Læsetid: 3 min.

Den danske dom

3. september 1999

PROKURIST Ole Steffensen, Hou, havde i sommeren 1992 tegnet for 22.000 kr. aktier i Hafnia. Det skete i en aktieudvidelse forestået af Den Danske Bank. Da det et par måneder senere stod klart, at pengene var tabt, skrev Steffensen til bankens direktør og beklagede sig. Han følte sig ført bag lyset.
Det havde han slet ingen grund til, skrev den venlige bankdirektør tilbage. Tabet skyldtes blot "..den negative og uforudsigelige udvikling på aktie- og obligationsmarkedet". Derfor kan banken "..naturligvis ikke påtage sig noget ansvar for tabet", forklarede Knud Sørensen pædagogisk.
At bankdirektørens ord kunne anfægtes gennem en retssag, troede stort set ingen på dengang. Og de store fonde og pensionskasser - der led de største tab på Hafnia - holdt lav profil. Først efter fire års stædig insisteren (hvor flere erhvervsadvokater hovedrystende afviste at tage sagen) lykkedes det Steffensen at få fri proces.
Dommen over Den Danske Bank og revisorerne er den lille mands opsigtsvækkende sejr over de store og pengestærke autoriteter. Sø- og Handelsretten er efter et grundigt sagsforløb nået til en klar konklusion: Hafnia-prospektet var ikke retvisende. Den Danske Bank og revisorerne vidste bedre - og burde havde fortalt det.

DOMMEN er vigtig. Den fastslår, at en skovl også bør kaldes en skovl på aktiemarkedet. Og den retter søgelyset på et kontrolsystem, der kortsluttede.
Men i dommens time i 1999 må man ikke glemme baggrunden for de fejl, der blev begået for syv år siden. De nu dømte tilhørte på sin vis oprydningsholdet. Det var jo den gamle Hafnia-ledelse - anført af direktør Per Villum Hansen og bestyrelsesformand Ebbe J.B. Christensen - der i 1991-92 havde ført koncernen ud i det, der blev kaldt Den Store Nordiske Forsikringskrig. Gennem dristige opkøb og fusioner søgte Hafnia at danne Nordens største forsikringskoncern.
Forsøget kom i krise - buen var spændt for hårdt. På et tidspunkt turde bestyrelsen ikke forhøje indsatsen. Ud røg Villum og en stribe meddirektører og ind kom et redningshold, der under et stærkt tidspres foretog voldsomme indgreb.
Det var en minderig sommer. Regeringen var rystet efter danskernes nej til Maastricht-traktaten. Fodbold-Danmark skreg sig hæse i jubel. Men europamesterskabet hjalp ikke på børsens humør. Værdien af Hafnias dyrt opkøbte aktier raslede ned, og en desperat aktieudvidelse på 1,9 milliarder kr. i juli måned blev af banken og den nye ledelse set som redningsplanken. Alternativet var - frygtede såvel finansfolk som regering - en kæde af sammenbrud i den finansielle sektor.

DET VAR i denne stærkt pressede situation, at Den Danske Bank sammen med storinvestorer som blandt andre Lønmodtagernes Dyrtidsfond og ATP satte sig for at redde stumperne. Og når Finanstilsynets direktør Eigil Mølgaard syntes det gik for stærkt, blev han hurtigt banket på plads af Peter Straarup fra banken. Her stod mere på spil end bureaukratiske regler. Og frygten for en domino-effekt var så stor, at der ikke blev taget smålige hensyn til Ole Steffensen og hans lige.
Med årene har forløbet udviklet sig til et moralsk problem, fordi de ansvarlige aldrig har villet indrømme den mindste fejl. For Den Danske Bank er det samtidig en skærpende omstændighed, at den langt fra var uskyldig i, at Hafnia kom i krise. I starten af 1992 havde banken et engagement med Hafnia på 6,1 milliard kr. og med modstanderen i forsikringskrigen, Baltica, på 6,6 milliarder kr. Dermed var banken dybt involveret i den krig, der endte med begge selskabers undergang.

FINANSTILSYNET og regeringen Schlüter vidste en hel del om de regler, der blev bøjet hin sommer. Men hvor meget vidste de fire pensionskasser - omfattende blandt andet jurister, økonomer og ingeniører - der nu forbereder det sagsanlæg, som de først fik tanke for, da Ole Steffensen var langt i processen. Havde de ingen særlig viden, må banken og revisorerne også betale erstatning her.
Men hvad så med Lønmodtagernes Dyrtidsfond og ATP? Ingen af de to storinvestorer har beklaget sig over hverken Den Danske Bank eller de utroværdige revisorer. Hvor meget de vidste, skylder de stadig deres opsparere en forklaring på.
Vi venter i spænding. mol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her