Læsetid: 8 min.

Dagens katastrofe i New York

25. september 1999

Informations udsendte blev hed om ørerne, da pressen skulle vride en historie ud af røgmasserne i subway'en. Problemet var, at kvinden på båren stadig åndede

New York

Fire!
12. SEPT. KL. 14.45 - Duften af New Yorks subway er hidsende parfume. Sødt støv, et strejf maskinolie og stress sætter pulsen i vejret, på vej med rulletrappen ned i dybet på Grand Central Station. For foden af trappen er et lavloftet område med billetkontor og et dusin sluser, som man med en polet kan åbne for at komme til perroner og gange. Eller blot klikke sig igennem, hvis man kommer indefra og skal ud.
I dette øjeblik vil mange ud på en gang. Støj af løbende fødder, et halvt hundrede mennesker maser på for at komme gennem sluserne. Jamen, det er da ikke myldretid? Så gjalder råbene: Fire! Og sekundet efter kommer røgen - hvid, kemisk og kvælende.

Merkur og maskinen
12. SEPT. KL. 14.00 - Sådan en solrig søndag ser byen næsten yndig ud, så yndig som en travlhedsmaskine med 10 millioner brugere nu kan blive.
Folk slendrer ligefrem på fortovene, og man kan i fred og ro kigge rundt i den overjordiske del af Grand Central Station. Loftet på byens mægtigste offentlige rum er omsider blevet renoveret, så det brun-grumsede er veget for et blåt himmelhvævl med lysende stjerner, en rejsedrøm fra 1914 med luft under vingehjulet, det mærkværdige stykke fjerkræ, som også huserer her.
Men stationens herre er Merkur, der står på facaden, guden for den forenede rastløshed og profit: Business. Togene hører til blandt industrisamfundets tandhjul, der griber ind i hinanden og drejer dollars. Grov mekanik skal der til i denne metropol, som døgnet rundt pumper arbejdskraften op i højhusene med elevator og rundt i byen med subway. Tårn og tunnel - set fra cybercity et museum med 10 millioner ansatte, sårbart susende mod århundredeskiftet.
Kom ikke grus i maskinen.

Moskito-afløsningen
12. SEPT. KL. 23.00 - Tv-nyhederne har stadig branden på Grand Central Station som første historie. Men den er kort, der var jo ingen døde.
Tv-stationernes nyhedsredaktioner har haft det svært. Moskitoerne, hvis stik forleden gav tre mennesker dødelige sygdomme og udløste giftsprøjtning af hele byen fra luften, kan snart ikke bære mere. Branden ville være bedre, men kvinden på båren trækker vejret. Iltposen ved hendes ansigt går ud og ind, det er kedeligt, folk skifter kanal og ser ikke reklameblokken.
Jeg ser mig selv på skærmen, stående lige bag brandchefen, der taler til journalisterne og tv-kameraerne. Jeg fotograferer fotograferne, sænker kameraet og stryger mig nervøst over håret og ansigtet.
Hvad er det, der skal tørres væk: Det, jeg så i tunnelen, eller røglugten eller sensationsjournalistikken?

Brandtalen
12. SEPT. KL. 15.35 - Assisterende brandchef Joseph Leoncavallo holder hjelmklædt pressekonference midt på gaden, der er spærret af brandbilerne. Han åbner munden en lille time efter branden brød ud, i samme øjeblik han har fået melding om, at ilden er under kontrol.
Hvilken glat professionalisme. Han er den ansvarlige for brandvæsenets indsats i dag, men han har flere gange inden den improviserede konference snakket med en høj, sort mand fra Borgmesterens Kontor for Håndtering af Nødsituationer, der går rundt med en lækker jakke. Kontorets navn er broderet på jakkens rygstykke.
Journalisterne råber, at brandchefen skal stille sig lige foran en brandbil, det vil give bedre billeder. Han venter et øjeblik, indtil brandvæsenets egen fotograf tillige er klar. Så kommer det: "Ingen er omkommet, kun to har fået let røgforgiftning."
Skuffelsen hos et af tv-holdene er helt åbenlys. Og igen og igen siger han i larmen fra pumper og vifter og bilmotorer: "121 brandmænd har bekæmpet ilden."
Jo, gaderne omkring stationen er fyldt med brandbiler. Men kun et par brandbiler har været i aktion, det var de første, der kom, med slanger og slebne økser.
121 brandmænd har bekæmpet ilden. Der er noget, som ikke passer.
Nu vil journalisterne blot vide, hvornår de stoppede subway-linjer kommer i gang igen. Døgnrytmen er vigtig i denne by.

