Læsetid: 2 min.

Bistand fra EU- lande er ulovlig

21. september 1999

NGO'ere forlanger, at Kommissionen skrider ind mod EU-landenes bistandspolitik, hvor penge bindes til indkøb. Den er i strid med EU's statsstøtteregler

BRUXELLES - NGO'ere tager nu reglerne om det indre marked og EU-forbudet mod statsstøtte i brug som våben i kampen mod et gammelt onde i bistandspolitikken. Målet er at stoppe den stærkt udbredte politik i en lang række EU-lande - nemlig at man betinger bistand til udviklingslande af, at de indkøber varer og projekter fra donorlandet selv.
NGO'-erne hævder, at denne såkaldte 'bundne hjælp' er i strid med EU-traktaten.
I et brev til den ny EU-kommissionsformand, italieneren Romano Prodi, opfordrer britiske Actionaid sammen med 40 andre NGO'ere, heriblandt danske Ibis, Kommissionen til at kræve, at EU-landene laver deres politik om, og truer med at lægge sag an mod dem ved EF-domstolen.
Actionaid skønner, at over 50 pct. af EU-landenes udviklingsbistand gives som såkaldt bunden hjælp. Samlet er det over 90 mia kr. om året. For Danmarks vedkommende udgør den bundne hjælp 38 pct. af al bistand.
Actionaid mener, at det skaber projekter, der oftere er til for donorlandenes erhvervsliv. Og på grund af manglende konkurrence, bliver hjælpen for ineffektiv og for dyr.
Problemerne omkring bunden hjælp er velkendte, men at den måske er i strid med EU-traktatens regler, er nyt. Interesserant nok har den tidligere EU-Kommissær for international handel Sir Leon Brittan allerede tilbage i 1991, i et svar til Europa-Parlamentet sagt, at den bundne hjælp - selv om den går ud af EU, og derfor ikke kan forvride konkurrencen i klassisk forstand - alligevel påvirker handlen i EU, og må ses som en slags statsstøtte, der kun accepteres undtagelsesvist.
Når det ikke er kommet videre skyldes det ifølge Actionaid, at Kommissionen har "valgt at ignorere problemet . Actionaid har sat to jurister til at lave en udredning af problemet, og de kommer til den konklusion, at den bundne hjælp med stor sandsynlighed er i strid med statsstøttereglerne og EU's regler om at offentlige indkøb skal sendes i udbud i hele EU. Kommissionen havde i går endnu ingen kommentarer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her