Læsetid: 4 min.

Blandede bolcher

21. september 1999

Den kongelige Ballet gør sit bedste for at indvinde tabt terræn med en veloplagt aften med Balanchine, Jerome Robbins og moderne spansk ballet

BALLET
George Balanchine har en lang historie på Det Kongelige Teater, lige fra de dage i 1930'rne, hvor han var i København som et andet geni i en købstad. Hans Apollon Musagetes har igennem tiderne i de bedste fremførelser lyst som den største af alle modernismens balletter, og hans Serenade har også været et af de nyklassicistiske værker, der blev smukt gestaltet i København. Søvngængersken var betagende med Margrethe Schanne og Henning Kronstam, men overbeviste mindre da den blev genoptaget for år tilbage.
Balanchine døde i 1983, så de dage er længst forbi, hvor hans eget øje kunne vurdere, justere, opdage nye muligheder. Det er gralens vogtere, der nu med større eller mindre talent og indfølingsevne sætter balletterne op rundt omkring i verden, fra hans egen New York City Ballet til Marjinskij-teatret i Sankt Petersborg.
I Danmark har vi ballettens 1. instruktør, Colleen Neary, tidligere Balanchine-danser og i dag balletchef-hustru. Aage Thordal-Christensen har valgt at spille dette kort ud, så tidligt som muligt i sin nye karriere, og derfor genoptages Balanchines Capriccio for Piano and Orchestra, rubin-smykket i helaftensballetten Jewels til Stravinskij-musik.
Capriccio er højglanspoleret Balanchine; hypersofistikeret leg med genrerne, russisk bravour med et Broadway show-gen. Man skal holde tungen lige i munden, eller rettere i kinden, når man danser Balanchine: Udover den perfekte timing og den nådesløst krævende musikalitet fordres også en højtudviklet fornemmelse for stil og en tindrende begavet humor. Sådanne danse-guddommelige højder skal man ikke forvente af Den Kongelige Ballet lige med ét, men Balanchine er i det mindste værdigt balletmateriale efter det kitschede repertoire, vi har været slæbt igennem i Maina Gielguds tid. Det er en fornuftig disposition, Aage Thordal-Christensen har taget ved at bringe Balanchine tilbage, også selvom de brillante stykker som Capriccio nok aldrig helt kan blive honoreret på Kongens Nytorv.

Danseglæde
Capriccio har et gnistrende par og en soloballerina, der tager de russiske ture med ekstra, jazzende svaj. Silja Schandorff leger fornøjet med de akrobatiske benløft, berøring af nakken med foden bagfra og andet virtuost kogleri, medens Tina Højlund og Thomas Lund får som føl på engen afløb for deres indtagende danseglæde i deres vittige pas de deux'er. Der skal være kuglelejer i lårhalsene til alle disse high kicks, og pigerne sparker ud, det bedste de har lært, sammen med et korps, der gør en agtværdig indsats i Karinskas rubinrøde pastiche-kostumer.
Den spanske koreograf Nacho Duatos 'Jardi Tancat' er den bedste af de balletpremierer, vi fik i sidste sæson. Det er en tæt, lille fortælling om tre par, der først blev opført på Nederlands Dans Teater i Balanchines dødsår. Marie-Pierre Greve (tidligere Fléchais) er lykkeligt tilbage igen på scenen med sin danseintelligens og sit poetiske nærvær, der tindrer igennem de hurtige løb, vingeskudte arme og samspillet med den fremragende Alexei Ratmansky.
Dansere af en sådan standard vil ingen beklage importen af til Den Kongelige Ballet; forhåbentlig vil den nye balletchef give dem endnu bedre roller at glimre i, end de tidligere har formået.

Chopin for begyndere
Tredje nummer på programmet var endnu en Balanchine show-stopper, den forrygende Tjajkovskij Pas de Deux, der digtedes til musik, der blev til overs fra Svanesøen. Kenneth Greve og Caroline Cavallo var spændt til det yderste af deres formåen, men klarede sig helskindet igennem.
Aftenens eneste premiere var en spøg, der virkelig havde givet sig tid før den landede på Det kongelige. Jerome Robbins skabte The Concert i 1956, og allerede i 1960 fortryllede hans eget kompagni med denne spøg over koncertpianisten og hans publikum København. Dengang var det drilsk, ungt og noget af en helligbrøde at gøgle så meget med Chopiniana og resten af den klassiske balletarv.
The Concert i dag er stadigvæk en kær lille sag, selvom Jean-Pierre Frolichs iscenesættelse (assisteret af Colleen Neary og Johnny Eliasen) gør løjerne den fatale bagatel grovere, end man husker dem. Der er mere komik end surrealisme i denne version, selvom der er dejlige øjeblikke med Rose Gads henførte Chopin-elsker, med blond manke og store øjne, Christina Olssons bourgeoisi-hustru med vildfaren ægtefælle og Thomas Lunds generte ungersvend i kanariegul sweater. Fornøjeligt var det også at se Julian Thurber, der så ofte har løftet og båret balletten fra orkestergraven, spille rollen som krukket koncertpianist.
I øvrigt spillede Det Kongelige Kapel under ledelse af Kaisa Roose temmelig rædselsfuldt.

*George Balanchine: Capriccio for Piano and Orchestra (musik Igor Stravinskij) og Tjajkovskij Pas de Deux. Nacho Duato: Jadi Tancat. Jerome Robbins: The Concert. Den Kongelige Ballet. Premieren 18. sep. Ny besætning 20. sep.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her