Læsetid: 4 min.

Blodprøver holder ryggen fri

1. september 1999

Alt for mange analyser af blod og væv bliver taget til glæde for lægerne selv og ikke for patienternes skyld, mener lederen af laboratoriet på Vejle Sygehus

Laboratoriet på Vejle Sygehus tager dobbelt så mange analyser af blod og væv fra patienterne som for ti år siden.
Og den markante stigning kan ikke forklares med flere patienter og behandlinger.
"Mange analyser bliver taget for at fastslå, at patienten ikke fejler noget, og dermed har lægen ryggen fri i forhold til eventuelle klager," mener administrerende overlæge for sygehusets Klinisk Kemisk afdeling, Ivan Brandslund.
Anden forklaring har han ikke kunnet finde på, hvorfor hans personale skal løbe stærkere og stærkere.
"Det galopperer derudad," siger lægen, der i lægekredse flere gange har advaret mod tendens til at tage ekstra analyser for at holde ryggen fri.
Godt klemt inde på sit lille kontor mellem stakkevis af papirer skrivebordet og vægreoler fulde af mapper, bøger og papirer fortæller han, at han er blevet grundigt irriteret over tendensen til at bruge analyser defensivt.
Udtrykket defensiv medicin kommer fra USA, hvor frygten for erstatningssager er medvirkende til, at hver patient bliver undersøgt for næsten hvad som helst, når de er til læge for en skavank.
"For mange analyser kan svække den enkeltes læges egen vurdering og dømmekraft, og så risikerer vi endnu mere overbehandling af patienterne," siger han.

Kan ikke stå alene
Siden han tiltrådte som leder af laboratoriet for 12 år siden er antallet af prøver steget 12-15 procent hvert år.
For at få en forklaring på, spurgte han sig uformelt for blandt lægerne.
"Især de praktiserende læger nævnte, at de i stigende grad er nødt til at kunne vise deres patienter et stykke papir, der viser, at de ikke fejler noget. Flere patienter stoler ikke på lægens umiddelbare kliniske vurdering," siger overlægen.
Men frygten for klagesager var et lige så vægtigt argument - også blandt sygehusets egne læger.
De vil simpelthen ligge inde med dokumentation for, at de har tjekket patienten for både det ene og det andet, hvis de senere skal hives for Patientklagenævnet.
"Problemet er bare, at blodanalyser ikke er en diagnoseautomat. Hvis analyserne ikke indgår som et element i lægens kliniske og lægefaglige vurdering af patientens tilstand, så er de meget lidt værd," siger lederen af laboratoriet.

Fødeafdeling garderer
På fødeafdelingen tre etager under laboratoriet vil administrerende overlæge Ejvind Honore godt bekræfte, at der er noget om snakken om de ekstra prøver for en sikkerheds skyld.
Efter at afdelingen fik en klage fra et forældrepar, der mente, at deres nyfødte barn havde fået for lidt ilt under fødslen, begyndte afdelingen at tage analyser på langt flere nyfødte.
"Når vi har en klagesag, er det ikke nok at kunne sige, at vi havde følt og lyttet til barnet, og alt syntes i orden. Vi skal have nogle data sort på hvidt," siger han.
Derfor tager fødeafdelingen nu prøver for syre-base-forholdet i blodet på omkring hver fjerde nyfødte. Nemlig alle der er taget med kejsersnit og en kontrolgruppe.
"Men jeg vil ikke kun betegne prøverne som ren defensivt. Vi får en konkret viden om, hvorvidt børnene rent faktisk har haft iltmangel under fødslen," siger Ejvind Honore.

Raske bedømmes syge
Selvom forældrene meget sjældent får medhold, så er det en stor belastning for afdelingen af have klagesager, siger overlægen.
"Fødeafdelingen er et meget ømtåleligt område, men jeg fornemmer samtidig, at det er mere oppe i tiden at klage. Derfor er det situationen i dag, at vi ud over vores faglige vurdering skal have mere dokumentation at kunne lægge frem," siger Ejvind Honore.
Hver vejlenser fik sidste år i gennemsnit foretaget ti analyser på laboratoriet, og det er endnu syv gange under niveauet i USA, men overlæge Ivan Brandslund fra laboratoriet vil gerne advare mod den stigende tendens, fordi de mange analyser har en række konsekvenser.
Først og fremmest er det ressourcespild af belaste laboratoriet unødigt. Også selvom hver analyse til en gennemsnitspris af 25 kroner er rystende billigt, som han udtrykker det.
Men det største spild viser sig ude omkring i sundhedssystemet.
Trods de øjensynligt uoverskuelige stakke af papir omkring ham, så formår overlægen gang på gang at hive netop det rette papir frem.
Et viser den statistiske fejlmulighed i analyser.
Den viser, at en ud af 20 prøver ligger statistisk udenfor normalområdet. Hvis en læge udelukkende bruger analysen til at stille sin diagnose, kan patienten bedømmes som syg, selvom vedkommende ikke fejler noget.
"Og jo flere analyser der bliver taget af hver patient, jo flere bliver bedømt som syge," siger.

Odysseus-syndrom
Det kan føre til lange indlæggelser, før det endelig bliver godtgjort, at patienten alligevel ikke fejler noget - det såkaldte odysseus-syndrom, som er velkendt i sundhedssystemet.
"Det kan være svært at sætte grænsen for, hvornår der er tale om en unødvendig analyse, men jeg vil påstå, at der bliver taget for mange," siger overlægen.
Herhjemme er antallet af klagesager til Patientklagenævent fordoblet de seneste ti år - og bare på Vejle Sygehus har de omkring otte patientklager til nævnet hver måned.
Overlægen ser en klar sammenhæng mellem klager og flere analyser.
"Jeg forstår godt, at læger ønsker at have bedre dokumentation for deres uskyld i eventuelle klagesager, men det er en ond cirkel, som er kommet uden nogle har taget stilling til, om det er den form for defensiv behandling, vi ønsker i sundhedssystemet," siger Ivan Brandslund.

Serie - Sygehuse under pres
*Det danske sygehusvæsen kan behandle folk for stadig flere lidelser. Samtidig er befolkningens krav og forventninger om at blive helbredt øget.
Flere bliver syge, men samtidig går flere til læge med små-skavanker, og af frygt for at få en sag på halsen har lægerne en tendens til at overbehandle patienterne.
Med udgangspunkt i Vejle Amt og Vejle Sygehus ser Information nærmere på, hvordan presset på sygehusene opleves indefra. De første artikler blev bragt den 31. august.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her