Læsetid: 4 min.

Central tavshed

24. september 1999

Pat Barker har skrevet en spændende psykologisk roman om bevidsthedens sorte huller

Roman
Det var et lykketræf, at Pat Barker ved sin karrieres begyndelse fulgte Angela Carters råd og lagde sine skriverier om middelklassen på hylden for at koncentrere sig om at skabe fiktion med udgangpunkt i sin proletariske opvækst.
Hendes tre tidlige romaner, der alle skildrer arbejderklassens kvinder og deres rå anonyme liv, er båret af en usædvanlig psykologisk indlevelsesevne og et klart personligt sprog.
Det samme gælder hendes store satsning, det prisbelønnede trebindsværk om Første Verdenskrig, hvor Barker tager fat på en fortrængt historie - den uværdige behandling af disse soldater og lægen W.H.R. Rivers' forsøg på at gøre op med de maskuline idealer, der stod i vejen for deres helbredelse.
Erindringen indtog en central plads i Rivers' behandling af granatofrene. Det har givet tiltrukket Barker, i hvert fald handler alle hendes romaner på en eller anden måde om erindringens betydning for livet her og nu. Det gælder også hendes seneste, som er særdeles dygtigt oversat og med fine versgengivelser af Lisbeth Møller-Madsen.

Evig nutid
En anden verden er en roman om fortid og nutid, om historisk tid og ikke mindst biografisk tid. Bestemte oplevelser fylder meget mere for den enkelte end almindelig tidsforståelse tillader. De optræder i en slags evig nutid eller som det hedder et sted hen mod slutningen:
"Hvad hvis tiden kan bevæge sig langsommere. Hvad hvis den ikke er en støt rullende flod, men noget meget mere ondsindet og uforudsigeligt, som blod. Hvad hvis den koagulerer omkring frygtelige begivenheder, klumper sig sammen om dem, standser strømmen."

Gengangere
Romanen forgår i Nordengland, i et bylandskab præget af forfald, formentlig Newcastle. Universitetslæreren Nick og hans gravide kone Fran er netop flyttet ind i en gammel viktoriansk patricervilla med plads til dine, mine og vores børn: deres fælles toårige Jasper, Frans Gareth på 11 og Nicks Miranda på 13.
Under deres sommerferieprojekt med at renovere det gamle hus åbenbares et obskønt vægmaleri af den velstående borgerfamilie, der oprindeligt byggede huset. Ved et tilfælde bliver Nick opmærksom på, at de to halvstore børn på billedet i 1904 blev anklaget for at have slået deres lillebror ihjel.
Han fortæller dog ikke sin kone om husets triste forhistorie, for han vil ikke skræmme hende, højgravid og udmattet som hun er af det nye hus, den lille Jasper, den hadefulde jaloux computernørd Gareth og den overkorrekte, men altid triste Miranda. Nick har også sit at tænke på. Han må hjælpe sin gamle tante med at passe hendes 101-årige far. Gamle bedstefar Geordie har været med i Første Verdenskrig, hvor han mistede sin beundrede storebror.

Mareridt igen
Det er snart mange år siden, Geordie tilsyneladende har overvundet de skader af granatchock, som han måtte kæmpe med som ung og midaldrende. Men nu hvor døden nærmer sig, vender mareridtene og søvngængeriet tilbage, og det bliver klart, at Geordie tror, at han personligt, drevet af jalousi, har slået sin bror ihjel i skyttegravenes mørke helvede i stedet for at prøve at redde ham.
Geordies skjulte fortvivlelse er ikke romanens eneste. Det er netop dens pointe, at også i en moderne middelklassefamilie som Nick og Frans kan man leve side om side uden at erkende ulægte psykiske sår - som hos Gareth, der gemmer sit fadertab bag en hård facade, afstivet af voldelige computerspil og videofilm.
Barker præsterer indlevelse på et højt niveau i sin skildring af, hvordan Gareths diffuse jalousi og had samler sig for at vendes imod lillebroderen, mens Miranda på sidelinjen kæmper for at fortrænge sin medviden om Gareths overgreb.
Gareth er en type, hvis træk man genkender udefra; her ser Barker lige ind i hans sitrende usikre indre. Og vi får endda en fin genoplevelse i en scene, hvor den bortløbne Gareth som en anden James Dean i Vildt blod ligger fortvivlet i gruset og leger med sin kravlende actionman, da Nick endelig finder ham.
Barker vil det voldelige og psykiske barbari til livs. Det virker derfor rigtigt, at hun udover Geordies kamp med sine spøgelser, har valgt en af nyere tids mest isnende episoder som vignet og inspiration for sin analyse af et moderne middelklasse familielivs blinde pletter.

James Bulgers skygge
Flere gange i romanen er der indirekte henvisninger til et usædvanligt barnemord, hvor den to-årige James Bulger i 1993 blev mishandlet til døde af to ti-årige Liverpool-drenge, som havde store sociale problemer og et helt usædvanligt overforbrug af videovold, såmænd lejet af den ene drengs far.
Nick ser for sig det tyste videobånd fra indkøbscentrets sikkerhedsovervågning, som har været vist utallige gange på tv:
"Tre udviskede skikkelser på en videoskærm, en stor dreng der tager en lille dreng i hånden, mens hans kammerat går i forvejen, ivrig efter at nå frem til de forestående grusomheder."
Nick og vi andre kan gyse ved tanken, men kan vi også se oplægget til vold hos vores nærmeste og magter vi at gribe ind?
En anden verden er en spændende psyko-thriller med viktorianske spøgelser, men den er også et intelligent vidnesbyrd om vores blindhed overfor det moderne livs smertepunkter og den hjemsøgelse, der derfor kan ramme enhver af os.

*Pat Barker: En anden verden. Oversat af Lisbeth Møller-Madsen. 224 s. 228 kr. Rosinante. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her