Læsetid: 3 min.

Brystpartiets bannerfører

1. september 1999

Tør Lene Espersen i dag sætte krop bag kravet om bevarelse af frihed, nydelse og tolerance?

Korporlighederne har ofte været overhængende under det lange værtshusslagsmål i Det Konservative Folkeparti, og der har været uddelt næser, afklapsninger og svedere.
Jo, politik er hårdt fysisk arbejde i en branche, hvor kroppen - trods politikernes angiveligt udbredte tankevirksomhed - spiller en hovedrolle, også når den ikke vil makke ret, som det skete for Engell, hvis finmotorik gik i sjus og slow motion, hvilket startede balladen i den borgerlige.
Weekendavisen måtte for nylig om de Konservative konstatere, at "det med næsten pornografisk prægnans er blevet tydeligt, hvad det politiske kan bestå i, når de ideologiske pejlemærker forsvinder."
Nøgleordet er pornografisk, som her er et fy-ord. Pornografi er afskyelig krop og sekreter, politik er herlig ånd og dekreter - når sagerne ses fra Pilestræde.
Det er helt hyggeligt, at nogen stadig tror, at politik har hjemme i et ideologisk himmerige, men det er nu for eksempel hele 25 år siden, at amerikanernes velduftende vrangforestillinger om ophøjede præsidenter blev defloreret af Richard Nixons blomstrende eder på bånd.

Talende kavalergang
De Konservative har nu sat en talende politiuniform i spidsen for stridighederne. Uniformen lader dog forstå, at den går i lære som talende jakkesæt, der kan begå sig med Folketingets tilsvarende konfektion.
Det er måske Poul Andreassens største fejl: At ville hænge endnu en gang herrestangtøj frem, i stedet for fuldt og helt at bryste sig af Folkepartiets folkeligste force, Lene Espersen.
Staklen kom kun med i partitoppen, fordi hun var det den tabende fløjs svageste bud (gør det til løgn, Lene!), der ikke skulle kunne true den vindende fløj.
Hun har kvalificeret sig til denne rolle ved - set med vindernes øjne - dumt at bruge sin naive barnetro som ideologisk pejlemærke: Gud, Konge og Fædreland.
Dertil har hun optrådt i joggingdragt i en ølreklame i stedet for diskret at støtte De Forenede Bryggeriers engagement i Burma.
Og værst af alt har hun afsløret sin dårlige smag ved ofte at vise sig i sjaskvåd eller stærkt nedringet kjole.
Sidstnævnte disciplin har skaffet hende tilnavnet 'den talende kavalergang', som af professionelle stivstikkere blandt politiske kommentatorer bruges nedsættende.

Kavalergangbar
Ekstra Bladets tv-anmelder, Hans Fl. Kragh, siger, at han har opfundet øgenavnet. Samtidig glæder avisen og dens (mandlige) læsere sig oprigtigt over kavalergangsteren.
Den 15. oktober 1998 skriver bladet henført: Lene Espersen "ligner mere og mere en vaskeægte Holly-wood-stjerne, Bo Derek eller Kim Basinger på en god dag - hun er ikke bange af sig."
Mens Det Konservative Folkeparti som helhed styrtdykker i opinionsmålingerne, skyder Espersen til vejrs. Den 30. december 1998 sætter Ekstra Bladets læsere således uhørt en politiker, Lene, på femtepladsen på hitlisten over Danmarks mest sexede kvinder.
Hvilket potentiale, hvis man ellers tør se politikkens sammensmeltning med popkulturen i øjnene.

Ligesom popidolet
Fiskerpigen fra Hirtshals, der løber marathon, dyrker dykning og har læst økonomi, vover at sætte hele sig selv i spil på en gang ligesom pop-idolet, hvis popularitet ikke skabes af musikken alene, men i det perfekte samspil mellem lyd og lys i en fascinerende sceneoptræden.
Det vil den kommende tid ikke skorte på råd fra Berlingske og Mandag Morgen om, at Lene Espersen nu bør tænke mere på tækkeligheden, ja tænke mere, fremfor at legemliggøre sig.
Men tænk, hvis konen i stedet satte mere kød på politikken og gjorde alvor af den på skrømt skandaløse girl power, som blev udskreget, da hun sammen med Henriette Kjær og Gitte Seeberg kom i Folketinget i 1994.

Feminin urkraft
Tænk, hvis hun konservativt ville fastholde feminine urkræfter på stædig kollisionskurs med den stupidt maskuliniserede politiske midte.
Hun kunne lære noget af franske Marianne, som med blottet overkrop fører folket på barrikaden, skildret af Eugene Delacroix i et berømt maleri fra 1830. Lene som bannerfører for Det Konservative Brystparti, til kamp for friheden!
Tænk, hvis Det Konservative Folkeparti stod for det modsatte af middagsherrernes forædte konsensuspolitikertyper, heriblandt en leder, som ikke magter at vende en cykelhjelm til egen fordel.
Tænk, hvis konservativ betød frodig, et helt andet kropspolitisk tilbud end de tørre ministerielle skolelærerindetæsk, der vanker, hvis befolkningen ikke køber euroen.
Tænk, hvis konservativ betød moderligt favnende, og vi snart kunne slippe for DF-kvindemunden, som taler om de fremmede, mens den ligner en myose-ramt lukkemuskel, der kun virker i yderstillingerne forstoppelse og diarré.
Tænk, om Lene bag kravet om bevarelse af de klassiske livsværdier ville sætte sin krop - også efter at spædbørn havde pattet hendes bryster lange og alderdommen rynket dem.

Asger Liebst skriver billedklummen Pix hveranden onsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her