg ønskede ikke at svare på spørgsmål eller overhovedet spille en aktiv rolle for den monografi om ham, som journalisten Marianne Juhl påbegyndte i 1992, og som nu ligger færdig.
"Men han gav mig adgang til sit arkiv, og det var jo en stor tillidserklæring, så det gravede jeg mig ned i," siger Marianne Juhl. "Jeg spurgte ham engang, om han ville se, hvad jeg citerede fra dagbøger og breve. Så så han helt forbavset på mig, og sagde: "Nej, da! jeg har ikke givet dig adgang til mit arkiv for at censurere dig!" Han tog aldrig skridt til at ville blande sig på nogen måde."
"Måske var det også lidt stolthed fra min side at jeg ikke spurgte mere: Jeg ville klare det selv, når jeg nu havde fået adgang til arkivet. Samtidig har jeg helt bevidst holdt lidt distance til ham. Man kommer for let til at blande tingene sammen, hvis man jævnligt omgås den, man skriver om. Og alligevel kom jeg måske til at kende ham bedre end nogen anden."
"Det var en kæmpearkiv, han havde gemt alt! Men man kan jo ikke læse et halvt arkiv, man ved først, hvor det vigtige gemmer sig, når man har læst det hele," kommer det tørt fra Marianne Juhl, der har brugt sin fritid i fem år på at arbejde sig igennem det.
- Siger det dig noget om digteren Seeberg, at han gemte alt?
"Det siger selvfølgelig mest noget om museumsmanden, arkivaren, men mon ikke det også siger noget om, at han, uden at ville indrømme det, selv mente at hans forfatterskab var vigtigt, og at der ville komme nogen og granske materialet?"
- Ville han ikke indrømme, at hans forfatterskab var vigtigt?
"Han var jo en meget beskeden mand, der nødigt fremhævede sig selv. Men på den anden side har han næppe været i tvivl om sin bestemmelse. Allerede i gymnasiet skrev han otte dramaer, tre romaner og fire digtsamlinger! Og han sendte alle dramaerne til Det kgl. Teater - men fik dem selvfølgelig i hovedet igen."

Stryg mildhed
- Hvad i arkivet kunne du bruge?
"Der var eksempelvis den meget vigtige brevveksling med ungdomsvennen Carl-Göran Ekerwald, som viser hvor stor betydning Nietzsche havde for ham, og der var hans dagbog."
- Rejste arkivet ikke spørgsmål, som du gerne ville have Seeberg til at besvare?
"Jeg havde jo forestillet mig, at jeg, når jeg havde fået samling på det hele, ville opsøge ham og stille ham fem afgørende spørgsmål. Men han døde forinden."
- Har dit eget billede af Seeberg ændret sig fra du begyndte på arbejdet og til nu?
"Der, hvor arkivet virkelig har udvidet min egen forståelse er opdagelsen af, hvor meget hans indremissionske barndom har betydet. Selv har han sagt, at hans baggrund var en 'mild indremission', men det med det milde kan man roligt stryge. Opdragelsen var måske ment mildt, men den gjorde et frygteligt indtryk på Peter. Hvis man altid får at vide, at alt hvad man gør har forfærdelige konsekvenser, så bliver man til sidst bange for at gøre noget som helst. Jeg tror, at det er denne opvækst, der har grundlagt den fornemmelse af ikke at kunne få kontakt med virkeligheden, man møder i hans første romaner. Følelsen af at være en biperson i tilværelsen."
- Så vidt jeg forstår, sker der en vægtforskydning gennem forfatterskabet fra en eksistentiel tomhed og længsel efter en lynende skæbne over på en større munterhed og evne til at værdsætte livet her og nu uden skæbne?

