Den politisk ukorrekte Salvador Dali, ikonfabrikant og kitschmager, som kunsthistorien hidtil har forbigået i tavshed, vises nu i Arken
Udstilling
"Dette er ikke en tallerken," står der med guldbogstaver på en purpurfarvet glastallerken i en montre i Arken. Salvador Dali driller sin seks år yngre kollega Magritte, der med sit maleri 'Dette er ikke en pibe' påpeger billedet som et falsum.
Typisk at denne korrektion skulle komme fra Dali. Det er nemlig som det usandsynliges beskriver, vi kender ham bedst, først og fremmest som maler.
I 1989 udstillede Louisiana the real thing, nemlig spanieren Salvador Dali s (1904-89) surrealistiske malerier fra hans genialt-gale periode i 30'erne frem til begyndelsen af 40'rne. Det danske kunstpublikum stiftede her indgående bekendtskab med surrealismens feterede, megalomane ener og alle konstanters argeste modstander.
Grundstenen til Dalis berømmelse blev lagt i disse tidlige, syrede malerier, der bygger på, hvad han selv har kaldt sin 'paranoisk-kritiske metode'.
Ingen mådehold
Mådehold - også verbalt - lå fjernt for Dali. Disse malerier var håndmalede drømmefotografier, som skulle visualisere det irrationelle, og alt hvad dertil hører, inklusive et genkommende vokabularium af bløde ure, elefanter med stankelben (en såkaldt rumelefant eller 'Dalifant' med denne besynderlige benkonstruktion er i anledning af udstillingen opstillet på Kgs. Nytorv).
Der er Venus'er med udtræksskuffer, knogleformationer, sommerfugle, girafkvinder, spejlæg, atomiserede ansigter m.v. I slipstrømmen fra disse malerier er opstået en industri, en slags grotesk kunsthåndværk, hvor Dali og konsorter er gået på strandhugst i billederne og har omsat diverse malede gestalter til tredimensionale figurer, der befinder sig et sted mellem det kuriøse og det kitschede. De udstilles nu i Arken.
Kitsch er irrationelt
At det overhovedet er relevant i dag at tage disse ting i øjesyn skyldes, at vi gennem den postmoderne æra med kunstnere som Andy Warhol og Jeff Koons har lært at annamme og sætte pris på kitsch.
Rolf Læssøe citerer i kataloget Dali for disse ord: "Den efterlignende kunsts mest letkøbte, uimodståelige illusionisme af laveste art...kan blive midler til med hidtil uanet nøjagtighed at gengive det konkret-irrationelle."
Dalis malerier nød en næsten uhørt opmærksomhed efter Anden Verdenskrig. Især fik de en renæssance i slutningen af 60'erne, da den psykedeliske kunst vandt frem.
Dalis drømmevisioner blev næsten reproduceret ihjel og hang i de år i progressive hjem, hvor indvånerne vovede at åbne dørene til den anden side, til det irrationelle, en åbning som ofte formidledes via euforiserende stoffer.
Arken synes med udstillingen også at føre den røde tråd mellem de seneste to udstillinger med europæisk og amerikansk popkunst videre til Dali. Dali kan nemlig også forstås som en tidlig eksponent for popkunst (han portrætterede selv stjerner som Lawrence Olivier og Helena Rubinstein), og inspirerede bl.a. Andy Warhol.
Superstar
I det hele taget var han i stand til at holde sin umådelige selviscenesættelse i gang, så værk og liv syntes at gå i ét i en sådan grad, at manden der vendte det hvide ud af øjnene og optrådte med tyrehornslignende moustache næsten overskyggede sine egne værker.
Men udstillingen viser trods alt en søgende sjæl i billeddelen, nærmere bestemt i en række bogillustrationer - en forrygende række træsnit til Dantes Guddommelige Komedie - se hans Helvedes-visioner med direkte adresse til Hieronimus Bosch og William Blake.
Her ses bl.a. to blodige hænder, der griber om to små skikkelser, træer, der griber ud efter hinanden, kopulerende kroppe under orgier, spøgelser m.v.
Arken viser desuden et næsten aldrig før vist, meget stort maleri 'Papillon' (sommerfugl). Det blev udført som reklamebillede til et amerikansk medicinalfirma, som frafaldt bestillingen, hvilket man måske nok kan forstå, når man ser signaturen, der fylder ca. 25 kvm, dvs. en fjerdedel af billedet.
I illustrationerne, tegnet til hans første selvbiografi fra 1942 'The Secret Life of Salvador Dali' opviser han en hel vidunderlig humor, samtidig med at han behersker alle stiludtryk fra renæssancen til kubismen.
Her tager han udgangspunkt i Freuds teorier om det ubevidste, klæder traumer og fortrængninger af til skindet og beretter tilsyneladende oprigtigt om sin frygtelig traumatiske opvækst.
'Mig - kun mig!
Han skriver: "Mit stadige glubske behov for at føle mig 'anderledes', fik mig til at græde af raseri hvis omstændighederne, selv helt tilfældigt, skulle anbringe mig i bås med andre. Fremfor alt og uanset prisen. Mig - Kun mig! Kun mig! Kun mig!"
Hans ambitioner steg med lynets hast. Som tre-årig ville han være kok, som syv-årig Napoleon. Og siden var ambitionen vokset støt. Ingen reglementer kunne holde ham fangen.
Faderen bortviste ham for stedse fra familien. Han blev ekskluderet fra Akademiet i Madrid, og end ikke surrealisterne ville beholde ham. Han var for pengegrisk og havde oven i købet udstillet en hellig ko, Lenin, nøgen, uden bukser på og med verdens største endeballe!
Dali var bare for meget. Han er malerkunstens svar på Simon Spies. Og hvad udstillingen i Arken angår, går den kun hjem, hvis man opfatter den som en spøg.
*Salvador Dali. Arken, Ishøj. Ti.-sø. 10-17. On. 10-21. Til 2. jan. 2000. Åbner i dag.
Tema - Dali i Danmark
*Kodeordet er kitsch, hvad angår Salvador Dali (1904-89). Det får man et glimrende indtryk af på Arkens udstilling, der åbner i dag. Museet har ønsket at vise 'den anderledes Dali', den Dali, som ikke 'kun' var maler, men lavede skulpturer, tegnede illustrationer til bøger og
designede møbler, lamper, smykker og emballage.
