Læsetid: 2 min.

Bynymfer og lavaalfer

11. september 1999

Signe Waldorff Weinholt er uanstrengtheden selv som storbynymfe, mens Lene Boel hægter tilskueren af

Dans
Hun er køn, hun har unge øjne, og hun har de blideste bevægelser, jeg længe har set. Hendes hænder vifter ubekymret for enden af armene, mens hendes ben sparker ud, og hun er uanstrengt, som om bevægelserne bare opstår spontant i kroppen på hende. Og så har hun en udstråling som en pige af kød og blod, der danser.
Signe Waldorff Weinholt hedder hun, og som så mange andre herhjemme har hun en fortid på Det Kongelige Teaters Balletskole, inden hun kastede sig over den ny dans. Hun drog til Amsterdam for at få sig en moderne danseuddannelse, og siden er hun dukket op i diverse mindre forestillinger.
Netop nu er hun bedårende bynymfe på Dansescenen i Jens Bjerregaards Urban Elves, som er inspireret af storbyens travlhed og tilfældige møder. Scenen er indkredset af et lyst gulv, mens kulissen ligger synlig i halvmørket, og danserne skiftes til at levendegøre scenen, bane for bane som var det gader.
Bjerregaard er en formens mand. At stå på hænder kan f.eks. hos Bjerregaard udføres med utallige benvariationer - lige som at gribe hinanden eller at gennemskære luften med hænderne.
Værket er Bjerregaards hidtil mest komplekse og mest muntre; en solo for ham selv og en frakke rummer for eksempel en grotesk stof-fusion af kontormanden og samuraien. Men ellers anslår Bjerregaard blot stemningen af en sensommeraftens lethed, mens han flytter rundt på den sødmefyldte Signe og den præcisere og spidsere Eve Garnier. Ubesværede og legende, som et par forvildede mælkebøttefnug på Trianglen.

Tomt blik
Nede i Rosenvængets Allé på Det franske Kulturinstitut har Lene Boel netop præsenteret sin forestilling Intermezzo - Face to Face. En velkomponeret forestilling med duetter for både dansere og musikere.
Rummet er bevidst nøgent, og kontakten mellem danser og publikum opstår straks. Men så forsvinder den. For Lene Boel ser kun tomt på tilskueren, mens armene peger ud til siden og benet løftes en anelse. Og selv om alle hendes bevægelser glider organisk over i hinanden, hvirvler bevægelsesstrømmen rundt om sig selv og hægter tilskueren af.
Boel er en dreven solist - og ikke uden humor. Alligevel bliver hendes koreografi i Intermezzo sært fortælleløs. Hun supplerer live-dansen med sin film Zoisk, hvor hun selv danser langt ude i det islandske lavalandskab. Som film betragtet udgør billederne seksten helstøbte close-up-minutter af denne seje, mørkøjede vulkanalf - kun forurenet af en lydside med stenskredsagtige forvrængninger. Men satsningerne siver ned i lavasprækkerne: denne stenalf løfter sig knap fra jorden. Måske er det alligevel lettere at være storbyalf.

*Intermezzo - Face to Face. Kor.: Lene Boel. Next Zone på Institut Francais
*Urban Elves. Kor.: Jens Bjerregaard. Mus.: Schubert og Berio. Urban Elves Dance Ensemble på Dansescenen, i dag kl. 16 og 20 samt sø. kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her