Blodhunden glammer
12. SEPT. KL. 15.30 - Den ældre kvinde ligger på båren med iltmaske på. En yngre kvinde holder hende i hånden. De var vist blandt de sidste, der kom ud, da brandchefen besluttede at evakuere hele Grand Central Station for en halv time siden. Men da havde røgen allerede fordrevet de fleste fra bygningen.
Den ældre kvinde ser ikke dårlig ud, som hun ligger der, mens en af brandvæsenets læger lytter med stetoskop på hendes brystkasse. Men båren står i rendestenen på den brede 42nd Street, sært ubeskyttet og sårbar. Der har den stået hele tiden. Hvorfor er hun ikke bragt af vejen i en ambulance?
Ingen har - selv om stedet vrimler med brand- og politifolk - på mindste måde søgt at forhindre, at en hær af fotografer og tv-kameramænd har været henne og tage billeder lige ned i ansigtet på hende.
Blodhunden glammer, og pressen svarer villigt: Ikke en dag uden kvæstede i tv-nyhederne, ikke en dag uden efterladte, der hulker på tv. Først når borgerne har set døden på skærmen, kan de føle sig i live. Blod og tårer flyder frydefuldt som narkomanens junk - tager man det væk, sætter rysteturene, angsten og den store buldrende tomhed ind.

I orkanens øje
12. SEPT. KL. 15.00 - Gaden er tåget. Stinkende røg oser ud af Grand Central Stations døråbninger og på den modsatte side af 42nd Street fra riste i fortovet. De første brandbiler er kommet, og slangerne rulles hurtigt ud. Det første tv-hold ankommer kort tid efter brandbilerne. I mange minutter strømmer flere brandbiler til med hylende horn, mange flere, men de foretager sig ikke så meget. Der kommer også flere tv-hold, som løber omkring, mens de råber op: Dér er en båre, skynd jer, dér kommer folk ud af stationen, hurtigt, gå tæt på. Projektører oven på tv-kameraerne lægger lysbjælker ind i røgskyerne, og man kan se folk komme løbende, mens de hoster, spytter og gnider øjnene.
En af brandhanerne, som slangerne sidder fast på, slutter ikke tæt og sender kaskader af vand i alle retninger. En skopudser-stand bliver overdænget med vand. Brandfolkene maser rundt med sammenpakkede slanger og ifører sig iltflasker og masker. Deres udstyr rasler og klirrer.
Men lige ved siden af i et lille hak i bygningsfacaderne sidder en sort mand på en skammel.
Ganske uanfægtet af trængslen omkring ham sidder han med udtryksløst ansigt, som om han er fast inventar i orkanens øje, en skæv, tavs protest mod postyret: Slap dog af, folkens, det er blot dagens katastrofe i New York.

Politisk brændpunkt
13. SEPT. KL. 11.00 - "Grand Central tømmes i en time af brand i subway'en," lyder overskriften i New York Times den næste dag. Og underoverskriften: "To kommer til skade i en ildebrand, der blev bekæmpet af 121." 121, der var den igen. Sensationsavisen Daily News får endda tallet til 150 brandmænd.
Jeg tager atter hen på Grand Central Station og finder ned ad den velkendte rulletrappe. Her lugter stadig en smule. Endnu en trappe ned og ud ad en af de lummervarme perroner - for enden er rigget nødbelysning til og spærret af med plasticbånd ved et muret værktøjsrum. Indenfor skimtes en stabel halvt smeltede, orange plasticdunke. Kemisk, føj. Loftet er sværtet foran rummets dør, og en håndfuld ingeniører eller håndværkere går rundt og undersøger brandtomten.
Brandstedet er overraskende lille, omkring 3 gange 6 meter. Det er måske til at forstå, at det tog en time at rykke ud, lokalisere, trænge frem til og slukke branden. Det virker også rimeligt at have mandskab i reserve. Men 121 mand og en flåde af brandbiler omkring stationen?
Man kunne få den upassende tanke, at en del af den opmarcherede muskel- og maskinkraft optrådte til ære for en hungrende presse, som skulle sikres farverige billeder af myndighedernes resolutte indsats.
Borgmester Rudolph Giuliani, der med held har profileret sig som frygtløs lov-og-orden mand, er i gang med en valgkamp om senatspladsen for staten New York. Hans modstander bliver sandsynligvis en kvinde med et mere humanistisk image, præsidentfrue Hillary Clinton.
New Yorks politi og brandvæsen har spillet tæt sammen med borgmesteren de foregående år - man har haft fælles interesse i en kompromisløs linje, i at overtrumfe truslerne og slå hårdt ned på den mindste slinger i valsen.
I 1996 oprettede borgmesteren således Mayor's Office of Emergency Management, et kontor med 43 ansatte, hvis chef refererer til borgmesteren himself. Kontoret, der kaldes en "uafhængig" videreudvikling af en lignende funktion, som har eksisteret siden 1960'erne, har til opgave at overvåge alle katastrofesituationer, koordinere myndighedernes indsats (dog uden nogensinde at være direkte ansvarlige for indsatsen) og ikke mindst "holde tæt kontakt til pressen". Kom ikke og sig, at Giuliani ikke kender sine besøgelsestider.
Giuliani sørgede tillige i 1996 for at udnævne sin egen mand, Thomas Von Essen, til øverste brandchef, Fire Commissioner.
Da Von Essen var formand for brandmændenes fagforening i New York, kunne de to snart blive enige om, at en del af brandbilerne skulle opnormeres fra fire til fem mands besætning. Nu har Von Essen til opgave at slukke New Yorks 60.000 årlige brande - med så mange brandmænd som muligt. Brandbekæmpelse handler her selvfølgelig ikke kun om sikkerhed, men også om beskæftigelse og politisk pondus.
En bygningsingeniør på brandstedet, Michael Mancusi, siger til Information, at branden er påsat og skaderne meget begrænsede. Det er allerede mange timer siden, at New York åndede lettet op. Den næste katastrofe, orkanen Floyd, er på vej, og telefonerne gløder på borgmesterkontoret og redaktionerne.

De sidste
12. SEPT. KL. 14.45 - Røgen er sur, den svier og begynder at fylde tunnellerne og bronkierne.
Der kommer stadig folk i vildt løb ud gennem polet-sluserne.
Til sidst snegler en kvinde med en klapvogn sig frem fra en dunkel sidegang. Barnet græder, mens kvinden og to mænd iført refleks-veste panisk prøver at skubbe klapvognen over slusen, men den sidder fast.
Sådan ligner alle ulykker med langtrukne flugtscener hinanden, store og ganske små som denne: Fanden truer med at tage de sidste, de gamle, dem, der holder sammen, og dem, der hjælper hinanden.
Barnet og kvinden græder. En barnefod med hvid sok på peger lige mod loftet, mens klapvognen ligger oven på slusen, urokkelig og hyllet i os. Røgen driver mig op af trappen i samme øjeblik, klapvognen kommer fri.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her