Optikken skifter
"I sine første værker koncentrerer han sig om hovedpersonerne. Det ses også af, at de tre første værker er romaner. Fra Dinosaurusens sene eftermiddag og fremefter ser han, at vi alle er bipersoner, og det kan vi være bedst tjent med. Det stemmer overens med, at han forlader romanerne til fordel for novellen."
"I de første værker spørger han igen og igen om jeg-problemet: Hvem er jeg? Han finder aldrig noget svar, men fastholder dog, at der er et jeg - 'det ses jo alene af grammatikken', som han sagde."
"Men han holder op med at stille spørgsmålet, han skifter optik."
- I gymnasiet kæmper han for at finde vej ud af familiens, jerngreb. Du nævner, hvordan han i dagbogen er rasende over, at moderen siden faderen døde, da Peter var 12 år, vil have, at han sover i hendes værelse?
"Nu skal man jo altid tænke tiden med. Det kan godt være, at moderen, der kom fra landet, var vant til at familien sov i samme værelse og derfor ikke har lagt større vægt på den sag, men det er under alle omstændigheder besiddende."
"Noget andet, jeg ikke nævner i bogen, men som er sigende, er, at familien en dag, hvor de havde fundet hans dagbog, havde siddet og læst op for hinanden! Da var han desperat."
"Denne baggrund har stor betydning for forståelsen af, hvorfor han tog til Berlin under besættelsen. Han skulle væk!"
"Folk siger: Hvorfor tog han dog ikke til København? Men han havde ingen penge - noget man knap kan forestille sig i dag. Og hvorfor tog han ikke et arbejde? Jamen, der var intet arbejde at få. Der var tusindvis af danskere, der tog til Tyskland for at arbejde, fordi de ikke kunne få noget i Danmark. Og rejse andre steder hen kunne han heller ikke, verden var lukket af krigen."
- Har det med Berlin-opholdet at gøre, at han, som du skriver, er meget overbærende over for andres fejltagelser, han udleverer eller dømmer aldrig folk helt?
"Forræderi-temaet bliver centralt i hele hans forfatterskab. Splittelsen, følelsen af, at gør man det ene, forråder man sig selv - gør man det andet, forråder man andre, slipper ham aldrig helt. Det er Seebergs 'urhistorie'."
- Jeg tænker også på hans Argumenter for benådning, hvor han blandt andet forsvarer en massemorder med, at hans sangstemme ikke kan undværes i landsbyens kor?
"Det er dér, hvor hans kristne opdragelse kommer tilbage i forsonende skikkelse. Nåde bliver til benådning, hyrde til Hyrder, titlen på hans bog fra 1970. Jeg spurgte ham engang, om det ikke var rigtigt. Dertil svarede han finurligt: 'Du har fat i noget dér, men sig det ikke til nogen!'"
"Det er rigtigt, at han er meget bevidst om, at vi fejler og vi begår uret mod andre mennesker. Derfor har vi også så stort behov for barmhjertighed. Vore behov for at modtage den er bare meget større end viljen til at give den!"
"I Argumenter for benådning tager han De ti Bud ét for ét. Det var faktisk min allerførste opdagelse! Derudover ligger der bag Argumenter... den inspiration, at han i Italien så tidsskriftet Nuovi Argomenti, som blandt andet Alberto Moravia redigerede. Og dem ville han så gerne finde! Efter Anden Verdenskrig, efter alle ideologierne, hvor findes så et nyt udgangspunkt, var han spørgsmål. Og hans svar var det mest modsatte til al ideologi: Vi skal være her og nu."

At nå til bunds
"Det er trangen til at nå til bunds, der præger Seeberg, men han filosoferer aldrig. Han kombinerer iagttagelse med denne søgen, det der præger hans værker er 'enkelhed gange dybde'. Der er fortællinger, jeg stadig ikke kan forstå - men jeg siger ikke, hvilke!"
- Nåede han at læse dit manuskript?
"Nej, han nåede det ikke. - Og da jeg sad med den færdige bog foran mig, blev jeg ked af, at han ikke var her. På den anden side var han måske slet ikke særlig interesseret i at læse den. Men jeg er sikker på, at han var interesseret i, at den blev skrevet. At hans forfatterskab fik sin egen bog."
"Det havde det jo ikke fået, fordi han ikke kom på det litterære parnas. Gyldendal ville ikke antage Bipersonerne.
Der kom en konsulentudtalelse, som Seeberg omtaler som 'infam'. Jeg forsøgte at få fat i den på Gyldendal, men fik det svar, at den var væk! I deres arkiv manglede ringbindet med konsulentudtalelser fra 1955-56 slet og ret. Alle mine forsøg på at skaffe det til veje var resultatløse."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu